- Reklame -

”Jeg er lige præcis dér i livet, hvor jeg som 10-årig havde forestillet mig, at jeg ville være”. Citat: Ingen, nogensinde. Okay, måske findes der et par stykker, som har det sådan, men for de fleste af os har livet nok taget os med på en rejse på godt og ondt, og ledt os til et sted, som vi ikke uden videre havde forudset, at det ville. Denne rejse er helt unik for hver og én af os, og Sund & Hed har været så heldige at få lov at høre om Camillas. Camilla læser Idræt på kandidaten, og er slet ikke dér, hvor hun troede, at hun ville befinde sig.

Når livet giver dig citroner i stedet for appelsiner…

Lyden af travle hverdage og mange gøremål summer hvileløst her på Københavns hovedbanegård, og dufte af mennesker, parfumer, nye lædersko, friskbrygget kaffe og duelort hænger i luften. Alle myldrer og vrimler, mens Camilla og jeg sidder i vores egen lille boble af stoisk ro på en bænk og observerer det hele. Jeg spørger Camilla, hvordan hendes liv ser ud lige nu. Hun fortæller mig, at hun lige nu er ved at skrive speciale og er ved at afslutte sin overbygningsuddannelse i konkurrence- og eliteidræt. ”Og ved siden af dyrker jeg elitesport, hvor jeg dyrker fridykning på højt plan og træner dét rigtigt meget”. Camilla tager en tår kaffe og smiler. ”Er der andre ting, som fylder i dit liv lige nu?” spøger jeg og tilføjer: ”Og ikke nødvendigvis aktiviteter, men derimod værdier, tanker, idéer… drømme?” Vi tier begge for en stund og mærker på stilheden. ”Min søster, hun fik et barn for snart to år siden…” Camillas blik søger mod det uendelige. ”Og da fik jeg noget virkeligt vigtigt ind i mit liv: En lille nevø, som jeg skal værne om, og som jeg skal være den skøre moster for… Her forleden ringede han, inden jeg skulle til konkurrence, og sagde: ’Hej Milla’. Og ved du hvad, der fik jeg bare den dér følelse af, at wow, der er bare noget, der er meget vigtigere end alt andet, end præstation, end uddannelse. Der sidder et lille barn som har ubetinget kærlighed til mig”. Hendes nu lidt fugtige øjne lyser. Camilla fortæller, at de sidste to år har været en øjenåbner for en gammel drøm. ”Jeg har altid set mig selv som én af dem, der fik børn tidligt, inden jeg var 25, og mens jeg studerede. Det, syntes jeg, kunne være virkelig fedt”. Hun sukker, smiler, og himler kort med øjnene. ”Og nu står jeg her og har ikke kæreste, og har ikke udsigt til nogen kæreste. Jeg synes ikke, at jeg lige møder nogen, der… du ved”.

”Når det ligesom ikke lige lader sig gøre, så prøver jeg virkeligt bare at fokusere på alt det, jeg har og gør for mig selv”

Camilla fortæller, at i en datingverden hvor alle går rundt med snuden i telefonen, i stedet for at møde mennesker hvor de er (som Camilla selv er tilhænger af), er det ikke lige sådan at finde prinsen på den hvide hest og udleve sin mangeårige drøm om at blive ung mor. Men det er egentligt ikke noget, som går Camilla så meget på, udover når hun sidder til familiekomsammen hos farmor, hvor hende og Farmor er de eneste singler. Camilla smiler skævt. ”Men du ved, så tænker jeg, at det er jo ikke det allervigtigste. Det kunne være dejligt at have én at dele mit liv med, og det er fandeme skønt at være forelsket, men… når det ligesom ikke lige lader sig gøre, så prøver jeg virkeligt bare at fokusere på alt det, jeg har og gør for mig selv. Og på min nevø”.

… så lav en badass lemonade i stedet for appelsinjuice

Camilla fortæller, at i stedet for at være skuffet, bruger hun en masse tid og penge på at rejse verden tynd, tage til fridykkerkonkurrencer på eliteplan, og tage til træning hver aften. Og det havde hun bestemt heller ikke regnet med, at hun skulle.

”Det var virkeligt et stort vendepunkt for mig, da jeg fandt ud af, at jeg kunne fridykke”

”Nej, for jeg er jo slet ikke særligt sportsligt anlagt”. Jeg er ved at sprutte kaffen ud af munden. ”Hvabehar? Dig? Ikke sportslig?” Camilla ler. ”Nej, i hele gymnasietiden, mand, der festede jeg bare. Jeg chillede”. Nu er det min tur til at grine. ”Så blev jeg så tyk, så tyk, at jeg tænkte: Ej, nu er jeg nødt til at gøre noget ved det. Og så startede jeg til svømning… Og så fandt jeg ud af, at jeg kunne fridykke, og så…” Hun ser livligt på mig. ”Og så blev jeg elitesportsudøver. Det var et virkeligt stort vendepunkt i mit liv, da jeg fandt ud af, at jeg kunne fridykke,” siger hun alvorligt. Fridykningen, hvor man ikke behøver at være af en bestemt højde eller drøjde, gav Camilla så meget selvtillid, idét hun hurtigt kvalificerede sig til både DM og VM, og kom ind i et stærkt fællesskab af søde mennesker. ”Det var bare sådan en dejlig verden. Jeg blev så løftet”. Hvis ikke det var for fridykningen, havde Camilla nok ikke læst idræt, været elitesportsudøver eller startet sit firma op, fortæller hun. ”Og fridykningen lærte mig at reflektere over livet, og det har virkeligt udviklet mig”.

Det blege lys fra ovenlysvinduerne her på banegården lægger sig som et fint tæppe over al vrimlen, og Camilla og jeg lægger et øjeblik begge mærke til det. Vi vender tilbage til hinanden og snakker om, hvordan jagten på det perfekte nogle gange kan komme til at stå i vejen for, at man åbner øjnene op, fordi man venter på det i stedet for at forsøge at skabe det. Jeg spørger Camilla, om hun har et råd til andre, hvis liv har udformet sig til en lidt anden side, end de havde håbet på og regnet med. ”Et råd til dem?” spørger hun bekræftende, og blinker med de store, blå øjne. ”Hvis man skulle ende i en situation, hvor man tænker: ’Jeg fik ikke det, jeg ville have’, så må man for Guds skyld aldrig sætte sig ned og trille tommelfingre. Så må man hellere mærke efter i maven, hvad man ellers har lyst til at lave, og så kaste sig hovedkulds ud i dét. Efter halvandet år på sygeplejestudiet fulgte jeg endelig mit hjerte, og sprang ud i at læse idræt. Og så til hækkenfelt med om der er et job, når jeg kommer ud. Og til hækkenfelt med, om jeg ikke har fundet the one and only og har stiftet familie og bor i Vejle på en ødegård. Til hækkenfelt med alt det, for jeg har nu i mange år beskæftiget mig med noget, som jeg virkelig synes om, og som har givet min hverdag mening og indhold. Her og nu er et øjebliksbillede af en lang process, som bliver ved med at udvikle sig og forgrene sig, og det kan godt være, at nogle af de ting, som jeg havde drømt om, ikke kom til at ske. Men så skete der nogle andre ting, som ellers ikke var sket”.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.