- Reklame -

Som læge har du tavshedspligt, men tavshedspligten gælder kun patienterne – ikke hvis du bliver udsat for sexchikane, slår Frederikke Madsen, stud.med. og repræsentant for Uden Tavshedspligt, fast.

Inden jeg skal i gang med at interviewe Frederikke Madsen, der læser medicin på SDU og er aktiv i projektet Uden Tavshedspligt, har jeg forberedt mig grundigt ved at søge på sagerne om #metoo og fulgt med i medierne. Det er selvfølgelig ikke, fordi jeg ikke ved, hvad #metoo handler om. Men det virker bare som om, at sagen aldrig rigtig har bidt sig ordentlig fast her i Danmark – modsat i USA, hvor det hele startede, og hos vores nordiske venner i Norge og Sverige. Selvom jeg har fulgt #metoo-sagerne sporadisk, så ligger det relativt fjernt for mig. Indtil jeg støder på Frederikke, der tilføjer endnu et hashtag til samlingen: #UdenTavshedspligt.

Hashtagget #Udentavshedspligt er inspireret af vores nordiske læ gevenner, hvor Sverige sidste år lavede opråbet #utantystnadsplikt med over 10.000 kvindelige læger som afsendere, mens mindst 3.600 læger og medicinstuderende står bag den norske #utentaushetsplikt-kampagne.

metoo i lægeverden

I Danmark er det en gruppe af unge kvindelige læger og medicinstuderende, der har sat sig for at indsamle og dokumentere oplevelser om sexisme og sexchikane blandt læger og medicinstuderende. Det sker i et samarbejde med Everyday Sexism Project Danmark, hvor man gennem hjemmesiden www.udentavshedspligt.com kan indsende sin historie anonymt. Netop anonymiteten er vigtig for Frederikke: ”Det er enormt få, der har lyst til at dele sin historie med navn, forståeligt nok. Både fordi det stadig er så tabubelagt at være offer i Danmark, men også fordi man måske er bange for, hvilke konsekvenser det kan have.” Egentlig startede gruppen med at bruge hashtagget #MDtoo for at lægge sig tæt op af #metoo, men inspireret af sagerne fra Norge og Sverige, valgte de at ændre det til #UdenTavshedspligt. Det er også meget sigende i forhold til, at det både spiller på elementer fra ’bryd tavsheden’ og den tavshedspligt, som læger ellers er underlagt i deres arbejde. ”Det var vigtigt for os at understrege, at selvom vi i vores arbejde selvfølgelig har tavshedspligt, så gælder det ikke på samme måde, når noget rammer os selv,” forklarer Frederikke om grundlaget for navnet.

#UdenTavshedspligt

Efter at have indsamlet omkring 60 forskellige historier, og hvor flere oplevelser stadig bliver indsendt, er gruppen begyndt at dele historier på deres Facebookside for at få sat fokus på problemet. Og jo mere fokus, der er kommet på sagen, jo flere har også valgt at dele deres oplevelser.

Historierne spænder bredt

Selvom der generelt er kommet mange forskellige historier, så er der den fællesnævner, at det er yngre læger eller medicinstuderende, der har skrevet ind om oplevelser, de har haft på klinikophold, som ph.d.-studerende, i KBU eller som nyuddannet læge.

“Det var vigtigt for os at understrege, at selvom vi i vores arbejde selvfølgelig har tavshedspligt, så gælder det ikke på samme måde, når noget rammer os selv”

”De historier, vi har indsamlet, er meget forskellige. Det er hovedsageligt unge læger eller medicinstuderende, der har skrevet ind til os og delt deres historier,” beskriver Frederikke om sagerne. Hun tror, at det sandsynligvis hænger sammen med det større magtforhold, der eksisterer på det tidspunkt. ”Man skal være i klinikken, man skal være i KBU og vil måske egentlig gerne have en stilling dér senere, så man siger ikke noget.” De delte oplevelser dækker bredt: fra alt som upassende kommentarer og hvisken i øret, samt at blive trukket ned på overlægens skød og få direkte spørgsmål om, hvordan ens bryster ser ud. En enkelt historie handler endda om fuldbyrdet voldtægt fra en ph.d.-vejleder. Alle er sager, der aldrig er blevet meldt, i frygten for at det skal gå ud over karrieren, eller at folk vil tro, de selv har lagt op til det.

