- Reklame -

Vinteren er i mange familier spækket med et hav af hyggelige og sjove vintertraditioner. Men for 5-10 % af befolkningen bringer vinterens kulde og mørke en særlig, ufrivillig og rædsom tradition med sig: Vinterdepressionen. Vi har talt med BA.psych.-studerende Joy, som har vinterdepressive tendenser, om hvordan dette er for hende, og hvad hun gør for at komme igennem vinteren.

En mareridtsboomerang

Vi kan så småt mærke den her i SDU’s lille kantine, hvor vi sidder, og det er endda kun slutningen af oktober på dette tidspunkt. Måske særligt her i Betonborgen kommer den til udtryk, når den bider og flår i de stakkels studerende og går gennem marv og ben. Ikke helvedeshunden Kerberos, nej, men næsten: Vinterkulden. Vinterens kulde og mørke kan være hård ved os alle, og sætte mindre blylodder i mundvigene på enhver. Men for Joy trækker vinteren flere tænder ud end for de fleste. Hun fortæller mig, at hun har døjet med subklinisk SAD (Seasonal Affective Disorder; et passende akronym, right?) hver vinter de sidste mange år, men at hun først for fem år siden blev opmærksom på, at det var mere end blot en vinterblues. ”Kulden og mørket gjorde, at jeg havde svært ved komme ud og gøre de ting, der normalt gjorde mig glad. Så jeg gik ligesom lidt i hi på en måde”. Et lille smil akkompagneres med glimt i de blå øjne. Joy fortæller, at hun hver vinter oplevede depressionslignende tendenser så som nedtrykthed, modløshed og manglende motivation, og særligt en udpræget træthed fyldte meget for Joy, og gjorde hver morgen til en kamp om at komme op. ”Man føler sig tung, man føler, at armene er klistret og boltet til jorden, så man næsten ikke kan komme fremad”.

”Man føler sig tung, man føler, at armene er klistret og boltet til jorden, så man næsten ikke kan komme fremad”

Joy holder en kort tænkepause og ser på mig. ”Så jeg hadede vinteren, jeg frygtede vinteren, og jeg gruede for at den skulle komme, fordi jeg vidste, at det betød, at jeg igen ville blive rigtigt ked af det i rigtig lang tid”. Jeg gyser. Tænk at skulle igennem det hvert eneste år. Hver gang man har kastet depressionen lang fanden i vold, kommer den tilbage som en mareridtsboomerang.

Artilleri mod Mørket

Heldigvis er det efterhånden blevet mindre med tiden, da Joy har arbejdet rigtigt meget på at komme det til livs, siger hun. Joy fortæller, at hun på højskoleåret opdagede, at SAD-tendenserne var meget mindre udprægede, end de plejede at være, fordi at rammerne for en hyggelig indendørs og ”putte-agtig” stemning blev sat her; så det har Joy taget med videre. ”Da jeg fandt ud af det her, begyndte jeg så at opsøge det og læse om det. Jeg fandt for eksempel en bog, der hedder: ”Sommer hele året”, som gennemgik det smukke og det gode ved alle månederne hver især, og som foreslog hvordan man kan udnytte det, som de forskellige måneder har at byde på, for at afhjælpe vinterdepression”. Joy smiler, og forklarer, at det for eksempel hjælper at gøre hjemmet til et hyggeligt og rart sted ved at holde det ryddeligt og pænt, og ved at pynte op til jul, tænde stearinlys og bage pebernødder etc. Jeg tænker på, om det mon i Joys tilfælde er mere psykologisk end fysiologisk betinget, at vintermørket fører depression med sig.

”Det er i virkeligheden ikke dårligt, at alting virker dødt, og at alting lader til at gå i stå. For det skal det for at kunne blomstre op igen”

”Både og,” oplyser Joy mig. Hun købte en sollyslampe for 3 år siden, som vækkede hende hver morgen med en imiteret solopgang og fuglesang, og den har virkelig hjulpet hende meget. Joy slår dog fast, at det for hende også handler meget om, hvordan hun opfatter vinteren. Hun stryger en krøllet lok om bag øret og tilføjer eftertænksomt: ”For noget andet, jeg lærte af ”Sommer hele året”, er, at det i virkeligheden ikke er dårligt, at alting virker dødt, og at alting lader til at gå i stå. For det skal det for at kunne blomstre op igen”. Vi smiler til hinanden.

Hvad synes du?