Newsletter subscribe

Medicin, Studieliv

Mød en professor og guru i anatomi: John Chemnitz

Posted: 28. april 2017 kl. 08:35   /   by   /   comments (1)

John Chemnitz. Alle, der undervises i anatomi, ved, hvem han er, og hilser på ham på de lange betonbelagte gange på Campus – og han hilser altid igen. Men hvem er han, hvad er hans baggrund, og hvordan endte han som anatomiguru og et af medicin- og kiropraktorstudiets mest velkendte brands?
I et åbenhjertigt interview fortæller han om sin fortid i Odense, de faglige og personlige sejre og synspunkter, fritidsinteresserne og ikke mindst visionerne.

De fleste på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet kender det: Cykelturen ud på universitetet ad stien, der flækker de engang flade pløjemarker; den let kvalmende, men alligevel behageligt velkendte duft af sprit, man møder, når man nærmer sig dagens anatomiholdtime; men især genkender man den rare og hjertevarme mand, der igen er stået op før os andre for at placere en ny velpræpareret kropsdel på de kolde metalbakker i U2.

Hans navn er John Chemnitz, JC, Chemmeren, Jay-C – kært barn har mange navne – og ved hans hjælp, er mangt en studerende blevet hjulpet igennem selv de længste arterieforløb, de mest komplicerede nerveplexer og de bredeste muskeltilhæftninger.

Det er dog få, der ved, at han er ivrig gymnastikudøver og fritidskunstmaler, at han har været med til faldskærmsudspringsøvelser med engelske tropper over Oksbøl hede, eller at han igennem flere årtier har præget Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet og sat sit tydelige aftryk på ikke blot medicin- og kiropraktikstudiet, men også forskningen inden for kræft, vævsdyrkning og elektronmikroskopi.

Han har fulgt udviklingen, der er sket inden for studierne, tæt, og hans personlige engagement og kærlighed til både faget og de studerende er ikke til at tage fejl af.

Øbo ind til benet

Det hele startede på Ærø, hvor den unge John Chemnitz voksede op.

Da John læste medicin, var det et anderledes medicinstudie end i dag. Der var særligt fokus på især kemi og fysik, hvilket passede den unge, spirende teoretiker glimrende.

»Jeg var nok ikke kommet ind i dag med de moderne optagelsesmetoder, hvor man ligefrem skal være motiveret, for at læse medicin. Kravene for optag var ikke så høje dengang som i dag,« siger John smilende.

Lige siden John startede på medicin i 1960’erne, har han boet i Odense. Han lægger dog ikke skjul på, at han sagtens kunne have set sig selv bo andre steder i både ind- og udland. Muligheder for at komme til blandt andet USA, for at bo og arbejde, har han haft, men John havde stiftet familie på daværende tidspunkt og valgte at blive i Odense.

»Jeg kan godt ærgre mig lidt somme tider over, at jeg ikke gjorde noget ved det, men sådan er der jo så meget. Man skal også være tilfreds med det, man har,« siger John med en anelse fortrydelse at spore.

Militærtjeneste

Efter første del af studiet tog John et års orlov, der blev skudt i gang på Varde Kaserne.

Det kan måske være svært at forestille sig den Chemnitz, vi kender i dag, som soldat subsidiært dræbermaskine, og det var da også en speciel rekrutskole for medicinstuderende, han var på. Det skulle dog ikke blive sidste gang, at John var i det danske forsvar. Militærtjeneste for færdiguddannede læger var nemlig obligatorisk dengang.

Ophold nummer to i militæret blev på Jægersborg Kaserne, hvor John som færdiguddannet læge og sekundløjtnant af reserven, underviste rekrutterne i førstehjælp. Han arbejdede desuden på infirmeriet på Oksbøl Kaserne, var delingsfører på Odense Kaserne og deltog i adskillige militære øvelser, deriblandt faldskærmsøvelser med engelske tropper over Oksbøl Hede.

Tilbage til studierne

John husker, at det var svært at vende tilbage til studierne efter orlovsperioden.

Undervisningen blev på kandidatuddannelsen mere klinisk orienteret, for eksempel med bedside-undervisning, hvor professorerne dirigerede indlagte patienter ud i opholdsstuen til de sultne medicinstuderende, der udsatte dem for undersøgelser og diagnosticering.

»Jeg vidste med mig selv, at jeg nok ikke skulle være praktiserende læge, men det er jo altid svært at vurdere, hvad man egner sig til. Det er en af fordelene ved medicinstudiet; man kan bruge det til mange ting, og man kan gå i mange retninger.«
På spørgsmålet om, hvilke værdier en læge bør besidde, peger John især på faglighed og ærlighed som helt grundlæggende og essentielle elementer. Han mener, at man godt kan lære visse redskaber inden for kommunikation, men at det er svært – hvis ikke umuligt – at lave personligheden om hos eksempeltvist en læge: »Enten har du empati, eller også har du ikke. Jeg vil i hvert fald hellere behandles af en læge, der er fagligt dygtig og ærlig, end én, der er god til at holde i hånd,« siger John.

Undervisning og forskning

John fik testet sin faglighed og sine evner som underviser for første gang, da han underviste skolelærere i anatomi. Undervisningen af lærere var en hård nød at knække for ham: »Det var første gang, jeg prøvede kræfter med undervisningen, og det var ikke let at have med uddannede pædagoger at gøre. De gav mig én over nakken og syntes vist, at jeg var en værre grønskolling, der kom der, og skulle undervise dem,« erindrer han.

