- Reklame -

Weekenden den 24.-25. februar mødtes vi, en lille gruppe psykologer og psykologistuderende, med emeritus professor i critical counseling studies, Colin Feltham, og afholdt endnu én af vores årlige ”counselingweekender”. Denne counselingweekend var officielt set et todages kursus i ’experiential and skill-based counseling training and psychotherapy’, men bød også på dybe, sjælelige og mellemmenneskelige indsigter og oplevelser, som jeg aldrig ville have været foruden.

Forventningens glæde

Vi stod ude foran Roses lejlighed og ventede på William, som skulle komme og hente os alle sammen i sin bil. Det var pissekoldt, det var lørdag morgen klokken 9, og jeg var smaddertræt; jeg havde fået et par glas vin med en veninde aftenen forinden, og var kommet lidt for sent i seng. ”Jeg gider overhovedet ikke lige nu,” sagde Rose, og lænede sit krøltoppede, skøre og dejlige hoved op ad min skulder. Det havde Rose måske også. ”Men det gider jeg jo aldrig, fordi jeg ved, hvor sindssygt hårdt det bliver at pille navle på den måde hele weekenden,” tilføjede hun, og en kort stilhed fulgte. Magnus, som var ny, så uforstående på os. Så brød vi ud i latter og snakkede om, hvordan vi i virkeligheden glædede os helt vildt til at se alle de andre igen, og til at åbne deres hoveder og tage deres tanker og følelser ud og undersøge hver og én. Vi var alle sammen hinandens forskningsprojekter denne weekend, og vi elskede det. ”Der kommer han jo,” udbrød Jakob, og fuck, hvor var det dejligt at se Williams lysende blå øjne igen. Og hans varme bil. Vi hoppede alle sammen ind og fløj fluks afsted til det Sydfynske, hvor vi de næste to dage skulle blive klogere på vores overføringer og modoverføringer, belyse vores personligheders inderste afkroge, og lære at blive verdens bedste terapeuter.

Et udviklende, lærerigt sanctuary

Den gamle gård, hvor Alfreds far boede, modtog os med den samme klamme og fugtige kulde, som den havde gjort et halvt år forinden. Solen havde fundet os på vejen fra Odense til Sydfyn, og var fulgt med os til det sidste; dens stråler bragede ind ad gårdens gamle, duggede ruder, og vi mærkede alle taknemmeligt varmen fra den samt fra de livsnødvendige uldsokker, som Alfred så kærkomment udlånte. William havde brygget spandevis af kaffe (et nødvendigt onde, med 11 psykologer tilstede), så da alle havde forsynet sig og havde plantet deres bagdel i én af stolene, som var stillet op i en cirkel i den ene stue, kunne dagen og verden bare komme an.

”You know, one day you might find yourselves in a reality where I’m no longer here to lead the group”

Colin, gruppens leder, hilste os alle velkommen, og fortalte os om dagens formentlige program (I counselingweekender kan man ikke regne med et fast program, idét så mange inter- eller intrapersonelle dynamikker kan nå at udspille sig undervejs i terapisessionerne og i plenum, at de uundgåeligt vil optage den plads og energi, som var afsat til anden side. Men det er charmen, udfordringen, og den virkelige visdom ved hele konceptet). På sit syngende posh proklamerede Colin, at programmet denne weekend skulle bære præg af temaet ’leadership and roles’. ”You know, one day you might find yourselves in a reality where I’m no longer here to lead the group,” sagde Colin med et ildevarslende blik bag halvmånebrillerne, og vi stirrede alle forfærdede på hinanden. ”Oh for God’s sake, it’s not like I’m planning on dying or anything, I just mighn’t be around all the time, you know, be available”. Et lettelsens grin bølgede gennem rummet, og Colin smilede, lo ufortrødent af sin egen joke. ”Also, lessons in leadership and roles might come in handy in other contexts as well,” fortsatte han, “like in group therapy for example if you propose to be leading in these sorts of matter as well”. Colin mente, at ledelse som så mange andre discipliner også handler om at kunne identificere sig med den medfølgende rolle, og bad os derfor om at gå ud i par og tale med hinanden om, hvordan vi hver især havde det med lederrollen – eller andre dominansrelaterede roller, hvis snakken bevægede sig i dén retning. Vi skulle skiftevis agere terapeut og klient, og skulle hjælpe hinanden med at afsøge dette aspekt af os selv – og jeg kunne som terapeut mærke, at det gavnede mig rigtigt meget at have været på counselingkursus 1,5 år tidligere, samt på counselingweekend sidste gang, hvor netop terapeutiske teknikker og færdigheder var temaet. Jeg blev bevidst om min egen efterhånden udmærkede spørgeteknik, om mine modoverføringer på min klient, og på hvordan de påvirkede samtalen. Jeg blev også opmærksom på min nærmest Yalomske ærlighed i den terapeutiske relation, og de nye veje for det netop etablerede forhold til min klient, som denne affødte. Det var her, i min metabevidsthed, at det gik op for mig, hvor meget jeg egentligt havde lært af counseling.

