- Reklame -

Ved modtagelsen af de nye studenter ved Det sundhedsvidenskabelige Fakultet plejer jeg at understrege, at universiteter er kendetegnet ved, at undervisningen er forskningsbaseret.
Det betyder, at det, som man tror, er den rigtige måde at gøre tingene på, hele tiden er til debat og genstand for forskning. Lærebøgerne er altså ikke hellige skrifter, men videregiver den bedste forklaring på, hvordan tingene hænger sammen, ud fra hvad man ved i dag. En vigtig ting er: hvornår ved man egentlig noget? Hvad er evidens? Hvordan skelner man hjemmelavede forklaringer fra seriøs viden?

Når vi ser på, hvad der sker rundt omkring i verden, kan det godt se ud som om, at viden og evidens, som grundlag for handling, let fortrænges af demagogiske greb, fortielser, og direkte usandheder. USA’s nuværende præsident lyver åbenlyst om simple forhold: Hvor mange mennesker var til stede ved præsidentindsættelsen? Var der regnvejr eller ej? En af præsidentens højtstående talskvinder beskrev disse usandheder som ”alternative facts”, som om virkeligheden er en konstruktion, som enhver kan bestemme indholdet af. Dette kan man måske trække på smilebåndet af, men det kunne også være led i en strategi, som betyder at befolkningen mister orienteringen, og kan manipuleres til hvad som helst. Som grundlag for det nye præsidentielle dekret om stop for indrejse fra en række muslimske lande blev nævnt en massakre, der ikke havde fundet sted, medens en virkelig massakre begået af en højreradikal hvid mand mod en moske i Quebec, slet ikke blev kommenteret af det Hvide Hus.

I lyset af denne globale udvikling spiller universiteterne en vigtig rolle som bærere af samfundets viden og udvikling, og for funktionsdueligheden af vores demokrati. Det er derfor afgørende for vores berettigelse som universitet, at man kan stole på, hvad der kommer fra SDU. Det gælder forskningsresultater, det gælder udtalelser og handlinger fra studerende og ansatte, og det gælder de kandidater, som vi uddanner. Når man står med et eksamensbevis fra SDU, skal det være en blåstempling af kandidatens kompetencer, som man kan stole på. Hvis det kommer frem, at der er snydt undervejs, vil det kunne erodere samfundets tiltro til, hvad vi overhovedet laver på universitetet.

Det er i dette lys, man skal forstå, hvorfor vi på SDU ser så alvorligt på eksamenssnyd og har igangsat en strategi, som handler om ”Troværdige Eksaminer”. Det er simpelthen vigtigt for os, og der er sat mange tiltag i gang. Både indsatser under selve eksamenen, der skal hindre snyderi, men også indsatser der oplyser de studerende om, hvor grænsen går mellem, hvad man må, og hvad man ikke må. Og snyde til eksamen, det må man altså ikke, uanset hvilken ynkelig forklaring man kan finde på.

De samme krav til redelighed gælder videnskabeligt arbejde, hvor grænsen mellem fusk og sjusk, eller politisk bestillingsarbejde er vigtig for troværdigheden. Også ubelejlige sandheder er vigtige at få med, ellers træffer man simpelthen de forkerte beslutninger. Spørgsmål om manipulation af data vedrørende udledning af kvælstof og fosfor, førte for ikke længe siden til en minister-afgang, og en nylig rapport fra CBS om dansk landbrugs rammevilkår blev trukket tilbage efter en debat om data var valide. Selvom det ikke så kønt ud, gav det dog forhåbninger om, at der i Danmark er bred enighed om, at sandhed og fakta ikke kun handler om, hvad man synes.

Der er et bredt spektrum fra god videnskabelig praksis over forskellige gråzoner og til egentlig svindel og dokumentfalsk. Det sidste er heldigvis sjældent, mens forskellen på fusk og sjusk kan være mere glidende. ”Vejen frem her er total åbenhed om forskningsresultater, deling af data, gensidig kvalitetskontrol, omhyggelige protokoller osv. Det er altså i allerhøjeste grad et spørgsmål om den forskningskultur, som findes i den enkelte forskningsgruppe. Udelukker man ubelejlige forsøgsresultater, som ikke passer med hypotesen? Er dokumentationen 100 % i orden?  Er det rigtigt, at forskningshypotesen blev formuleret før forsøget, og ikke bagefter, når man kendte resultatet?” (Fra Stjerne til Skandale, Dekanens hjørne, Sund og Hed, 15. marts 2016). Selv hvis man citerer sig selv, skal det også være tydeligt, ligesom kildehenvisninger skal være korrekte og fyldestgørende.

Vores tidligere Uddannelses- og Forskningsminister, Esben Lunde Larsen, kom i karambolage med blandt andet disse forhold for en tid siden.  Sagen blev efter behandling i Københavns Universitets praksisudvalg afsluttet med, at ministeren forsynede sin ph.d.-afhandling med et rettelsesblad. En række tyske politikere har været knap så heldige efter de blev gået efter i sømmene af grupper som undersøger plagiater.  Mest kendt er nok forsvarsminister Karl Theodor zu Guttenberg, der måtte gå af som minister i 2011, efter det kom frem, at han havde plagieret dele af sin juridiske doktordisputats fra 2007. Igen kan man glæde sig over, at samfundet endnu tager sådanne ting alvorligt og undersøger dem til bunds.  Lad os håbe, at det bliver ved.

Men det vigtigste er, at vi alle til stadighed har styr på vores indre moralske kompas, så vi ved, hvad der rigtigt, og hvad der er forkert – og handler i overensstemmelse med det.

Ole Skøtt

Dekan

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.