- Reklame -

Langt de fleste studerende har skiftet papirnoterne ud med en computer eller en tablet. Digitaliseringen af noterne giver en række muligheder, men har også sine svagheder. Både grafer og illustrationer kan være svære at nå at få med. Generelt er spørgsmålet om, hvor mange noter man skal eller bør skrive altid gældende, og hvor god er man egentlig til både at skrive i store mængder og lytte til, hvad der bliver sagt? En alternativ mulighed er smartpennen Livescribe der kombinere papirnoter, optagelser og digitaliseringen.

Thomas Lind Andersen
Webmaster, stud.psych

Livescribe
Hvis man ønsker at kunne forene lyd og noter, så er Livescribe den bedste løsning på markedet. Foto: Livescribe

Da jeg først hørte om konceptet, var jeg ret skeptisk. De fleste er med vilje gået væk fra papir og over til computeren, så hvorfor skulle man gå tilbage til papir igen, bare fordi ens noter kan føres ind på computeren? Efterhånden som jeg undersøgte Livescribe, blev jeg interesseret, og efter at have brugt den, må jeg konstatere, at den har sine fordele og formål.

Ikke bare noter på den gammeldags måde
Den store fordel, som Livescribe kan tilbyde, er kombinationen af lyd og noter. Den har en udmærket mikrofon, som kan opfange alt både på et møde og til en forelæsning.

Optagelsen bliver kombineret med dine noter, så du altid kan gå tilbage og høre, hvad der blev sagt, da du skrev en specifik note. Du kan også bare genopfriske hukommelsen ved at lytte til en forelæsning og se, hvad du noterede imens. Det eneste du skal gøre er at klikke på din note med smartpennen, og så hopper den til det rigtige sted i lydfilerne.

Ulempen ved smartpennen er, at du skal bruge noget bestemt papir, for at denne funktionalitet fungerer. Smartpennen scanner det papir du skriver på, og derfor bruges der papir med et bestemt prikmønster. Dette kan fås i mange forskellige former for notesblokke, men det kan også printes ud af langt de fleste moderne printere, så det kræver blot ti minutters forberedelse engang imellem.

Flydende funktionalitet
Gennem det seneste år er jeg ikke stødt på nogen problemer med Livescribe. Lyden er god, den opfanger alt, hvad man skriver, og den gør det hele i et yderst tilfredsstillende tempo. Smartpennen holder rimeligt godt strøm, men hvorvidt den skal lades op efter en dag eller en uge afhænger af, hvordan den bruges. På en uge med 3 forelæsninger af 3 timer, kunne den godt få det hele med uden en opladning. Det er dog også tidsgrænsen, man kan forvente.

Køb over internettet
Livescribe er endnu ikke set i danske butikker. Men der er en lang række netbutikker, både danske og internationale, der sælger den. Tjek eventuelt livescribe.com ud for at lære mere om den.
Prisen starter omkring de 1200 kroner og stiger afhængigt af lagerplads og ekstra tilbehør.

De ældre versioner kan kun overføre lyd og noter til computeren gennem kabel, men den seneste version har udvidet med wifi. Det betyder, at man kan sende noter og lyd ud til stort set alle sine computere inkl. mobiler og tablets. Det gør det ekstra nemt at have sine noter med sig rundt.

Bedst til bestemte situationer
Livescribe er kun brugbart, hvis man reelt ønsker at have optagelser i forbindelse med sine noter. Til gengæld findes der ikke bedre løsninger til netop dette. Min erfaring er, at man kan minimere mængden af skriftlige noter, ved også at have den auditive forklaring. Samtidig er det væsentligt nemmere at få modeller og illustrationer med i sine noter uden at gå glip af noget. Den kan dermed være en fordel ved svært stof, ved meget illustrativt stof, hvis man har svært ved at multitaske eller hvis man i forvejen er glade for optagelser af undervisningen. Samtidig kan den være behjælpelig ved møder, da den gør det væsentligt nemmere at huske detaljer senere.

Fordi materialet bliver digitaliseret, kan det hele gemmes på computeren. Man får dermed også mange af de fordele, som man har, når man skriver noter direkte på computeren. Der er dog et stort men: Teksten kan ikke kopieres direkte fra Livescribes noter. Selvom programmet der følger med, kan omsætte det meste, er det ikke altid uden fejl og virker hovedsagligt ved engelske noter.  Så hvis man er typen, der kopierer direkte fra sine noter, når man skriver eksaminer, er det ikke nødvendigvis den bedste løsning. Hvis man dog genkender nogle af de ovenstående problemstillinger og præferencer, er det en investering, der er værd at overveje.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.