Studieliv, Temaartikler

“Næste station: Odense”

Posted: 23. oktober 2017 kl. 13:05   /   by   /   comments (0)

Denne sætning hører Frederikke Falkvist dagligt, når hun pendler frem og tilbage mellem København og Odense. Hun er netop startet på folkesundhedsvidenskab på SDU og har valgt at pendle, da hun bor på Østerbro i København.

Turen tager ca. 2,5 time hver vej, først med S-toget til hovedbanen fra Østerbro, dernæst lyntoget til Odense station, hvor hendes cykel står klar til at fragte hende de sidste kilometer ud til universitetet. Det er meget tid, der går med at pendle, så hvorfor vælger nogle unge denne løsning alligevel? For Frederikke handler det ikke om, at hun ikke på sigt ønsker at flytte til Odense, men nærmere om den tvivl, der er forbundet med at kaste sig ud i noget nyt, uprøvet og ukendt.
”Det er et helt nyt studie, og jeg er ikke 100 procent sikker på, at det er det rigtige studie endnu, så jeg synes, det var rigtig meget at flytte fra familie, venner og kæreste – hele ens omgangskreds – for noget, jeg ikke er sikker på endnu”, siger Frederikke.

”Folkesundhedsvidenskab var det, jeg umiddelbart havde mest lyst til at læse”

Men lysten til at læse lige præcis folkesundhedsvidenskab var så stor, at hun til at starte med har valgt at prioritere at pendle og senere hen planlægger at flytte til Odense, når hun er mere sikker på sit studie.
”Folkesundhedsvidenskab var det, jeg umiddelbart havde mest lyst til at læse”. Dermed traf Frederikke det valg at prioritere studie over placering.

Tiden udnyttes godt

Tiden i toget bliver brugt på at læse samt at sove en gang imellem, da vækkeuret ofte ringer meget tidligt om morgenen, når forelæsningerne ligger fra morgenstunden af. Tiden er dermed ikke spildt, og hun kan til gengæld holde fri, når hun så endelig er hjemme igen sidst på dagen. På den måde bliver dagen også mere struktureret. Derfor opfatter Frederikke ikke rejsen så hård, som hun havde hørt, den skulle være.

“Tiden i toget bliver brugt på at læse samt at sove en gang imellem, da vækkeuret ofte ringer meget tidligt om morgenen.”

”Jeg havde hørt, at det skulle være rigtig hårdt fra andre, men det er ikke så slemt, som folk gjorde det til. Jeg tror, det handler om ens indstilling. Hvis man sætter sig for, at det kommer til at være hårdt, så tror jeg også, man kommer til at føle det sådan. Men hvis ens indstilling er, at man kan få noget ud af den her tid, så synes jeg, det er helt okay”.

Nye udfordringer

Det giver selvfølgelig også nogle udfordringer, både små som store, at bo så langt væk fra sit studie. For eksempel kan det være svært at få en plads i toget, man skal være indstillet på at stå tidligt op og komme sent hjem. Det kræver desuden en del forberedelse at få livet til at hænge sammen ellers. Men som det strukturerede menneske Frederikke er, får hun også det til at fungere.

”Forberedelse er meget et key-word”

”Forberedelse er meget et keyword, hvis man planlægger, hvad man skal af lavpraktiske ting, som hvor meget mad, jeg skal have med, hvornår jeg kommer hjem, og hvornår kan jeg presse en aftale ind, så synes jeg ikke, at det har begrænset mig særlig meget”, fortæller Frederikke.
Så med gensidig forståelse fra hendes veninder om, at man ikke bare mødes spontant, går Frederikke dermed ikke særlig meget på kompromis med hendes sociale liv i København. Hvilket passer hende rigtig godt, da hun heller ikke af natur er særlig spontan.
Til gengæld koster det én flere sociale arrangementer i Odense med de nye studiekammerater.
”Når folk skriver i vores Facebookgruppe, om vi skal mødes og lave noget socialt sammen, så ved jeg med det samme, at nej, det skal jeg ikke, for jeg skal hjem til København. Selvom det lyder hyggeligt, så begrænser det én”.
Derfor håber Frederikke på sigt at blive helt sikker på studiet, så hun kan flytte til Odense og blive en større del af det sociale miljø på studiet.

Kommenter med Google, Facebook eller Sund & Hed

Comments (0)

Skriv en kommentar

Loading Facebook Comments ...