- Reklame -

En gummiproducerende bakterie og et godt samarbejde sender iGEM-studerende videre til international finale Boston.

Gitte Henriksen
Journalist og biomedicinstuderende, SDU

Logo
Logoet for SDUs iGEM projekt, hvor det illustreres, at en bakterie får egenskaber fra et gummitræ, så der fremstilles en gummiproducerende bakterie. Logo: iGEM SDU

Enormt meget faglig viden, praktisk erfaring med laboratoriearbejde, viden om projektstyring og rygrad i forhold til planlægning og samarbejde i store grupper. Det er bare nogle af de ting, Sissel Ida Schmidt, der studerer biomedicin på 5. semester og Sofie Fredberg, som læser medicin på 2. semester, fremhæver at have fået med i studiebagagen ved at deltage i årets iGEM projekt for SDU. Foran dem venter nu en tur til Boston til den internationale finale.

Projektflow
»Igennem hele projektet, har der kun været én vej, og det er fremad. Vi har haft et rigtigt godt samarbejde, hvor alle har været med inde over langt de fleste aspekter i projekter, og hvor vi føler, at alle har bidraget med alt, hvad de kunne,« siger Sissel Ida Schmidt. Sammen med Sofie Fredberg og 7 andre studerende fra SDU har hun sommeren igennem arbejdet på at udvikle en gummiproducerende bakterie i den internationale konkurrence i syntetisk biologi, iGEM. Et projekt, der i oktober førte dem til den europæiske del af konkurrencen, der i år blev afholdt i Lyon.

Special award
»I Lyon klarede SDUs iGEM team sig over al forventning. Vi fik belønning for det sidste halve års hårde arbejde med en bedømmelse i guldkategorien, hvilket var vores erklærede mål. Derudover blev vi ovenud begejstrerede, da vi fik tildelt en special award for den bedst-forbedrede biobrick. En biobrick er et stykke standardiseret DNA, med standardiserede ender. Dvs. der er mange forskellige biobricks med forskellige gener, men med samme standardiserede ender,« fortæller Kirstine Jacobsen, der er vejleder for årets iGEM hold.

iGEM-holdet 2013 Hele SDUs iGEM hold samlet ved konkurrencen i Lyon. Sofie Fredberg (nr. 4 fra venstre) og Sissel Ida Schmidt (nr. 3 fra højre) læser henholdsvis medicin og biomedicin og har over sommeren arbejdet på udviklingen af en gummiproducerende bakterie sammen med resten af iGEM holdet. Foto: Sissel Ida Schmidt

Næste stop Boston
Udover at få tildelt de flotte priser i Lyon, blev det også her afsløret, at iGEM holdet var udtaget til at deltage i den internationale finale i Boston. »Det var en fuldstændig eksplosiv følelse at se SDU dukke op på skærmen! En helt vild følelse, nærmest surrealistisk, der fik én til at sidde og ryste i lang tid bagefter,« fortæller Sofie Fredberg. Om aftenen blev dagens sejre ovenpå de sidste måneders hårde arbejde fejret med en »herregod middag med tre retter, vin og gallatøj,« smiler de studerende.

»iGEM holdet har arbejdet på at få en bakterie til at producere gummi, idet der er en stigende efterspørgsel på naturligt gummi, som selv en udvidelse af eksisterende gummiplantager ikke kan opfylde.
For at plante nye gummiplantager, må man fælde regnskoven. Derfor ville det være en miljømæssig fordel – og muligvis mere effektivt – at producere gummi i bakterier. Det er aldrig gjort før, men vi mener at have bevis (NMR data) for, at vores bakterie kan producere naturligt gummi. Forsøget er dog kun udført én gang indtil videre.«

– Kirstine Jacobsen, vejleder for SDUs iGEM team 2013.

Fællesskabet
Selvom iGEM for både Sissel Ida Schmidt og Sofie Fredberg har været en kæmpe oplevelse, har arbejdet med projektet også haft omkostninger. »Man har ikke rigtigt haft tid til at se venner, der ikke er en del af iGEM holdet,« siger Sissel Ida Schmidt. »Så selvom det bliver trist ikke at have fællesskabet med iGEM holdet mere, efter turen til Boston, bliver det til gengæld dejligt at have lidt friaftener igen,« siger Sofie Fredberg.

iGEM logoFakta: iGEM 2013

  • I år deltager 204 hold i iGEM, som er en konkurrence i syntetisk biologi.
  • 60 hold er fra Europa, og mødtes i oktober i Lyon til den europæiske del af konkurrencen.
  • Den bedste tredjedel af de europæiske hold er udtaget til iGEM World Championships i Boston den 1.-4. november. Heriblandt holdet fra SDU.
  • SDUs iGEM hold består af studerende fra biomedicin, biokemi og molekylærbiologi, anvendt matematik og medicin.
  • Læs mere om SDUs iGEM projekt 2013 og om konkurrencen på: http://2013.igem.org/Team:SDU-Denmark

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.