- Reklame -

CASE

Du er neurokirurgisk forvagt på et af landets universitetshospitaler.

Efter en dejlig og tiltrængt ferie på Maldiverne (hvor du selvfølgelig huskede malariaprofylaksen), er du nu, solbrændt og fyldt med god energi, mødt ind til aftenvagt.

En 22-årig mand kommer ind med ambulancen, efter at være besvimet på fodboldbanen under en kamp. Hans kammerater fortæller, at han under kampen, mod holdets ærkerivaler, fik en albue i tindingen af en ivrig forsvarsspiller. Han spillede videre, dog noget desorienteret, men kun et minuts tid – hvorefter han besvimede. Han var bevidstløs i 5 minutter, uden kramper. Hans venner fortæller, at han ugen forinden havde slået hovedet til træning og har været sygemeldt med hjernerystelse. Inden kampen klagede han over fortsat hovedpine, koncentrationsbesvær og problemer med skrapt lys.

Ekg: Sinusrytme Narkotika screening: Blank

Blodprøver: Na: 140 pH: 7,4 ALAT: 19 BasP: 65 Kreatinin: 77 eGFR: 124 S100B: Forhøjet

Grundet anamnesen og patientens bevidsthedsniveau ordinerer du en akut CT-Cerebrum, der viser gode pladsforhold uden fokale læsioner, blødninger eller skeletal skade. Skanningen giver dog også indtryk af let hjerneødem. Patienten indlægges derfor til observation.

Over de næste 6 timer forværres hans tilstand betydeligt med kvalme, opkast og yderligere GCS fald. Han overflyttes derfor til intensivafdelingen. Her bliver han ukontaktbar, og intuberes under sedation grundet GCS <9.
En ny CT-scanning viser generaliseret hjerneødem med en beskeden traumatisk subarachnoidalblødning i venstre side samt en betydelig contre-coup læsion i højre temporallap. Der er desuden tegn til subfalcin herniering, udslettede overfladesulci og næsten lukkede basale cisterner.

Der anlægges et eksternt dræn. Trykmåling viser et intrakranielt tryk på 27 mmHg, som stiger voldsomt over det næste døgn. Der udføres kraniektomi, men på trods heraf erklæres han hjernedød på 3. døgn efter skaden.

Hvad er diagnosen?

Hvad er mortalitetsraten ca. ved tilstanden?

Bonusspørgsmål: I hvilket land er tilstanden hyppigst beskrevet?

Send dine svar til sundoghed@sundoghed.dk med overskriften ”Case” senest d. 1/3-16 og vind et lod til Sund & Heds præmielodtrækning! Mailen skal indeholde navn, studieretning og semester. Der bliver trukket lod om de korrekte svar. Ved flere korrekte svar selekteres der ved bonusspørgsmålet. Ved ingen korrekte svar gives præmieloddet til den mest interessante og relevante differentialdiagnose.

Sund & Hed opfordrer alle studerende, uanset studieretning, til at svare.

 

Her i ”Når du hører hove…” giver gode indslag en hulens ståhej i stalden. Tænk bredt og ualmindeligt når du svarer!

DECEMBERS CASE

Diagnosen var hæmofili B (Christmas disease). Sygdommens hyppighed estimeres til at være ca. 1/25.000 mandlige nyfødte og den korrekte langsigtede behandling er rekombinant faktor IX i.v. Af de 2 indsendte svar havde 1 svaret rigtig på alle spørgsmål. Månedens striber går til Næsegruppen (Casper, Simon & Simon) fra 11. semester, der vinder et lod til præmielodtrækningen!

TAK FOR RÅD OG VEJLEDNING

Christina Rosenlund, Afdelingslæge, Neurokirurgisk afdeling U, OUH

 

 

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.