Begivenheder, Studieliv

At italesætte og ”ihandlesætte”

Posted: 20. oktober 2017 kl. 13:24   /   by   /   comments (1)

Mange stærke budskaber fyldte salen på den tværfaglige og studenterorganiserede trivselskonference på Christiansborg den 9. oktober, hvor også to banditter fra Sund & Hed befandt sig. Her lærte vi af en række foredrag en hel masse om stress blandt studerende, om dens ophav, og dens effekt på liv og læring. En paneldebat med politikere og fagpersoner skulle forsøge at finde på politiske tiltag, der kunne hjælpe de stressede studerende; læs med, og se hvordan dét gik.

”Hvorfor er der så mange døre på det her sted? Man kan da umuligt gøre brug af dem ALLE sammen!” René og jeg ser bestyrtet og tænderklaprende på hinanden. I Københavns bidende oktobervind står vi som forhutlede kyllinger midt på en stor plads, omringet af monstrøse, anonyme, og pompøse statsbygninger, som glor koldt tilbage på os med en nådesløs ligegyldighed overfor vores tiltagende desperation. Vi aner ikke, hvordan vi skal finde Fællessalen, hvor Trivselskonferencen bliver afholdt. 
Flere kommer til, og vi står nu 6 styks og glor forvirret rundt i stenjunglen. Som sendt fra himlen, spankulerer et langbenet, sortklædt gestalt raskt og målrettet tværs over pladsen. ”Han ligner én, der ved noget,” udbryder en kvinde i vores flok, og stormer efter ham som en løvinde efter en gazellle. Den sortklædte ser ud til at være pedel eller lignende, og har ganske rigtigt helt styr på, hvor vi er, og hvor vi skal være – hvilket er, til vores store ærgrelse, to meget forskellige steder. Shit.
Efter 10 minutters march i samlet flok, finder vi endelig porten til paradiset. Vi bliver mødt af to vikinger klædt som James Bond, og et security-ritual, der tvinger selv den mest top-tunede lufthavn til at krybe ydmygt hjem og vugge. Vi bliver smykket med deltagerskilte, og bliver vist vej op til Fællessalen, hvor vi betræder skinnende marmorgulve, og bliver belyst af krystallysekroner. Vi føler os naturligvis meget vigtige. Og langt om længe har vi nået vores destination: Trivselskonferencen.

Udbredelse, konsekvenser, og forebyggelse af stress hos studerende

De næste 3 timer hører René, jeg, og mange andre nysgerrige lyttere om alt, hvad der relaterer sig til stress og trivsel hos studerende ud fra forskellige, tværfaglige perspektiver. Velvalgt til jobbet, indleder den karismatiske sølvræv og cand.psych. Doktor Bobby Zachariae med at fortælle om stressstatistikker og om, hvad stress er, og hvad det ikke er. Vi slubrer viden om udbredelse og konsekvenser af stress hos studerende i os fra de mange efterfølgende og spændende oplæg, som bliver afholdt af psykologer, studerende, hjerneforskere, dekaner, og økonomer. Særligt oplægget af SDU’s humanistiske fakultets helt egne dekan, Simon Møbjerg Torp, gør indtryk, da han fortæller om den rapport, SDU netop har færdiggjort og udgivet, omhandlende SDUs studerendes trivsel og stress. Simon fortæller, at den største stressor og kilde til mistrivsel for studerende er et internaliseret ydre pres fra det omgivende perfektionssamfund, som giver de studerende en følelse af, at personlig og faglig middelmådighed ikke er en mulighed. Simon beretter om de tiltag, som SDU har gjort for at mindske og forebygge stressen blandt de studerende. ”Det handler jo om at lære, ikke om at få høje karakterer”, slutter Simon varmt og myndigt.
Efter en halv times kærkommen frokost, dasker René og jeg tilbage til vores pladser i salen. Vi lytter videre til organisationspsykologer, Ph.d.er, og studerende fortælle om stressforebyggelsestiltag og well-beingstrategier, som kan indføres på universiteterne for at hjælpe de studerende.

Simon Møbjerg Torp, SDU’s humanistiske fakultets dekan, fortæller om trivselsrapporten fra SDU

Jeg glædes over alle de vidunderlige tiltag, som dygtige ildsjæle gør for at aflive denne stadigt stigende stresstendens, og for at hjælpe de pressede studerende. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, om det mon virkeligt kan passe, at det er de studerende selv og universiteterne, der har ansvaret for dette? Ligger der ikke også et vidst ansvar hos politikerne? Netop dette lader flere af politikerne og fagpersonerne til at mene, som nu stiller op til paneldebatten, hvor der på baggrund af dagens oplæg bliver debatteret udfordringer, problematikker og eventuelle løsninger; det punkt på dagsordenen, som vi alle for alvor har glædet os til.

