- Reklame -

Som psykologistuderende har man muligheden for at blive en del af et internationalt samarbejde med andre psykologistuderende ved at blive en del af foreningen EFPSA.

Nogle gange kan man godt komme til at være i sin egen lille boble på SDU. Det kan både være svært at forholde sig til, hvad der skal ske, når vi engang er færdiguddannede, men også hvad der sker på de andre universiteter i Danmark eller ligefrem andre steder på kloden. Men vi er altså ikke alene i verden, og hvorfor ikke samarbejde med folk, der har samme interesse og faglige profil som os selv? Det er netop sådan, Marie Ølund Nielsen tænker. Udover at være psykologistuderende på SDU, er hun medlemsrepræsentant for Danmark i EFPSA – European Federation of Psychology Students’ Associations.

“… vi er altså ikke alene i verden, og hvorfor ikke samarbejde med folk, der har samme interesse og faglige profil som os selv?”

EFPSA er en non-profit organisation, der søger at fremme de psykologistuderendes behov og interesser. Derudover støtter de det videnskabelige, sociale og interkulturelle samarbejde mellem studerende og fagfolk i Europa. ”Vi forsøger at skabe tætte bånd for psykologistuderende på tværs af kulturer og forskellige uddannelsessystemer i Europa,” forklarer Marie. EFPSA arrangerer blandt andet kongresser, konferencer og sommerskoler, der alle har faglige og sociale temaer.

Marie Ølund Nielsen fra SDU er medlemsrepræsentant for Danmark i EFPSA

Fra DPS til medlemsrepræsentant

Maries vej ind i EFPSA gik gennem Dansk Psykolog Forenings Studentersektion (DPS): ”Faktisk er man automatisk medlem af EFPSA, når man bliver medlem af DPS. Det var også dér, jeg hørte om det første gang, da jeg blev en aktiv del af DPS,” beskriver Marie. Hun blev tiltrukket af EFPSA, da hun altid har været meget rejselysten og nysgerrig på andre kulturer end den danske, hvilket EFPSA giver hende muligheden for at udforske.

“Kort sagt er jeg talerør for de danske psykologistuderende i EFPSA”

Som medlemsrepræsentant er Marie valgt af aktive medlemmer i DPS. Med ansvaret som medlemsrepræsentant hører også, at man lægger en del tid i foreningen. ”Jeg har ansvaret for at repræsentere og stemme på vegne af DPS samt sørge for, at de danske psykologistuderende kender til EFPSA,” forklarer Marie, inden hun opsummerer: ”Kort sagt er jeg talerør for de danske psykologistuderende i EFPSA.”

Faglige og sociale kompetencer

Marie slår dog også fast, at man kan være medlem af EFPSA på mange niveauer, og foreningen kan også være til stor hjælp for en selv. ”Man kan for eksempel få hjælp, hvis man overvejer udveksling eller praktik i udlandet, da EFPSA er med til at arrangere dette for europæiske psykologistuderende,” forklarer Marie, inden hun nævner, at de også har deres eget tidsskrift, Journal of European Psychology Students, hvor man kan indsende videnskabelige artikler til peer review. Selvom Marie bruger lang tid på EFPSA, er det bestemt også noget, hun nyder og har fået noget ud af. Både rent fagligt og personligt har det styrket hendes kompetencer. ”På det personlige plan har jeg fået nogle af mit livs mest mindeværdige oplevelser gennem EFPSA. Jeg har oplevet andre kulturer og fået nogle fantastiske venner fra mange forskellige lande,” uddyber Marie.

“Vi forsøger at skabe tætte bånd for psykologistuderende på tværs af kulturer og forskellige uddannelsessystemer i Europa.

Fagligt har hun fået væsentlig erfaring indenfor team- og projektarbejde, samtidig med hendes faglige netværk er blevet styrket.

EFPSA giver muligheden for at opleve forskellige kulturer og få venskaber på tværs af grænser.

”Hvis man generelt vil vide mere om EFPSA, kan man følge med på DPS’s og EFPSA’s Facebooksider som løbende laver opdateringer om sociale og faglige arrangementer og tiltag i EFPSA,” råder Marie, mens hun sender en opfordring til, at de lige nu søger frivillige til at hjælpe med planlægningen af den kommende kongres, der afholdes i Danmark i 2019, hvor temaet bliver ’happiness’.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.