- Reklame -

Nye partier kommer sjældent i byrådet ved første valg. Sådan kan det også siges om mange lærebøgers bejleri til pensumlisterne. Medicinske og kirurgiske cases landede elegant i 2014 som et nyskabende og ganske udmærket bud på en dansk samling af patienthistorier. FADL’s forlags et-bindsværk om den kliniske casebaserede læringsmetode havde visioner og var savnet, men var dog stadig mere nice-to-have end need-to-have. Med tyk streg under var! For det er med denne nye 2. udgave i to massive bind, at der nu for alvor både skal og vil blive ryddet plads på reolerne derhjemme. Sikke bøger!

Med 67 nye cases kommer casebogen, som den ofte blot omtales, nu op på i alt 260 cases og over 1300 siders medicinsk drama og aha-oplevelser. Det er tydeligt, at der rådes gedigent bod på en række mangler fra første udgivelse – således er både dermatologi, plastikkirurgi, radiologi og tre kliniske specialer nu med ombord, men det er især med de 17 nye psykiatricases, at der sluttes flot ring om hospitalsspecialerne. Der er også blevet plads til mere akut medicin og henvisninger til alle akutte cases, mens vi stadig må se langt efter historier fra det almen medicinske overdrev.

Differentialdiagnostik og udredning er som vanligt helt i fokus. Det er en fornøjelse at læse sig igennem de ofte meget autentisk fremtrædende cases, eksempelvis om den 7-årige Emil med mulig ADHD, hvis forældres frustration springer hjerteskærende af siderne. Læseren får altså med denne 2. udgave fortsat den gode simulerede oplevelse af at stå i centrum for behandlingen og følge forløbene hele vejen fra de første spæde symptomer til de sene komplikationer. Det trækker lidt ned, at faktaboksene til tider er lige rigelige nok og at illustrationerne er for få, men suppleret med de mere omfattende lærebøger, står man som studerende bomstærkt.

Der er altså tale om en sygeligt veludført samling patientfortællinger, som medicinere kan få stor glæde af på hele kandidaten. Anmelderen er ikke i tvivl: Medicinske og kirurgiske cases står i andet forsøg til en jordskredsejr.

Medicinske og kirurgiske cases, 2. udgave, 2 bind, 1355 sider, FADL’s forlag. Set til 1.029,95 kr.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.