Newsletter subscribe

Anbefalet, Studieliv, Tema artikler

Eksklusivt interview med dine eksamensvagter

Posted: 15. februar 2017 kl. 20:25   /   by   /   comments (0)

Hanne Michaelsen og Harriet Holm er begge 76 år og har arbejdet som eksamensvagter i henholdsvis 11 og 20 år af deres liv.

”Det er bare så dejligt, at det slet ikke føles som et arbejde,” siger Hanne Michaelsen, der jævnligt er eksamensvagt på sundvidenskabeligt fakultet på SDU. ”Der er en god atmosfære, og det er sådan nogle søde unge mennesker. Og så er det rart at man får lidt afveksling i hverdagen og noget at stå op til,” smiler hun. Harriet Holm genkender dette og supplerer: ”Vi er her for at give de studerende en ro, når de er nervøse, og det sætter vi en ære i. Desuden har jeg altid været sådan en med gang i – der skal ske noget, helst en masse på en gang,” smiler hun venligt.

Det lader dog ikke til, at de to mangler ting at stå op til. Harriet Holm syr brudekjoler på bestilling, og Hanne Michaelsen har i en periode været frivillig i en omsorgsklub og hjulpet til i flere butikker sideløbende med jobbet som eksamensvagt. Nu har hun dog skåret ned, så hun kun er eksamensvagt og arbejder i omsorgsklubben, hvor hun, som hun selv siger, ”hygger lidt om de gamle”.

Mange af eksamensvagterne begynder først, når de ikke længere arbejder og mangler noget at lave, men Harriet Holms historie er lidt en anden:

”Jeg arbejdede som selvstændig og var meget glad for det. Men da min datter flyttede til Aarhus og fik børn, besluttede jeg dog at sælge, så jeg havde tid til at se mine børnebørn. Man får jo aldrig den tid igen,” siger hun med en fast beslutsomhed i stemmen.

”Men jeg skulle jo have noget at lave, når jeg ikke var i Aarhus for at passe børn. Så jeg begyndte at blive eksamensvagt, og det har jeg gjort hvert år siden.”

Vi bliver også selv testet på computeren 1 – 2 gange om året…

”Det var nu meget anderledes da vi startede,” mener begge kvinder. ”Dengang skulle folk skrive i hånden, så det var et noget andet arbejde. Nu foregår alt jo på computeren. Vi bliver også selv testet på computeren 1 – 2 gange om året,” fortæller de, og fortsætter: ”Alle, selv dem på 81 år, skal igennem den test, så de ved, at vi er opmærksomme på vores opgaver. Vi skal bl.a. svare på, hvad vi skal se efter på folks computere og hvordan vi opdager, at folk snyder.”

Den dummeste historie var dog en ung mand, der pudsede næse ustandseligt

Og når vi nærmer os emnet snyd sidder især Harriet med kreative eksempler på dette: ”Jeg har bl.a. opdaget folk, der forsøgte at skjule, at de havde skrevet noter på indersiden af hånden og op ad armen. Den dummeste historie var dog en ung mand, der pudsede næse ustandseligt, og det viste sig, at han havde gemt noter i de servietter, han pudsede næse med. Det var hans allersidste eksamen på studiet. Han blev smidt ud efter alle de år, fordi han forsøgte at snyde,” fortæller Harriet med en mild hovedrysten. Tanken minder hende dog om en ny historie, og hun fortæller, med rynkede bryn: ”En af de andre vagter fortalte mig, at de havde taget en for nylig. Nogle gange skal vi notere, hvornår folk går på toilettet, og det, har vi altid syntes, var lidt meningsløst. Men pludselig var der en, der opdagede, at en bestemt ung mand gik på toilettet med meget bestemte intervaller. Det viste sig, at der lå gemt noter på toilettet på det tidspunkt, han gik derud, så han blev også opdaget.”

Dette påvirker dog på ingen måde de to kvinders forhold til deres arbejde. ”Jeg er så glad for det, og jeg regner med at blive ved så længe jeg kan undgå at falde i søvn under eksamen,”

 

Af Astrid Marie Næraa

Kommenter med google, facebook eller Sund & Hed

Comments (0)

Skriv en kommentar

Loading Facebook Comments ...