Overraskende så mange, der har historier

Selvom Frederikke slår fast, at hun aldrig selv har oplevet seksuel chikane i sit fag, så er det gået op for hende, hvor udbredt det er: ”Tidligere tænkte jeg, at det ikke rigtig var en ting i lægefaget. Men det er noget, der sker i alle brancher, og når jeg snakker med mine veninder, så er det også noget, de fleste har mærket i større eller mindre grad,” forklarer Frederikke, som dog samtidig beskriver, hvordan det også er noget, de fleste pakker væk: ”Jeg har oplevet flere gange, at når vi først snakker om det, så har de ikke oplevet noget, men så nogle dage efter kommer de tilbage og fortæller om forskellige oplevelser. Det er bare blevet pakket væk, da man alligevel ikke har kunnet gøre noget ved det,” siger Frederikke.

Det er også derfor, det er ekstra vigtigt for hende, at der nu kommer fokus på sagerne. Der bliver nemlig generelt ikke meldt særligt mange sager om året i Danmark, hvorfor det er fagforeningernes forestilling og tolkning, at der ikke eksisterer et problem. ”Bare fordi der kun bliver meldt om to sager om året, så betyder det jo ikke, at det er sådan, virkeligheden er,” mener Frederikke, inden hun uddyber: ”Det handler nok i højere grad om, at mange for det første er usikre på, hvor de skal gå hen, men også at lægeverdenen er lille, og man frygter for sin videre karriere og fremtid på arbejdspladsen.”

Da jeg lidt skeptisk spørger Frederikke, hvilke reaktioner de har fået på deres projekt, bliver jeg faktisk overrasket over, hvor positivt hun beskriver det: ”Generelt har vi fået rigtig mange positive reaktioner, når vi har delt en historie. Det har mest været, når vi har delt nogle af de historier i _”den milde ende”, at der er kommet negativitet,”_ slår Frederikke fast, inden hun forklarer, at så har nogle folk for eksempel kommenteret, hvorfor de bruger tid på så ”små” ting. ”Men det er fordi, alle aspekter af det er vigtigt. Og de fleste af de folk, der kommenterer negativt på de mindre voldsomme historier, de reagerer sjovt nok ikke på den historie, vi delte dagen før om voldtægt,” beskriver Frederikke sigende.

”Det er jo ikke fordi, det er alle mænd, der gør sådan noget,” svarer Frederikke, da jeg spørger, om man ikke kan komme til at skære alle over en kam. ”Problemet er modviljen mod måske at få belyst sagen ordentligt.” Det er tydeligt at mærke, hvor vigtigt det er for hende, at der bliver sat fokus på problematikken, så omfanget af sagerne bliver afdækket ordentligt.

Målet

Men hvad er så det fremtidige mål med at indsamle alle disse historier? Frederikkes svar er klart: At råbe kollegaerne og fagforeningerne op, dels så det kan blive undersøgt, hvor stort et problem, det er, men mest så der kan ske nogle ændringer.

“Jeg har oplevet flere gange, at når vi først snakker om det, så har de ikke oplevet noget, men så nogle dage efter kommer de tilbage og fortæller om forskellige oplevelser. Det er bare blevet pakket væk, da man alligevel ikke har kunnet gøre noget ved det”

”Rent personligt, så kunne jeg godt tænke mig, at man fik en person, der var uafhængig af både fagforening og arbejdsplads, som man kunne gå til for rådgivning, uden at skulle være bange for, hvilken betydning det har for ens videre karriere,” beskriver Frederikke og fortsætter: ”Men det vigtigste er, at vi får en ændring i vores kultur, så vi ikke bagatelliserer de dårlige oplevelser, vi selv, eller vores kollegaer, har, og at vi flytter skammen væk fra den, der bliver udsat for grænseoverskridende adfærd, og over på dem, der ikke kan finde ud af at respektere andre menneskers grænser,” konkluderer Frederikke afsluttende.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.