- Reklame -

At operere, eller ikke at operere. Det er det spørgsmål, Ewa Roos, der er professor i muskuloskeletal funktion og fysioterapi, blandt andet har stillet skarpt på i sin forskning.

Inden jeg ringer op på Skype til Ewa Roos, er jeg nervøs. Ikke nok med jeg skal interviewe en professor om hendes liv, så taler hun svensk. Hendes første ord til mig er da også: ”Jeg snakker sådan ’cirkus-dansk’, for jeg er jo svensk, er det okay?” Det er selvfølgelig helt okay, men for forståelsens skyld er hendes cirkus-danske svenske dog her oversat til dansk, for selvom mine sprogkundskaber bestod samtalen, så er de ikke helt gode nok til at gengive på korrekt svenska.

Fra konferencer til heli-skiing

Når Ewa ikke enten rejser fra den ene internationale konference til den anden, underviser eller forsker, så nyder hun at være fysisk aktiv i naturen ved både cykling, løb og skiture. ”Jeg har haft en karriere som orienteringsløber, og jeg løber stadig orienteringsløb – typisk i sæsonerne, når der er mulighed for det,” forklarer hun.
I februar kunne hun endda tjekke ’heli-skiing’ af på bucketlisten, hvor man bliver fløjet med helikopter op for at kunne stå på den helt friske puddersne i fjeldene. ”Det var helt fantastisk, men det gjorde også, at jeg faktisk fik en korsbåndsskade,” beskriver Ewa, hvortil vi begge griner af det ironiske i situationen. Det, hun er mest kendt for, er nemlig hendes forskning i kirurgi versus træning efter korsbåndsskader. Ewa tilføjer da også med et lille smil: ”Det har jeg fået mange kommentarer for fra kollegaer – men jeg kan godt sige, at jeg ikke er blevet opereret.”

Professor Ewa Ross, tidligere eliteudøver, er stadig meget aktiv.

Vejen til SDU

Ewa startede egentlig ud som eliteudøver i Sverige, men en dag blev hun ramt af en skade, der gjorde, at hun ikke kunne lave så meget, som hun havde lyst til. Dét blev hendes vej ind i idrætsmedicinens verden, hvor hun blev uddannet som fysioterapeut. Men selvom Ewa er uddannet fysioterapeut, så har det aldrig rigtig været hendes identitet, da hun altid har haft et langt tættere samarbejde med ortopædkirurger: ”Både indenfor idrætsmedicin og senere hen, da jeg blev forsker, så er jeg ’opdraget’ i en ortopædkirurgisk afdeling” beskriver Ewa.
For 10 år siden kom hun til SDU fra Lunds universitet, hvor hun havde haft en forskerassistentstilling. ”Men jeg tænkte, at jeg skal nok kun blive her et lille år, og så skal jeg hjem igen,” siger Ewa tankefuldt, inden hun fortsætter: ”Jeg fik godt nok også tilbudt en 6-årig fuldtids forskerstilling i Sverige med en stor pose penge, men i sidste ende, så valgte jeg at blive på SDU, fordi på SDU havde jeg fået muligheden for at opbygge min egen gruppe, og vi havde det meget sjovt og spændende på arbejdet hver dag.” Det er, som hun selv siger, ikke en beslutning, som har gjort hende rig, men det er en beslutning, der har gjort hende glad.

”Når jeg først har lagt mig fast på noget, vil jeg gerne nå til bunds i det. Jeg spørger altid ’hvorfor’. Altid, altid hvorfor. Det kan være meget irriterende, men det kan også være godt, når man er forsker.”

Stædighed skaber resultater

Ewa er ikke kommet sovende til der, hvor hun er i dag og hun har altid været præget af sin nysgerrighed: ”Når jeg først har lagt mig fast på noget, vil jeg gerne nå til bunds i det. Jeg spørger altid ’hvorfor’. Altid, altid hvorfor. Det kan være meget irriterende, men det kan også være godt, når man er forsker,” beskriver Ewa. ”Det har været meget styrende for mange ting, jeg har lavet og været med til at farve vores forskningsresultater i samfundet. Og der har været så mange barrierer undervejs, så hvis man ikke havde været helt enormt stædig og meget vedholdende, så kunne det aldrig have ladet sig gøre.”

”Hvis man har en normal forsker, så er jeg alt andet.”

