- Reklame -

Efter nøje at have læst sidste Sund & Hed, der satte fokus på frivilligt arbejde og nogle af de mange grunde til at man ”gider” at bruge tid på det, startede jeg min helt egen sjælransagning. Selv har jeg gennem mange år lavet frivilligt arbejde, alt lige fra medhjælper i en lektiecafé i Vollsmose til besøgsven hos ensomme, terminale kræftpatienter igennem Kræftens Bekæmpelse til at jeg nu sidder som formand for Ebrietas (festudvalget på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet).  

Lily Sarkisian

Lily Sarkisian
Stud.med

Siden jeg startede på medicin nogle år tilbage, er jeg konstant blevet spammet med invitationer til at blive medlem af diverse foreninger og organisationer og få alverdens fordele, når/hvis vi selv skulle rejse til udlandet på et senere tidspunkt for at arbejde med kræftsyge, forældreløse 8-12 årige kenyanere, der tilfældigvis havde AIDS og ebola; at vi havde nemmere ved at få sådan en ”stilling” og derved nemmere kunne fylde mere på vores i forvejen proppede CV eller vise nogle polakker rundt i Odenses gader for IMCC eller noget helt tredje.

Ovenstående er selvfølgelig en smule overdrevent og nogle overfladiske eksempler, men der ER jo en del afrikanske børn, der er syge og trænger til medicinsk hjælp, og selvfølgelig er det fantastisk at der er nogen af de medicinstuderende herhjemme, og overalt i verden, der gider at bruge en hel sommerferie eller måske endda et halvt år på at hjælpe dem.

MEN grunden til at jeg skriver ovenstående er vel fordi, at jeg (gay as it may sound) nåede til den konklusion af min sjælransagningsproces, at uselvisk frivilligt arbejde slet ikke eksisterer! Hårde ord fra en kynisk kvinde, tænker du måske? Men efter de sidste 8 år, hvor jeg har været inde i det miljø (det lyder som bandemiljøet, men det er stadigvæk ”frivilligt-arbejde”-miljøet, der tales om), hvor jeg har snakket med alverdens frivillige om grunden til deres engagement i de forskellige organisationer, kan berette at der altid er en eller anden grund til at de søde frivillige gider at bruge deres tid på andre. Om det så er at få mere livserfaring, at få nogle kontakter indenfor den verden hvormed arbejdet drejer sig om, eller helt hårdt og kontant: at få et mere prangende CV. Så kan det ikke kaldes uselvisk frivilligt arbejde. At påstå andet er i min verden at leve i selvfornægtelse!

Men burde man ikke være tilfreds så længe der er nogen, der gider at bruge deres tid på at give Ebo hans malaria-vaccine, hjælpe Mohammed med dansk grammatik eller besøge gamle Oda på plejehjemmet med en pose Werther’s?  Selvom de gør det af selviske årsager?

Fordrejer man problemstillingen en smule, kan man jo også spørge sig selv om: Er det selvisk hvis Marie, der er 25 år og altid har drømt om at onkolog (fordi hun selv mistede begge forældre til kræft og derfor er mere empatisk overfor de børn, der er i samme situation som hun selv var i for 15 år siden), melder sig til ind i Kræftens Bekæmpelse for at få nogle kontakter og nemmere få en PhD, fordi hun kender overlægen og har et mere relevant CV? Og hvad med Mads, der gerne vil være plastikkirurg med speciale i forbrændinger/ætsninger, fordi han selv har fået skamferet størstedelen af sin ryg pga. en brand og derfor arbejder som plastikkirurg i Indien i 2 år for at kunne skrive noget fagligt og specialerelevant på hans CV? Er hans gerning også en selvisk handling, hvis det resulterer i at han får den hovedstilling på det eftertragtede sygehus, hvor han drømmer at arbejde?

Selvom det nok virker ret forvirrende, så er mit formål med ovenstående ikke at skildre de millioner af frivillige medhjælpere rundt omkring i verden som selvcentrerede røvhuller, der udelukkende hjælper andre for at gavne dem selv. Forhåbentlig er der mange, der gør det, fordi de har tid og overskud i deres hverdag til at hjælpe de syge eller sårbare, der har krav på hjælp, men ikke har det økonomiske overskud til at betale sig fra det. Men måske det kan hjælpe folk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de praler med at have hjulpet tonsvis af HIV-smittede børn på afrikanske sygehuse eller hjulpet med at have samlet 2000 kr ind for kræftensbekæmpelse og hele deres ”hold-kæft-hvor-jeg-er-for-god-af-mig”-mentalitet. Det resulterer blot i at den gængse opfattelse af frivilligt arbejde bliver negativt og man mister mere respekt hos folk end man høster! For at man gider at lave frivilligt arbejde, er det næsten en nødvendighed, at der er en eller anden slags gode til den, der hjælper, som en form for aflønning for det arbejde man gør. Det er sjældent, eller tæt på ikke-eksisterende, at finde et ikke-aflønnet arbejde, hvor der ikke er en eller anden form for belønning. Jeg skal selvfølgelig ikke spille hellig og sige at jeg aldrig har fortalt andre om mit frivillige arbejde, men hele ydmygheden omkring arbejdet er forsvundet og det er trods alt ikke med det udgangspunkt, at fænomenet startede!

Selv efter flere års gang i en søndagsskole, er der ikke mange citater, der har indprentet sig i nethinden som den fra Matthæus-evangeliet: ”Men når du giver almisse, lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre hand gør, for at din almisse kan ske i det skjulte.

Nej, der er ikke en hidden-agenda med citatet om at konvertere, men snarere en mere beskeden holdning til det at lave frivilligt arbejde og hjælpe andre. Frivilligt arbejde burde ikke behandles som endnu et punkt på ens CV, men som en mulighed for at gøre en forskel og glæde andre mennesker med det, man nu engang kan bidrage med!

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.