- Reklame -

Michael Wirth læser psykologi på kandidaten, men kom i den spæde sommer sidste år i mål med et brag af en bacheloreksamen. Needless to say er vi en del andre kommende bachelorer, som drømmer om at gøre det samme – men hvordan gør man? Sund & Hed har talt med Michael om, hvordan processen var for ham og hans gruppe, samt om deres udfordringer og medvinde undervejs – og så har vi også fået en håndfuld gode råd.

Den største styrke er også den største udfordring

En hvid og blå vinterhimmel kaster sit kolde lys ind ad de gamle og halvmugne vinduer i min ellers vidunderlige stue. Der breder sig en tændervædende duft af friskbrygget kaffe, idét Michael skænker til os begge i de håndmalede keramikkrus. Hvilken værtinde jeg er. Sidder her i sofaen med benene krøllet op under mig, og lader min gæst om arbejdet. ”Hvordan var det at skrive bachelor?” spørger jeg direkte. Michael tager en dyb indånding. ”Jamen det var jo en lidt… blandet oplevelse,” siger han på syngende nordjysk og smiler. ”Det var en ret hård proces, men samtidig følte jeg også, at jeg virkelig lærte noget… det var egentligt ret fedt”. Michael var i en gruppe på fire mand, og fortæller om, hvordan dette antal både var gruppens største udfordring og største styrke. ”Altså det er jo fedt at være fire mand i en gruppe, for så er der mange at sparre med. Der var for eksempel helt klart nogle gange, hvor én havde tænkt over noget, som de andre ikke havde tænkt over. Men det har altså også sine udfordringer at være så mange”. Vi ser på hinanden, og han bryder ud i latter. ”Jeg havde for eksempel ikke regnet med, at det tog SÅ lang tid”.

”Jeg havde på et tidspunkt lyst til at slå alle inklusiv mig selv meget hårdt i ansigtet, for jeg gad bare ikke mere den dag – men vi var jo nødt til at få det færdigt”

Michael forklarer, at alle gruppens medlemmer var meget opsatte på at skrive en 10- eller 12-talsopgave, så alting blev vendt og drejet ned til mindste detalje helt ned på mikroniveau. ”Og når der er fire mand, der skal høres, så bliver det bare nogle lange møder. Jeg tror, at vi alle sammen på flere tidspunkter har følt, at vi var ved at kvæles i det. Jeg havde på et tidspunkt lyst til at slå alle inklusiv mig selv meget hårdt i ansigtet, for jeg gad bare ikke mere den dag – men vi var jo nødt til at få det færdigt”. Jeg spørger Michael, hvordan han og gruppen så håndterede disse udfordringer. Han tager en tår kaffe og ser på mig. ”Ret tidligt i forløbet besluttede vi os for at lave en forventningsafstemning i forhold til ambitionsniveauet og for arbejdskulturen. Vi var ret bevidste om allerede fra starten, at vi nok ville komme til at blive uenige om nogle ting. Så vi forsøgte ret bevidst at skabe en kultur i vores gruppe, hvor præmissen var, at det altid var det gode argument, der vandt, når der skulle træffes beslutninger”. Denne aftale skabte en god tillid i gruppen, fortæller Michael, som gjorde, at alle medlemmer følte sig frie til at tale og diskutere.

De bedste råd

Jeg spørger Michael, om han har andre gode råd til den bachelorskrivende. ”Ja, altså det er en kæmpe fordel at sætte sig ind i, hvordan man skriver en større opgave, hvis man ikke er helt skarp til det fra begyndelsen. Jeg købte bogen ’Den gode opgave’. Den gav mig bare en hel anden forståelse af noget så simpelt som, hvordan sådan en opgave skal bygges op, for eksempel”. Den skal jeg så meget læse, den bog, tænker jeg, mens jeg tager en tår kaffe. Men uanset hvor god en opgave man skriver, er der jo stadig lige det dér mundtlige oplæg… ”Hvorfor tror du, at du fik 12 for det mundtlige forsvar?” spørger jeg Michael. ”Ja vi fik jo faktisk alle sammen 12,” siger han og smiler. ”De her diskussioner, vi havde, tog som sagt lang tid. Men så havde det jo også den effekt, at vi var sindssygt godt inde i opgaven – alle argumenter i opgaven havde vi jo argumenteret til døde og om igen. Og det var virkelig en fordel for os, for det var opgaven, vi blev eksamineret i”.

”Tæsk din opgave til døde, hav forventningsafstemning i starten, gør det interessepræget, og læs ’Den gode opgave’, hvis du ikke i forvejen er en haj til større skriftlige opgaver”

Han tænker sig om et øjeblik. ”Ja og så vil jeg i forhold til det mundtlige oplæg også anbefale folk at gøre det interessepræget… i stedet for at prøve at regne ud, hvad det er, eksaminatorerne gerne vil høre. For når det er interessepræget, så husker du det bedre, og så er der også mere gnist i det, du fortæller. Du laver sikkert også et bedre oplæg.”
Michael og jeg samler trådene op fra vores snak, og jeg beder ham opsummere kort, hvad hans vigtigste råd er til en god bacheloroplevelse. Han ser på mig med sine varme blå øjne: ”Tæsk din opgave til døde, hav forventningsafstemning i starten, gør det interessepræget, og læs ’Den gode opgave’, hvis du ikke i forvejen er en haj til større skriftlige opgaver. Men hvis du skal tæske din opgave til døde, så kræver det nok, at du er ambitiøs, og at du er sammen med andre, der også er det,” siger Michael, og jeg kommer straks i tanke om det gamle ordsprog: ”Lige børn leger bedst”; well, åbenbart også i en bachelorproces. Jeg smiler, siger tak til Michael for hans tid, og lægger op til at runde af, da han pludseligt indvender:_ ”Nej, der er måske et enkelt råd mere, hvis du kan få plads til det også”_.

_ ”Ved du hvad, så bare hold vejret, og gå med det. Så ser vi, hvad der sker”_

Jeg er lutter ører. ”Det med at skrive i en gruppe handler også om at kunne stille sit ego ved døren, og lade andres idéer få lov – selv når man ikke nødvendigvis selv er helt enig med dem… Eller når den dér idé, som, man selv synes, er helt fantastisk, falder til jorden hos de andre gruppemedlemmer. Ved du hvad, så bare hold vejret, og gå med det. Så ser vi hvad der sker,” slutter han, og sender mig endnu et af sine varme smil.
Tak for fifs’ne, Michael.

Hvad synes du?