Newsletter subscribe

Idræt, Tema artikler

Mød en professor… Peter Krustrup

Posted: 23. maj 2017 kl. 08:38   /   by   /   comments (0)

International anerkendt forsker på SDU, som i den grad kan bruge bolden. Mød fodboldprofessoren, som blandt andet har udviklet de evidensbaserede projekter Fodbold Fitness og FC Prostata.
Fodboldprofessoren
Peter Krustrup til SDU” – sådan lød overskriften på SDU´s hjemmeside om den nyligt tilknyttede idrætsforsker, Peter Krustrup, som var det en transfernyhed i fodboldens verden. Men det ér også et scoop for Syddansk Universitet og for Idræt & Sundhed i særdeleshed. I oktober 2016 tiltrådte Peter Krustrup som professor ved Syddansk Universitet i Sport and Health Sciences og som forskningsleder ved SDU, Institut for Idræt & Biomekaniks nye forskningsenhed, Sport and Health Sciences.

Sund & Hed har taget en snak med den anerkendte forsker, for at høre mere om, hvem den nye forskningsleder er, hvilke projekter han allerede har påbegyndt, og hvorfor han synes, at unge idrætsstuderende skal gå i sine fodspor.

Spillende professor
Krustrup har i sine unge år været hele den sportslige palet rundt for at afprøve sine talenter. Fodbolden har dog været hans trofaste følger, siden han var 5 år, og her var det Vanløse IF, som fik lov til at opleve Krustrups talent på banen. Sidenhen blev han ungdomstræner for forskellige kvindehold – og det har, ifølge ham selv, blandt andet været medvirkende til en udvikling af de sportslige formidlingsevner.

Allerede inden gymnasieårene var Krustrup bevidst om, at det var sporten, fodbolden og dennes fortryllende verden, som skulle være hans levevej. Derfor valgte han idrætslinjen på gymnasiet og drog videre som idrætsstuderende på Københavns Universitet.
Med bifag i Dansk tog han ”den lige vej” op fra bachelorstuderende til professor i København. Men at blive forsker var ikke givet fra starten af uddannelsen: ”Det var egentlig ikke før specialet, at jeg blev bevidst om, at jeg ville gå denne karrierevej,” fortæller han.
Med en energisk livsglæde til idrætsfeltet, føler Krustrup en glæde ved at arbejde i teams, hvori han ser sig selv som en forskningskreatør: ”Jeg ser mig selv som siddende i midten i et slags net. I mine forskningsprojekter og andre arbejdsopgaver har jeg forbindelse til forskellige faggrupper, lige fra læger og fysioterapeuter til trænere og holdledere på forskellige fodboldhold. Heri føler jeg mig til rette”.
For de fodboldkyndige vil en sammenligning med Christian Eriksen være nærliggende. Begge nyder de stor anderkendelse internationalt, arbejdssomme, kreative og vigtigst af alt; de deler en passion for et af verdens største kulturelle samlingspunkter: fodbolden.
Fra KU til SDU – Et tilbud, han ikke kunne afslå

Men opfattes et stillingsskifte fra Københavns Universitet til Syddansk Universitet ikke som et trin ned af karrierestigen?

Tværtimod, ifølge Krustrup selv. Jobskiftet fra Københavns Universitet til Syddansk Universitet synes at være et naturligt skifte i hans progressive karriere.
”Jeg fik simpelthen et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til,” fortæller han, mens han smiler og kigger tilfreds ud af vinduet: ”SDU og Sport and Health Sciences giver mulighed for at arbejde med og i et fagligt stærkt team, og de er meget støttende i de projekter, vi har gang i. Denne forskningsenhed har givet mig og mine dygtige kollegaer unikke muligheder for at gå i dybden med flere forskellige implementeringsprojekter. I øjeblikket er jeg i gang med projekter omhandlende fodbold og sundhedsfremme, FIFA 11 for Health og forskning i elitefodbold,” fortæller Peter og virker yderst tilfreds med de bolde, han har fået at jonglere med på instituttet.

Hvad er fodboldforskning?
Ovenstående projekter er konkrete eksempler på arbejdsopgaver for Peter Krustrup og som eksemplerne viser, spænder de milevidt: ”Det er alt fra sundhedsundervisning med FIFA 11 for Health, til forskning i de professionelle europæiske fodboldligaer,” fortæller han, da snakken nærmer sig konkret forskning. Heri bliver Krustrup bedt om at uddybe sin forskning i elitefodbold: ”Jeg har forsket i elitefodbold og præstationsoptimering i Serie A, La Liga og Premier League i ca. 20 år.”
Han tøver ikke et sekund med at hive en endnu ikke udgivet rapport frem, og fortsætter: ”Nu skal du se…” starter han ivrigt. Derefter fortæller han om konkrete fund i forhold til betydningen af indskiftningsspilleres betydning for den enkelte kamp, fysiologiske faktorer i form af træthed og skader, og hvordan denne forskning konkret kan bruges i en fodboldkamp.
”I denne kamp ser vi eksempelvis tre/fire skader i slutningen af kampen til det vindende hold. Hvis modstanderens træner havde bare lidt taktisk fleksibilitet, kunne den kamp være endt helt anderledes, og de havde givetvis haft en stor chance for at vinde.”
Ydermere fortæller Krustrup, at Mario Götze fra Tyskland i VM-finalen i 2014 og Eder fra Portugal i EM-finalen 2016 er aktuelle eksempler på, at indskiftningsspillere har stor indflydelse på fodboldkampe og især i 120-minutters kampe. En medrivende samtale som alle sports- og fodboldinteresserede burde have chancen for at overhøre.
Med en kommende Pro-licens, den højest mulige træneruddannelse, er den store viden om fodbold og dens mange facetter, hos Krustrup, ikke til diskussion.

I 2013 var han med til at vinde EM-bronze til det kvindelige fodboldlandshold som assistenttræner og har i forlængelse af dette set sine videnskabelige resultater bære frugt: ”Jeg havde en aftale med daværende landstræner om, at når der var syv minutter tilbage af pausen, markerede jeg. Dette signal betød, at vi skulle gå ud og varme op inden anden halvleg. Det var på baggrund af min forskning, at jeg havde fået implementeret den aftale på kvindelandsholdet. Der var specielt én kamp, hvori vi var altdominerende fra starten af anden halvleg, og hvor vi scorede kort inde i halvlegen.”

Så fodboldforskning er altså meget mere end blot metode, teori og analyse – det er blandt andet viden og resultater overført til mål og følelser.

Råd til kommende professorer

”Ting sker!” Sådan afslutter Peter Krustrup interviewet, da han bliver spurgt om, hvorfor unge idrætsstuderende skal gå i samme sko som ham.
”I idrættens verden har vi alle roller at udfylde. Lige fra topklubber i Europa til foreninger og kommuner på lokalt plan. Vi skal være faglige forgangsbilleder, der er med til at udbrede sport og sundhed. Men dét, som har interesseret mig ved forskningen, er, at forankre evidensbaserede koncepter i dagligdagen. Det er i forskningens og dennes resultater, at ting sker”.

 

 

 

Af Emil Ljungström

Kommenter med google, facebook eller Sund & Hed

Comments (0)

Skriv en kommentar

Loading Facebook Comments ...