Hvilke politiske handlinger kan afhjælpe problemet?

De stiller sig parat. Ser på hinanden som kampklar hanekyllinger, og begynder at puste sig op. Paneldebatten består af følgende debattører: Jacob Mark (SF), Sofie Carsten Nielsen (R), Eva Flyvholm (EL), Carolina Magdelena Maier (Å) samt Eva Secher Mathiessen, Formand for Dansk Psykolog Forening.

”Uddannelse handler altså ikke om at gøre karriere og blive færdig hurtigst muligt. Det handler om at lære. Og der har vi altså en fremdriftsreform og et uddannelsesloft, som gør det rigtigt svært!”

Diskussionen er livlig og respektfuld. Forskellige holdninger til de studerendes eget ansvar for trivsel og stress bliver udvekslet, og ligeså gør mulige årsager til vedligeholdelsen af præstations- og karakterpresset. Her buldrer Carolina fra Alternativet: ”Uddannelse handler altså ikke om at gøre karriere og blive færdig hurtigst muligt. Det handler om at lære. Og der har vi altså en fremdriftsreform og et uddannelsesloft, som gør det rigtigt svært!”. René og jeg sidder på kanten af stolesæderne. Vi tør næsten ikke trække vejret af spænding. Vi kan lide, hvor det her bevæger sig henad; at fremdriftsreformer, uddannelseslofter, og præstationspres resulterer i stressede og deprimerede studerende, som ikke kan lære, det de skal, og som får taget lyst til læring og nysgerrighed fra sig. Og ikke mindst, at det IKKE er deres eget problem, som de selv skal stå til ansvar for at få fikset. Netop på dette punkt sætter Eva Secher, som ellers har forholdt sig tavs, foden i jorden: ”Der er et ansvar i samfundet, som skal tages! Man kan ikke lære, hvis man ikke trives. Problemet skal ikke løses på et individuelt interventionsniveau; dem der har brug for hjælp, skal selvfølgelig have hjælp, men vi gør altså noget HELT forkert på et samfundsmæssigt, strukturalistisk plan – og DET skal vi gøre noget ved!” erklærer hun autoritativt, og smækker den usynlige dommerhammer i bordpladen. Sådan, Eva. Flere af de andre erklærer sig enige med Eva, og forskellige løsningsforslag til problematikken bliver kastet frem og tilbage. Halleluja, hvor det går, og stemningen er skyhøj.

Jeg sidder dog tilbage med en følelse af, at mange af forslagene enten er symptombehandlinger (fx gratis psykologhjælp) eller at de viger lidt uden om en konkret, politisk handleplan (fx at vi må italesætte problematikken noget mere!). Det synes for mig som om, at vi som studerende altså må vente tålmodigt på det. Måske vi kan italesætte det lidt mere i mellemtiden?

Så I vil gøre… hvad?

Anyway, dagen går på hæld, og en ihærdig DJØF-studerende runder hele misæren af med et citat, som på efter min mening er en glasramme og en skål værdig: ”Universiteterne blev ikke sat i verden for at trives. De blev sat i verden for at skabe læring. Men uden trivsel hos de studerende, er det ikke muligt for universiteterne at opfylde det formål, som de blev sat i verden for”. Klapsalverne brager gennem salen, folk rejser sig og begynder at begive sig hjem fra en lærerig dag. Også René og jeg samler os selv op ved hanken, og tusser hen mod busserne.

”Universiteterne blev ikke sat i verden for at trives. De blev sat i verden for at skabe læring. Men uden trivsel hos de studerende, er det ikke muligt for universiteterne at opfylde det formål, som de blev sat i verden for”

Med øjnene missende mod den nedgående sol, og med en halvtom følelse i sjælen, vurderer jeg dagen for god, men en smule ufyldestgørende. Det gode var, at mange vigtige pointer blev råbt højt om, og at mange stemmer blev hørt. Talere og foredragsholdere gjorde et smukt stykke arbejde. Men jeg følte, som jeg så ofte gør, når politikere skal komme med konkrete løsninger, et tomt og rungende: ”Så hvad gør I?”, samt et, om muligt, endnu større had til konceptet ”at italesætte”. Jeg undrer mig med længsel over, hvornår vi mon kan begynde at ”ihandlesætte”?

Kommenter med Google, Facebook eller Sund & Hed

Comments (1)

Skriv en kommentar

  • 20. oktober 2017 kl. 20:36 Kris Malling Olsen

    Super god artikel! Jeg er ikke i tvivl om at vi er mange (RIGTIG MANGE) studerende der har samme tanke, og måske en følelse af mistro til politikerne.
    Jeg er dog personligt glad for at i lufter tankerne og forhåbentlig kan give et skub (uanset hvor lille) i den rigtige retning.

    Reply
Loading Facebook Comments ...