- Reklame -

26. og 27. februar holdt psykiatrien i Danmark konference på Nyborg Strand Hotel med fokus på, hvordan man kan nedbringe tvangen.

Det er en kold og glat morgen, da jeg ankommer til Nyborg Strand, men selvom vinden hyler udenfor, og sneen lige så stille lægger sig, så er der varme herinde. Blandt omkring 400 andre mennesker sidder jeg. Langt de fleste arbejder med psykiatrien til daglig – med en klar overvægt af sygeplejersker. En enkelt ledende overlæge eller to sidder desuden iblandt publikum.
“Søren Brostrøm (direktør i Sundhedsstyrelsen, red.) ved det godt”, starter dagen med. At der kan gøres noget, og at der mange andre steder i verden er gjort noget, for at nedbringe tvangen. Som gæsteforelæser hele dagen er Kevin Ann Huckshorn fløjet ind fra Boston, for at tale om ‘Trauma Informed Care’. Hele salen sidder spændte og hører på hendes ord, hendes erfaring fra psykiatrien og især hvordan de i USA har haft held med at vende en enorm brug af tvang til en behandlingsmodel, patienten frivilligt deltager i.

Antagelserne

Det første Kevin taler om, er antagelserne omkring tvangen. At vi tror, det skaber tryghed for patienten, at det er mere sikkert for personalet, eller at det kun bliver brugt, når det faktisk er nødvendigt.
Kevin taler meget følelsesladet om enkelte tragiske historier, hvor en person er blevet knust under to tunge betjente, eller hvor personalet har set på en person dø ligeså langsomt. Og selvom hele salen forsøger at slå det lidt hen, som om det ville ske i Danmark, så rodfæster historierne sig i mange og skaber stof til eftertanke. Kunne det også ske i min vagt?

“… enkelte tragiske historier, hvor en person er blevet knust under to tunge betjente, eller hvor personalet har set på en person dø ligeså langsomt”

Der er ingen tvivl om, at historierne skaber et stort indtryk, og at det er den perfekte måde at åbne en hel dags forelæsninger. Salen er fuld af mennesker, der tager noter og lytter interesseret. Selv hvis det skulle gå ud over frokostpausen, ville folk lytte med.

Neurobiologien

Ovenpå frokost fortsætter Kevin blandt andet med at fortælle om de fysiske og kemiske ændringer, der sker i hjernen, hos patienterne, der udsættes for tvang. Hun taler om det som en motorvej. At der lynhurtigt opbygger sig et link mellem stimulus og respons, der går helt udenom de dele af hjernen, der tænker og modulerer. At det hurtigste link er fra en stimulus og til en frygt.
“Hvad gør man så ved det?” spørger Kevin åbent ud i rummet. Jo, det er vel ligetil at fjerne stimulus, hvis der ikke er noget, der ‘triggerer’ en person, så undgår man en situation, der eskalerer så meget, at tvang er nødvendigt. Alternativet hertil vil primært bestå i ordentlig medicinering og psykoterapi for at lære personerne selv at styre de ‘triggere’, der er.

“Det handler om at lære, hvad der får patienten op i det røde felt og så arbejde med det”

Kevins pointe er helt klar – og for rigtigt mange i rummet selvsagt – det handler om at lære, hvad der får patienten op i det røde felt og så arbejde med det. At det respons, patienten har, er ‘indlært’, og at det skal glemmes igen. Men vigtigst at man kan undgå mange former for tvang ved at anerkende konflikten og undgå optrapning.

Vejen frem

Tilbage sidder vi. 400 mennesker. Helt paf. Klogere på de bløde værdier, bange for selv at lave de fejl, andre har lavet, men især klogere på de værktøjer, der kan bruges for at undgå tvang. Klogere på årsagerne bag når konflikter eskalerer samt mulige handlemønstre, for at undgå at de eskalerer.
Udenfor er sneen faldet, vinden hyler endnu, og DSB er fem minutter forsinket. Her er alt ved det gamle.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.