- Reklame -

Det nye semester er skudt i gang, og vi fra Sund & Hed byder varmt velkommen til alle de nye studerende. På medicin og biomekanik blev det store o-løb afholdt sidste søndag i august, traditionen tro med skybrud og blæst for alle pengene. De nye studerende var delt op i hold med hver sin farve og tema, og skulle rundt i Odense centrum og løse forskellige opgaver for at optjene point.

Bevæbnet med tyl og toga, billede af Marc og NannaVi mødte Marc Thoft Jensen og Nanna Cederholm Knage fra hold hvid, der lige er startet på henholdsvis medicin og biomekanik. Mark, der er fra Nordjylland, er flyttet til Odense for at studere og valgte især SDU på grund af optagelsessystemet: ”Jeg skulle igennem kvote 2, og så synes jeg, at SDU har det fedeste kvote 2 optagelsessystem. Jeg gider ikke bare skrive en ansøgning, det er for kedeligt. Jeg synes, det er meget sjovere med en prøve og samtaler, så det var egentlig derfor. Men studiet er også meget mere samarbejdsorienteret i forhold til, hvis man tager til Århus eller København, så valget stod mellem Aalborg og Odense, og der kunne jeg egentlig bedst lide Odense.”

De to russer har glædet sig til at møde alle de nye studerende: ”De er skide søde alle sammen,” fortæller Mark, og Nana overtager: ”de er for seje. Jeg er virkeligt positivt overrasket.”

Vi spurgte dem også, hvad de synes, der er vigtigst at kunne som studerende. For Mark er det især prioritering: ”Jeg tror, det er vigtigt, at man kan finde ud af at sætte sig ned og læse, når man læser, og så også holde fri og være sammen med nogen andre og lave noget, der ikke er skoleorienteret.” Nana fortsætter: ”Jeg tror,  det vigtigste, er det med, at man er frisk – at man er klar på det hele og alligevel kan tage læsning seriøst, men stadigvæk engagere sig uden for studiet og i de sociale arrangementer, der nu kommer op.”

I år er der, udover det tilbagevendende Sundhedsmekka (der i år ligger den 7. oktober i den lille kantine på universitetet), har de hårdtarbejdende tutorer også lavet en Russerhåndbog for de nye medicin- og biomekanikstuderende. Den præsenterer mange af de foreninger, man også kan møde til Sundhedsmekka, som giver alle studerende mulighed for at lave noget relevant uden for læsetiden. Medicin og biomekanik har et meget rigt foreningsliv, som vi vil anbefale alle, der har lyst, at tage del i.

Vi ønsker jer alle held og lykke med jeres nye studie, og citerer hold rød: ”Kæmp som en kvinde og skrig som en mand!”

Det gode tip
På modul 1 er der rimelig god tid til fester og sociale arrangementer. Skynd dig at nyde det, for modul 2 er rigtig svært og rigtig hårdt. Det er det store anatomimodul, og der er enormt mange timer og meget tung læsning. Det kan være svært at vænne sig til ovenpå alle øllerne, så nyd friheden (og fritiden) på modul 1.

Se fotos fra o-løbet:

« 1 af 3 »

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.