- Reklame -

Snaps, juleøl og rødvin hører sig til i juletiden – og helst i kæmpe mængder. Vi har på Sund & Hed taget en snak med Anette Søgaard Nielsen, lektor ved enheden for klinisk alkoholforskning, om unges alkoholvaner i juletiden.

“Man kan så nemt som ung komme til at føle, at det er helt forkert, hvis jeg ikke har været i byen og været meget beruset, for så er jeg helt udenfor”

Det slørede julelys. Den blåblinkende Tuborgnissehue viser vejen frem i natten. Nissepiger deler gratis juleøl ud, og de fleste af os tager glædeligt imod, selvom vi egentlig bedre kan lide almindelig øl. Overalt i byen er der proppet med fulde folk, der småslingrende og højtråbende gør opmærksom på sig selv.

Anette Søgaard Nielsen, lektor ved enheden for klinisk alkoholforskning

Traditionerne med alkohol i juletiden skydes for alvor i gang med J-dag. Herefter falder det slag i slag med den ene julefrokost efter den anden, inden det hele kulminerer i nytåret. Måneder med juleøl, snaps og god rødvin. For så bagefter at love sig selv at skære ned på alkoholen med nytårsforsæt om januarkur. Men hvorfor er det, vi drikker så meget – og hvilken betydning har det for vores krop, udover de grumme tømmermænd dagen derpå?

Enten-eller

Ifølge lektor Anette Søgaard Nielsen handler det øgede alkoholforbrug i julemånederne om, at vi som unge har en ’enten-eller’-kultur. Vi kan ikke bare drikke en enkelt juleøl, når vi går i byen. I stedet ender vi med at binge-drikke; altså drikke store mængder alkohol på én gang. Og det er netop dét, der er ekstra farligt for os.
”Det ligger implicit, at når jeg så går i byen for eksempel på J-dag, så er meningen, at jeg skal blive rigtig beruset. Hvis ikke jeg er indstillet på, at drikke mig rigtig beruset, så skal jeg lade helt være med at gå i byen,” forklarer Anette, inden hun fortsætter: ”Man ved, at det er den mest skadelige måde at drikke alkohol på. Hjernen kan ganske enkelt ikke tåle det.”

“I virkeligheden så er man jo ikke gammel nok til at drikke alkohol, så længe man drikker det for virkningens skyld.”

Ved spørgsmålet om, hvor stort et problem, det egentlig er, når vi drikker så meget for meget, er svaret tydeligt for Anette: ”Man skal jo huske på, alkohol er et opløsningsmiddel. I virkeligheden er det beregnet til at pudse vinduer i,” beskriver Anette. De store mængder alkohol påvirker alt lige fra immunforsvaret til blodtrykket og ned på celleniveau, hvorfor det også påvirker hjernen. Derudover påpeger hun risikoen for, at man kommer slemt til skade eller tager ukloge beslutninger.

Vi drikker os tåbelige for ikke at opdage, hvor tåbelige de andre er

Som Anette ser det, er det ikke et bevidst gruppepres, der gør det svært at sige nej til at binge-drikke, men derimod en indirekte kritik.
”Det kan blive opfattet som en indirekte kritik af måden, man selv drikker på, hvis de andre holder sig ædru,” forklarer Anette, inden hun fortsætter: ”Derfor lægger man pres på andre. Man kan så nemt som ung komme til at føle, at det er helt forkert, hvis jeg ikke har været i byen og været meget beruset, for så er jeg helt udenfor.”

Herved kommer man, ved at fravælge alkohol, nemt til at stå udenfor fællesskabet. En del unge ender derfor også med helt at undgå de fester, hvor der bliver binge-drukket, hvis man ikke selv har lyst til det. ”Det er jo svært at tage med til arrangementer, hvor andre drikker sig helt i hegnet uden selv at gøre det. Regulært fordi man så oplever, at de andre bare er dybt tåbelige at høre på. Og når de andre er så tåbelige, så har man brug for selv at være ualmindelig beruset for ikke at fatte, at de andre er så tåbelige,” beskriver Anette. ”Da mine egne børn var teenagere, sagde jeg til dem, at i virkeligheden så er man jo ikke gammel nok til at drikke alkohol, så længe man drikker det for virkningens skyld.”

Det er måske det, der bør være opfordringen herfra – drik en juleøl (eller to), men kun hvis du rent faktisk kan lide smagen.

“Man skal jo huske på, alkohol er et opløsningsmiddel. I virkeligheden er det beregnet til at pudse vinduer i”

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.