- Reklame -

… som man siger. Eller det siger man i hvert fald i yogaverdenen, fortæller Mia Thorup, som er BA.psych.-studerende og professionel yogainstruktør. Sund & Hed har talt lidt med Mia om, hvad yoga egentlig går ud på, og hvorfor det er sundt og gavner menneskelivet.

Kærlighed ved første blik

Her sidder Mia og jeg i bolia-sofaen med hver vores laissez-faire-opsatte knold på hovedet og nyder et glas krydret Gnarly Head og en dyb samtale om livet og verden. Som sædvanligt. Den eneste forskel på nu og som sædvanligt er, at jeg ikke efterfølgende plejer at skrive en artikel om vores udveksling af umådelig visdom og indsigt (sikken skam, i øvrigt).
Stearinlysets genskin spiller i Mias grønne øjne, mens hun fortæller mig om sin rejse på yogaens sti. Mia kommer fra en meget fysisk aktiv familie, hvor motion og sundhed altid har spillet en stor rolle, og hun begyndte allerede som 11-årig at interessere sig for yogaen. Interessen spidsede for alvor til i gymnasiet, hvor Mia fik at vide af sin læge, at hun havde skoliose; en rygsøjle formet som et S.

” For mig var sundhed allerede dengang mere holistisk; der er både det fysiske og det psykiske i det”.

“Min læge sagde, at jeg skulle dyrke en masse yoga og pilates. Og som jeg jo er: Når jeg får at vide, at jeg skal gøre noget, så skal den fandeme ha’,” griner Mia og knytter næven i en figurativ gestus. Og siden da har den fandeme også fået, for Mia har nu to yogainstruktøruddannelser bag sig, og arbejder både som yogainstruktør i Nordisk Yoga og som privat underviser. Det, der startede som en fysisk og sportslig udfoldelse, udviklede efter ganske få år en åndelig og helhedsorienteret karakter, hvor meditation og bevidsthed blev en del af praksissen. “Det gik ret tidligt op for mig, at sundhed, for mig, handler om mere end at kunne løbe et maraton,” siger Mia med et skævt smil, og tager meget passende en tår rødvin. “For mig var sundhed allerede dengang mere holistisk; der er både det fysiske og det psykiske i det”.

Et sacred space for alle

Når jeg spørger Mia, hvad yoga går ud på, fortæller hun mig, at yoga handler om mindfulness, balance og ro på alle planer, i alle aspekter af tilværelsen – ikke kun på måtten. “Det, man lærer på yogamåtten er, at man ikke altid er den, der fikser og handler og løser alt. Man er også den, der observerer, betragter og ikke identificerer sig med sine følelser og tanker hele tiden, og dét tager man så med videre ud i resten af livet. Yoga er en måde at leve på,” forklarer Mia, og folder henslængt benene i en for mig radbrækkende positur. “Ordet yoga er sanskrit, og det betyder “at forene kroppen, sindet og sjælen”. Og det er præcis, hvad den gør, mener Mia. Denne forening af krop, sind og sjæl er en livsvarig, dynamisk proces, som man kan arbejde henimod at opnå på et mere generelt livsplan; men det er også en foranderlig tilstand, som man kommer ind og ud af fra dag til dag i sin yogapraksis.

“Det bliver et sacred space, hvor vi giver os tid til bare at være, hvor vi ikke skal noget, ikke skal være noget. Vi skal bare lære at være med det, der er – også når det er svært,”

Jeg synes, at det lyder svært. Jeg nipper til rødvinen igen, og spørger Mia, om yoga er for alle. Et lys bliver vakt i hendes blik, hun læner sig frem på de foldede ben i sofaen, og siger: “Yogaen er NETOP for alle! Man kan ikke gøre yoga rigtigt eller forkert; hvad der er rigtigt for den ene, er ikke nødvendigvis rigtigt for den anden,” siger hun, og fortæller om, hvordan yoga især kan hjælpe os travle mennesker i en stresset verden, hvor vi skal leve op til alle mulige krav og skal nå alt muligt hele tiden. “Det bliver et sacred space, hvor vi giver os tid til bare at være, hvor vi ikke skal noget, ikke skal være noget. Vi skal bare lære at være med det, der er – også når det er svært,” siger Mia, og ser på mig. “Jeg ved ikke, om jeg selv har lært det endnu, men det er dét, jeg stræber efter at lære. Og det er dét, som jeg forsøger at formidle videre i min undervisning”.
Jeg smager på hendes ord, og vurderer, at hun allerede har formidlet det smukt videre til mig; også selvom jeg sidder i en blød sofa, og ikke på en yogamåtte. Nu sidder vi og ér – begge to.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.