Studieliv, Temaartikler

Østeuropæere skal også lære at forholde sig til organdonation

Posted: 13. november 2017 kl. 11:49   /   by   /   comments (0)

En gruppe studerende fra IMCC arbejder på at starte et udviklingsprojekt op. Målet er at stoppe organ-trafficing i Østeuropa.

Et nyt projekt er ved at starte op på SUND i Odense. En række medlemmer fra Donaid, en forening der beskæftiger sig med at undervise gymnasiestuderende i praksis omkring organdonation, har valgt at starte en international pendant op. Navnet er stadig uklart, men planen står skarpt. Det drejer sig om at stoppe organ-trafficing. Med samme oplysende tilgang til organdonation, som de har i Danmark, vil de drage til Østeuropa for at starte et erfaringsudvekslingsprogram med lokale studerende. Det følger altså et ’training trainers’ princip – som det også kendes fra flere udviklingsprojekter. Kernefokus er, at det skal være bæredygtigt, mener gruppen. Man skal kunne rejse fra stedet og efterlade det på en måde, hvor systemet kan klare sig selv. Selvfølgelig har de en forpligtelse overfor dem, de samarbejder med – og det er heller ingen hemmelighed, at der er et hav af bureaukrati, der skal være styr på, før projektet kan godkendes og støttes økonomisk af eksterne partnere. Den umiddelbart største partner for projektet er IMCC. Med hjælp fra IMCCs sekretariat i København kommer projektet op at stå og vil sandsynligvis få midler fra både EU og udenrigsministeriet.

Optakten

I spidsen for projektet står Stephanie Carlsen, der til dagligt er medicinstuderende. Som led i at opbygge et relevant netværk var hun, med en række andre medicinstuderende, i Tanzania. Mødet her har indtil videre båret frugt i den forstand, at der er et spædt samarbejde med en rumænsk forening for medicinstuderende i støbeskeen. Rumænien er ifølge gruppen selv et interessant land. Der ligger mange muligheder i forhold til oplæring af medicinstuderende, og samtidig er det et relevant land, hvis man vil have indflydelse på organ-trafficing. I gruppens øjne drejer det sig konkret om, at mere oplysning om organdonation, og især oplysning om, hvordan det foregår i Vesteuropa, bør være med til at skubbe grænserne i Østeuropa. Gruppen mener, at der kan bygges bro mellem Danmark og Østeuropa, og der kan opbygges en god relation, hvor rumænerne kan lære noget af danskerne og vice versa.

Status

For nu er det en håndfuld entusiastiske ildsjæle, der bærer projektet. En gruppe, der er i udvikling, men som ikke lægger skjul på, at de savner flere personer og mere tværfaglig sparring. I princippet skulle der ikke være nogle studieretninger, der ikke kan gøre gavn i et sådant projekt. Der er mange facetter af det – og meget der skal kunne spille på samme tid. Det er uklart, hvor lange udvekslinger, der vil være tale om, når projektet endelig kommer op og køre, men gruppen kan godt så lidt tvivl om at få det til at matche perfekt med et medicinerskema. En relevant vinkel ville ifølge gruppen være at få personer fra folkesundhedsvidenskab med ind over – især fordi de om nogen har forstand på bæredygtig udvikling.

Fremtiden

Hvordan fremtiden kommer til at være for projektet kan være svært at spå om, men engagementet lyser ud af gruppen. De vil gøre en forskel – og ofrer gerne selv en masse tid for det. Det drejer sig ikke om en hellig tilgang, eller at de vil redde hele verden, men det handler om at være med til at gøre en forskel – at sætte sit præg på nogle andre personers hverdag – og samtidig være med til at udvikle sig selv. Det handler i deres øjne om at være med til at rykke ved grænserne og opfattelserne om organdonation. Ved at være med til at aflive myter, lære fra sig og skabe debat. For det er en debat, der i gruppens øjne kan være svær at åbne, og samtidig tabubelagt. Det kan være rigtig svært at motivere folk til at forholde sig til, hvad der skal ske efter døden. Og især deres egen.

Vil du vide mere, så kontakt Donaid Odense på donaid-odense@imcc.dk.

Kommenter med Google, Facebook eller Sund & Hed

Comments (0)

Skriv en kommentar

Loading Facebook Comments ...