På mange måder kan Ewa beskrives som en outsider, der har rejst sig i forskerverdenen. Hun er langt fra det typiske billede på en forsker – udover at være kvinde er hun også udlænding i Danmark, samtidig med hun bevæger sig i et felt, hvor de fleste har en lægeuddannelse, mens hun selv er uddannet fysioterapeut. Det er også noget, hun tydeligt mærker: ”Hvis man har en normal forsker, så er jeg alt andet,” mener Ewa, hvilket kan være en ulempe, men som hun har formået at vende til en fordel, ”det er lykkedes mig at indgå i nogle samarbejder og studier, som nok ikke var sket, hvis jeg havde indgået i et sådan meget tæt, ikke-tværfagligt professionelt sammenhæng.” Hun slår samtidig fast, at forskning er et gruppearbejde, som ofte foregår på tværs af professionsgrænser.

Vejen gennem modvinden

Tendensen til at sætte spørgsmålstegn ved ting er også det, der er kendetegnende i det arbejde, hun er mest kendt for. Hun begyndte nemlig at spørge sig selv, om alle egentlig har brug for kirurgi ved akutte korsbåndsskader. I et studie sammenlignede hun, og hendes svenske forskergruppe, effekten af tidlig genoptræning og tidlig rekonstruktion af korsbåndet, hvor det viste sig, at der faktisk var ikke var den store forskel – genoptræning alene havde forbavsende stor effekt.

”Vi har brugt lang tid og været meget omhyggelige med processerne for at sikre os, at alt er foregået, som det skal. Og derfor gør det selvfølgelig også, at man ved, at når man bliver anklaget for forskningsfusk, så ligger der ikke noget i det.”

Det var samtidig et af flere studier, der førte en del larm med sig, og som Ewa og hendes forskerhold kom i modvind for. ”Det er aldrig sjovt at se sig selv på forsiden af BT, hvor man bliver anklaget for forskningsfusk og andre ting. For det er også foregået,” husker Ewa tilbage, og fortsætter: ”Det, synes jeg, var meget, meget hårdt. Og der er man taknemmelig for, at man har et stærkt netværk, som kan bakke en op. Man kommer også i kontakt med andre forskere fra hele verden, som har prøvet det samme.” Det har dog samtidig gjort, at Ewa er blevet meget skarp på at undgå interessekonflikter og bias. ”Vi har brugt lang tid og været meget omhyggelige med processerne for at sikre os, at alt er foregået, som det skal. Og derfor gør det selvfølgelig også, at man ved, at når man bliver anklaget for forskningsfusk, så ligger der ikke noget i det.”

GLA:D-projektet

Når jeg spørger Ewa, om der er noget i hendes karriere, hun er ekstra stolt over, er det tydeligt at mærke hendes ydmyge væsen: ”Det er noget, som jeg er lidt ked af ved min personlighed. Jeg er meget sjældent stolt over, det jeg har gjort. Jeg vil altid videre.” I stedet kommer hun med et eksempel på det, som har været mest tilfredsstillende for hende i karrieren. Tilbage i 2013 var hun med til at starte GLA:D (Godt Liv med Artrose i Danmark). Det går ud på at uddanne fysioterapeuter til at lave patientuddannelse og træning, som de kan bruge i egen klinik eller kommune, således alle fysioterapeuter tilbyder ensartet behandling for artrose (slidgigt), som lever op til retningslinjerne på området. ”Og det, som jeg er personligt stolt over, er, at når du har fået patientuddannelse og træning, så kan vi se i det elektroniske register, at vi mindsker sygemelding og forbrug af medicin, og smerterne mindskes med 25%,” forklarer Ewa.

Fremtiden

Hvordan fremtiden ser ud for Ewa er egentlig meget åben. ”Jeg synes jo, at på mange måder, så er jeg kommet til vejs ende med det, jeg har lyst til,” forklarer Ewa. Gennem sin forskning har hun opnået meget af det, hun har sat sig for – og mere til, hvorfor det måske er på tide at prøve kræfter med andre projekter. ”Så faktisk så står jeg der nu, at jeg er åben og tænker, at nu skal jeg nok læne mig tilbage og se, hvad der kommer min vej. Jeg har altid været drevet af at have et mål, jeg skulle opnå, men nu synes jeg, at det mål, det har jeg opnået,” beskriver Ewa, inden hun med et smil afslutter: ”Så, ja, jeg er åben for forslag.”

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.