“Jeg blev opmærksom på min nærmest Yalomske ærlighed i den terapeutiske relation, og de nye veje for det netop etablerede forhold til min klient, som denne affødte. Det var her, i min metabevidsthed, at det gik op for mig, hvor meget jeg egentligt havde lært af counseling.”

Da vi kom tilbage i plenum efter en halv times tid i par, tog vi de samtaler op, som vi parvist havde haft – hvis vi havde lyst, selvfølgelig – og vendte de interessante eller særligt belysningskrævende aspekter ved dem. I vores gruppe herskede der en uskreven overbevisning om, at det ofte vil være godt og indsigtsgivende også at tale om de ting, som man egentlig ikke har så meget lyst til at tale om; netop, som vi ofte vil komme til at bede klienter om at gøre i vores ægte praksis. I vores gruppe talte vi om forhold, som var tabubelagte, om følelser, som var forbudte, og om tanker, der var irrationelle og sågar fjendtlige overfor de andre i gruppen. Vi talte om vores følelser omkring de andres følelser, og vi vidste alle sammen, at vi var nødt til at være helt ærlige i det for at lære at forstå os selv og hinanden som sociale væsner, der skaber hinanden. Derfor var folk i gruppen gode til at tage tyren ved hornene og dele ud af deres mest ømme og sårbare betragtninger. Derfor provokerede folk i gruppen åbenlyst hinanden og udfordrede hinandens identiteter. Derfor skabte gruppen et safespace, et sanctuary; et sted af tillid, hvor sådanne sociale situationer kunne udfolde sig uden at såre nogen.

Astronauter i det indre rum

”Hold kæft, hvor er jeg færdig, mand”, sagde Nick i mellem to hvæs af en Prince Light. Kl. var 18, og efter 8 timers intens indad- og udadskuen, var vi helt smadrede. Nick, William og jeg var stormet ud for at ryge af de smøger, som Nick i frustration, overvældethed og social træthed havde følt sig nødsaget til at køre hele vejen ind til Svendborg for at købe – og ingen af os ryger til dagligt. Vi stod dér midt i en februars frysende klare solnedgang, og dampede af røg fra både kogte hjerner og glødende cigaretter. Nick smilede og lagde den ene arm om mig og den anden om William, mens den røde sol omfavnede os alle tre.

“Der var en helt særlig ro over køreturen hjem; vi drønede afsted, ud i den mørke nat, hvor gadelygter og lykkestunder fløj forbi som stjerneskud i himmelrummet”

”Men hold kæft hvor er det også fedt”. Hans øjne lyste. William og jeg lo og erklærede os enige; vi følte os alle forbundet med hinanden på den dér særlige måde, som man kun gør, når man har brugt en hel dag på at endevende hinandens sind. Kort efter gik vi ind for at slutte dagen af med et fællesmåltid sammen med alle de andre, og nyde en masse rødvinshygge, spil, guitar og sang samt frie uterapeutiske samtaler. Mange af de andre valgte af blive på Alfreds fars gård og overnatte, men Rose, Nick og jeg kørte hjem efter nogle timer, så vi kunne være helt klar til endnu en dag af samme kaliber. Der var en helt særlig ro over køreturen hjem; vi drønede afsted, ud i den mørke nat, hvor gadelygter og lykkestunder fløj forbi som stjerneskud i himmelrummet. Vi var astronauter, som var på rejse i Nicks nye rumskib, der ruskedes lidt på vejen i den insisterende vind. Vi var astronauter, som havde fundet hjem idét vi rejste afsted.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.