- Reklame -

I kan godt begynde at glæde jer til Psykologirevyen! Forberedelserne er godt i gang og alle knokler for at færdiggøre et lækkert show til publikum, når det hele skydes i gang med premieren d. 7. marts. Festen løber af stablen i Studenterbaren på SDU, og alle studerende er velkomne.

Klokken viser 11.00 søndag formiddag, og SDU’s lange gange ligger øde hen. Men bevæger man sig op i U27A, så begynder stemningen at tage en hel ny form. Her sidder en masse håbefulde psykologistuderende spændt og arbejder for at blive klar til premieren på den kommende revy.
Hvert år spiller psykologirevyen forestillinger for SDU’s studerende – uanset studieretning. Revyen spiller i alt fire forestillinger hhv. d. 7. og 8. marts samt to forestillinger d. 10. marts.

Fra tanker til forestilling

De medvirkende i revyen skriver selv manuskriptet til alle de forskellige indslag i løbet af foråret, hvor de igennem skriveworkshops udvikler idéer sammen og får skrevet en masse ned. Alt dette leder op til en valgaften i december hvor alle idéer fremlægges, og efterfølgende stemmes der om hvilke indslag, der skal med i revyen.

“Det giver plads til, at man kan få lov til at lave noget andet end at læse”

Først herefter i det nye år begynder forberedelserne til forestillingen med kostumer, musik, performans og meget mere. De medvirkende i revyen kan selv vælge hvilke dele, de ønsker at medvirke i, og der er rigtig mange opgaver at løfte – også bagved det, der foregår på scenen. Man kan f.eks. være med til at sy kostumer, forberede kulisser og være på musikholdet. Oftest er de fleste medvirkende inde over mange dele af forberedelserne. Forberedelserne bliver flydende, og alle hjælper til, hvor der er evner til og behov for det.

Sociale relationer på tværs af årgange

Lis Nguyen og Charlotte Moore er begge med i dette års revy, og for dem er der ikke tvivl om, at de sociale relationer er vigtige.
“Det giver plads til, at man kan få lov til at lave noget andet end at læse. Det er en anden måde at lære på, hvor vi får lov til at skabe noget sammen, det, synes jeg, er fedt. Vi får delt erfaringer på tværs af årgange,” fortæller Charlotte, hvilket Lis er helt enig i.

“Det er en stor trøst for mig, både fagligt og socialt, at få sparet de tanker med nogle ældre studerende”

“For mig som 1. årsstuderende sætter det tingene i perspektiv. Jeg lærer, hvad der er vigtigt at fokusere på både studiemæssigt og socialt. Jeg får at vide fra ældre studerende, at de har været der, hvor jeg er nu, og de kan derfor fortælle mig, at det nok skal gå. Det er en stor trøst for mig, både fagligt og socialt, at få sparet de tanker med nogle ældre studerende,” tilføjer Lis og er glad for de relationer, hun har fået igennem revyen, som har været med til at give hende en god studiestart.

Det sociale sammenhold mellem deltagerne i revyen fylder mindst lige så meget, som at få sat en fedt show sammen. Under skriveprocessen tager de studerende også afsted sammen på en hyttetur, hvor der, udover at blive skrevet indslag, også bliver skabt en masse nye venskaber.

Grin og seriøsitet under prøverne

Under prøverne går det virkelig op for en, hvor sjovt deltagerne har det sammen. Jacob Bøilerehauge Bindzus er i gang med at øve et indslag, da jeg kommer ind og overværer prøverne. Det faldt ikke Jacob naturligt at stille sig op på en scene, da han for første gang var med i revyen sidste år. Nu giver han den hele armen, griner ad sine egne jokes og interagerer med publikum.
Instruktør Anna Præstmark afbryder ham under prøven. Hun kan næsten ikke få sagt noget af bare grin, men får alligevel givet ham nogle fif og tilføjer, hvor fedt det er at se hans udvikling fra sidste år til nu.

“Oftest er de fleste medvirkende inde over mange dele af forberedelserne”

Anna påpeger, at det fede ved revyen nemlig er, at få nogle ikke så scenevante personer til at smide alle hæmninger og bare kaste sig ud i det.
Alle informationer om revyen og billetter kan findes på følgende link: facebook.com/events/1637056399717004

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.