Psykologi, Temaartikler

One list to rule them all

Posted: 5. december 2017 kl. 09:08   /   by   /   comments (0)

Siden vi var helt bittesmå, har mange af os haft en tradition for hvert år ved juletid at skrive en liste med ønsker til vores familier. Og mange af os gør det endnu. Jannick, som er cand.psych.-studerende, skriver også lister til jul; men han har dog skabt en tradition for at skrive en helt anden og særlig slags liste.

Bingereading og læse-rehab

Den store kantine på SDU. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Og det gør de så sandelig her i ”frikvarteret”, i stride strømme. Men Jannick og jeg lader os ikke mærke med larmen og livet omkring os – vi har vigtigere ting at tage os til. Vi skal nemlig snakke om livet som bogorm, ét vi begge kender og lever, og om de traditioner dette end måtte indebære. Så Jannick fortæller mig nu om en tradition, han selv har skabt, og som har rod i en barndom fuld af søvnløse nætter med litterære eventyr. Som barn læste han den ene roman efter den anden, og lod sig opsluge så fuldkomment af en bog, at han nærmest ikke kunne lægge den fra sig, førend han var færdig med den. Dette fortsatte langt op i voksenlivet, og til en sådan grad, at det efterhånden blev et reelt problem for ham.

”Du ved, hvordan folk har det med Netflix og Viaplay? […] Jeg har lidt det på samme med bøger”.

”Du ved, hvordan folk har det med Netflix og ViaPlay og den slags, at de kommer til at binge i to dage, hvor de egentligt skulle have lavet noget, og så får dårlig samvittighed, så de bliver nødt til at binge noget mere?” Jannick ser kækt på mig. ”Jeg har lidt den samme med bøger”. Han fortæller om en gang for snart 3 år siden, hvor han oplevede, at han simpelthen ikke kunne styre sig, da han havde læst den første bog af en trilogi af Johanne Hildebrandt, og derefter ustoppeligt måtte sluge alle tre bøger. Efter denne episode besluttede han sig for, at han nu måtte skride til handling og få kontrol over sin bingereading. Så Jannick lavede i december 2014 en liste på 12 værker (ikke medregnet studielitteratur, selvfølgelig), det være sig romaner, noveller, digtsamlinger mv., som han måtte læse i det kommende år. I løbet af 2015 samlede han så adskillige titler på værker sammen, som han derefter i december brugte til at lave næste års værkliste. I slutningen af 2015, da Jannick var kommet i gennem årets 12 værker, besluttede han sig for på Facebook at kåre årets bedste værk på listen.

En uventet succes

Jannick fortæller, at han efter et par år med offentligt udgivne værklister og kåringer, som efterhånden var blevet ’hans ting’ begyndte at få en masse kommentarer, spørgsmål og forslag til værker mm. Inden Jannick fik set sig om, havde han fået startet en årlig Facebook-litteraturdebatklub, og et årligt event, som folk ser frem til og følger med i. ”Så nu er der mange i min familie og omgangskreds, der siger, at nu venter de bare til december”. Jannick ser varmt på mig. Vi snakker om det smukke i, at det, der startede med at være Jannicks soloprojekt og handleplan mod bingereading, udviklede sig til en hyggelig tradition, som også når ud til andre mennesker.
”Jeg blev meget overrasket over, hvor meget, der egentlig kom ud af det,” siger han smilende og trækker på skuldrene. ”Det er faktisk blevet så stort, at flere er begyndt at snakke om, om vi ikke skal oprette en reel bogklub på studiet.” Det lyder da for fedt, tænker jeg. Men hvorfor kun på studiet? Jeg spørger ham, og Jannick ser kort på mig. ”Fordi at det er dér, at du kan snakke med folk om samme dybde,” siger han og uddyber, at hans venner på psykologistudiet, samt han selv, har det med at forstå litteraturen ud fra samme psykologiske fokus. Og i en bogklub for psykologer vil man kunne snakke med andre, som ”taler samme sprog” som en selv, og nørde rigtigt igennem ud fra samme faglige ståsted. ”Det kommer helt sikkert til at ske,” forsikrer han mig. Jeg smiler til ham. Det håber jeg virkelig, Jannick!

”Det er faktisk blevet så stort, at flere er begyndt at snakke om, om ikke, vi skal om vi ikke skal oprette en reel bogklub på studiet”.

Kommenter med Google, Facebook eller Sund & Hed

Comments (0)

Skriv en kommentar

Loading Facebook Comments ...