Newsletter subscribe

Studieliv

En studerendes anmeldelse af mad for studerende i Odense 2

Posted: 29. maj 2017 kl. 07:31   /   by   /   comments (0)

Magnus er tilbage; årstidsafhængig salatboks og pizza fra fritgående sydfynske lam

Magnus Landtved-Holm fra psykologi er Sund & Heds nye madanmelder, og giver dig her to bud på hvor du kan finde dit næste måltid til fornuftige priser. 

AC deli
…er en lille økologisk salatbar beliggende på Læssøegade 3. Jeg træder ind 19:30 som planlagt til synet af en smilende pige bag disken, som allerede vifter med min pose med lækkerier. Stedet er fuld af friske, sunde ingredienser og et vidunderligt udvalg af diverse grønt. AC deli er en koncept-delikatesseforetning, som arbejder sæsonbestemt med deres råvarer, hvilket giver utrolig varierede salater, som kan indeholde alt fra pomelo til skovsyre. Almindeligvis koster 200g salat 50 kroner og 300g 75 kroner, hvor du dog som studerende får 15% studierabat.

Kort efter får jeg hjemme i lejligheden åbnet min salatboks, hvor alle palettens farver åbenbarer sig for mig. Jeg suger det hele ind. Den nærmest mystiske mørkegrønne farve på de stegte auberginer smelter sammen med de lysere farver fra mangoen og den cremede, ambrosiske gedeost. Duftene fra de soltørrede tomater og de ristede cashewnødder tænder mig ligeledes. Sikke en fornøjelse. Helhedsindtrykket imponerer mig og er én af de bedste salater jeg i mit liv har smagt. Jeg føler udover den smagfulde gave også en kropslig berigelse på en nærende og mættende måde. Sammen med salaten får jeg et rødbedebrød og to risruller med mango, avocado og koriander. Brødet har en luftighed som et foccacia og pyntes med græskarkerner på toppen. Rendyrket fryd. Omvendt føler jeg, at risrullerne bliver både lidt for tørre og unuancerede, idet koriandernes smag bliver for tydelig fremtræden.

Generelt er jeg dog dybt forbløffet over, hvor stor en sanselig oplevelse jeg har fået mig, taget i betragtning, at alle indtrykkene var pakket ned i en pose, som jeg først åbnede hjemme i min stue. Det visuelle udtryk gav mig et håb om noget eminent, som det smagfulde efterfølgende gav mig. Bravo.

Smagen – 5 af 6
Value For Money – 6 af 6

Gorm’s i Odense
Den 3. marts åbnede Gorm’s en restaurant i Odense og er nu ikke kun en realitet i hovedstaden. De er kendt for deres helt tynde bunde, samt nytænkende og inspirerende pizzaer lavet med gastronomisk håndværk af italienske råvarer.

Da jeg ankommer for at hente min mad bliver jeg smilende henvist til en stol i baren for at vente de sidste par minutter på min bestilling. Et kort øjeblik efter spenderer jeg hjemad i forårssolen med et stilsikkert Gorm’s-net indeholdende to pizzaer. Duften af bagt brød får mine tænder til at løbe i vand, hvilket får den lille spadseretur til at virke uforløsende lang. Efter et kvarter, hvad der har føltes som timer, åbnes de to pizzabakker nu på køkkenbordet, og mit hjerte smelter øjeblikkeligt.

Den førte pizza, Lissners Lam koster 100 kroner og bygges op omkring en salami fra fritgående sydfynske lam, knoldselleri som puré og æble. Synergien mellem den krydrede salami og kraftfulde puré overfor den søde, nærmest karamelliserede smag af æble gav særdeles god mening. Yderst gennemtænkte smagsnuancer i et kreativt mixture af ingredienser.
Pizza nummer to, Sweet Truffle koster 80 kroner og har et lag af Piemontese ost, henkastede sødekartofler og en trøffeltapenade. Her spiller umami-smagen fra trøflen en hovedrolle og er virkelig fremtræden, mens den søde smag fra både osten og kartoflen virker underspillet og pikant. Der er her virkelig tale om less-is-more i valget af ingredienser, som tilsammen får det bedste frem i hinanden.

Det skal dog nævnes, at der er en bagside af medaljen ved de ekstremt tynde bunde og at de er beklædt med så minimalistisk et udvalg af råvarer. De mætter ikke i ligeså høj grad som en ”almindelig” pizza. Derfor anbefaler jeg også, at man nyder en Gorm’s-pizza som let frokost – og ikke som et festmåltid.

Smagen – 5 af 6
Value For Money – 4 af 6

Kommenter med google, facebook eller Sund & Hed

Comments (0)

Skriv en kommentar

Loading Facebook Comments ...