Det gav ham dog en forsmag på undervisergerningen, og John kunne lide, hvad han smagte.

Kiropraktor pionérarbejde 

John har også arbejdet meget bag kulisserne med adskillige studieordninger gennem hele medicinstudiets udvikling på Syddansk Universitet.

Samtidig har han været primus motor for opstarten af kiropraktikuddannelsen på universitetet.

»Jeg mener helt sikkert, at det er en fordel, at de nu er kommet ind under universitetet, og at det er blevet evidensbaseret. Det hed sig jo engang, at kiropraktik bare var en omgang hokus pokus,« siger Chemnitz.

Han mener, at kiropraktorernes intense fokus på bevægeapparatet og dets nedslidning gør dem til en slags fysiurger eller reumatologer, og han tilføjer, at det især er vigtigt at få dem integreret i det danske sygehusvæsen.

Chemnitz efter arbejde

Efter en typisk arbejdsdag på universitet tager John hjem til sin adresse i Holluf Pile.

I sin fritid er han en ivrig amatørmaler, og han udnytter de af Odenses kulturelle tilbud, der interesserer ham. Han går i teateret og på kunstmuseum, læser gerne skønlitteratur med Mozart på anlægget og holder sig opdateret med Weekendavisen. Om vinteren er han en del af en eksklusiv liga af herre-vintergymnastikudøvere, der mødes på Skt. Knuds Gymnasium to gange ugentligt.

»Det er en broget flok af blandt andre læger, tandlæger, restauratører og direktører. Man skal kende nogen for at være med, så det er sådan lidt loge-agtigt,« fortæller John klukleende: »Det er rigtig godt, og vi kommer da alle muskelgrupper igennem. Det kan jeg mærke.«

Når John rejser, er det storbyen, der trækker: »Jeg er ikke den, der tager på stranden eller på camping, men jeg kan godt lide storbyen. Især det klassiske Rom og Grækenland interesserer mig meget,« siger John og fortæller om sin rejse til Beijing med de to yngste af sine fire børn.

 

»Skomager, bliv ved din læst«

Med hensyn til fremtiden er John mere usikker.

Han har rundet de 65 år, og pensionen lurer i horisonten, men han agter at blive ved, lige så længe helbredet og lysten er der. For det skorter absolut ikke på lyst, engagement og kærlighed til faget og undervisergerningen.

I øjeblikket arbejder han på alle tørsalens præparater forsynes med QR koder. Desuden er han med til at afgøre at de nye anatomisale på Nyt Sund placeres tæt på OUH sammen med retsmedicin og patologi.
I Nyt Sund får man desuden mulighed for at nedfryse lig, så kirurger kan øve sig på optøede lig.

»Skomager, bliv ved din læst,« konkluderer John Chemnitz selv, med den form for stoisk rodfæstede sindsro man kender ham så godt for.

 

 

Kommenter med google, facebook eller Sund & Hed

Comments (1)

Skriv en kommentar

  • 6. juli 2017 kl. 19:53 Palle Pedersen

    Tak for en meget præcis og varm beskrivelse af den John Chemitz, jeg først mødte i 1979, som ny kiropraktorstuderende og senere kom til at arbejde sammen med, som censor ved SDU uddannelsen i løbet af mine ansættelser ved flere britiske kiropraktorinstitutioner. Omkring 1997 var vi begge i Manila til en international konference om kiropraktisk uddannelse, hvor også andre af Johns tidligere elever var til stede. Det var der, jeg fandt ud af, at John på trods af sine evner til at dissekere og forberede præparater ikke helt mestrede at samle de kulinariske stumper igen. En aften gik vi ind i den kinesiske af hotellets tre restauranter og jeg valgte en af de fisk, som svømmede i restaurantens akvarie, som man jo også gør i Kina, når de kommer ind og viser, hvilken slange eller moræne ål man nu skal have serveret. Jeg insisterede også på, at man i en kinesisk restaurant spiser med pinde. Jeg var ikke klar over (selvom jeg hurtigt fik en mistanke derom), at Johns forte ikke lå i at spise med pinde, men prøvede at trække tiden ud så langt som muligt uden at komme til at grine. Da John efter 15-20 minutter havde lavet mange Buster Keaton lignende forsøg på at få mad i munden og var noget distraheret af at min tilberedte fisk med hovede og hvide øjne (som tilberedt i Asien) der lå og kiggede på ham, så begyndte frustrationerne at melde sig og jeg kunne ikke længere holde masken. Okay, så er det vist på tide, at staklen bruger ske og gaffel for ellers bliver vi da aldrig færdige og vi fik os alle et billigt grin. Det man altid husker John mest for er netop det faglige niveau, som skal holdes højt, samt en evne til at lytte og formidle komplekse ting på en let forståelig måde. Og hvis det så ikke siver helt ind første gang, ja så tager vi den igen med tålmodighed indtil det hænger fast. Det er vel ikke så underligt, at John er så afholdt blandt studerende og kolleger og har fået megen ros og priser for sit arbejde. Selv efter en evt. pensionering, så vil denne ildsjæl stadig være at finde med næsen dybt begravet i en eller flere andre projekter, som han brænder for.

Loading Facebook Comments ...