- Reklame -

Kære Dagbog,

Jeg har tænkt en del over kassen på det seneste, på hvordan det er at leve i den. Den kasse, jeg mener, er den, som de 60+-årrige klummeskribenter fra Kristeligt Dagblad og Berlingeren, og samfundet i øvrigt, har puttet mig og mine jævnaldrende ned i. Den dér kasse, som er solidt bygget af stereotype, nedladende buzzwords som ”mig-generation” og ”12-tals-pige”. Den kasse, der står ”Millennial” på. Jeg har tænkt en del over, hvordan den ene artikel efter den anden har fortalt os om, at mennesker født mellem år 1980 og 2000, aka millennials, er nogle egocentriske, narcissistiske, perfektionistiske og overfladiske væsner. At de går ned med stress og angst hele tiden, fordi de ikke er helstøbte og dannede mennesker. At de vælger ikke at få børn, fordi de har så travlt med at realisere sig selv. Grunden til, at jeg har tænkt sådan over dette, er, at det nok har generet mig en smule. Det har generet mig at blive plantet som en krydderurt i en altankasse, og især i en så relativt ucharmerende én af slagsen. Jeg har følt mig misforstået, overhørt og stigmatiseret. Men så blev jeg pludseligt ydmygt bevidst om, at det jo sker for alle hele tiden – at mennesker verden over til alle tider altid har plantet sig selv og hinanden som krydderurter i altankasser med små, fine mærkater om stænglen, alt sammen for at kunne forstå sig selv og hinanden.

Sådan er det også med kassen ”millennial”. Når vi, der bor i kassen, foretager os noget, føler noget, eller tænker noget, bliver det ofte forklaret med, at vi er millennials, og vi får at vide, at sådan gør, føler eller tænker andre millennials også. Det kan indimellem føles lidt som om, at der bliver begået et integritets- og identitetstyveri på os; at vi, berøvet for selvet og en fri vilje, blot er produkter af tid og sted. Hvis du spørger min bedste ven om dette, vil han tage fat i sårskorpen, rive såret op, gnide salt i det og tisse dig øret ved at sige, at førnævnte jo nok rummer en hvis sandhed. For er vi ikke alle sammen blot produkter af vores tid? Gamle som unge? Mænd som kvinder? Jeg tænker modvilligt, at han nok har ret. Nogle mennesker er vokset op i en tid, hvor de voksne med ”nej tak til atomkraft”-skilte, Steppeulvene og fælles underbukser fortalte dem, at de skulle tage det roligt, tænke på hinanden og kæmpe for kærligheden og retten til fri abort. Så det bestræbte de sig på at efterleve. Eller også var de ved at brække sig over det, og søgte ordentligere og mere borgerlige græsgange, hvor man kunne være gesjæftig og effektiv og gå i sine helt egne underhylere. Det er så de græsgange, som vi millennials er vokset op på. Her har de voksne med nationale tests, forbrugerkultur og selvhjælpsbøger fortalt os, at vi skal købe os til lykken, finde os selv og blive til noget, at vi skal få det maksimale ud af livet og være den bedste udgave af os selv. Så det bestræber vi os på at efterleve. Eller også er vi ved at brække os og søger fælles og mere organismetænkende græsgange, hvor vi fortæller vores eget yngel i Steinerbørnehaven, at man skal være noget for hinanden, tænke miljørigtigt og gå i økologiske underhylere fra genneren, og sådan kan det fortsætte i uendeligheder med reaktioner og modreaktioner.

Jeg snakkede en gang om det her med min bedstemor, som var ung i 60’erne og 70’erne. Hun fortalte mig, at også hendes bedsteforældre udbrød: ”Ungdommen nu til dags” og himlede forarget med øjnene og rystede på hovedet over de unge. Så var det pigtrådsmusikken, den var helt gal. Så var det langt hår, det var endnu værre. Men mon ikke at min bedstemors bedsteforældre også havde set deres bedsteforældre himle med øjnene og ryste på hovedet i 1920’erne? Snakken med min bedstemor får mig i hvert fald til at tænke, at enten alle unge generationer er til at ryste på hovedet af og himle med øjnene over, eller at alle ældre generationer er nogle sure røvhuller, som bare kun kan se hullerne i osten. Det værste ved det hele er, at jeg nok også en dag kommer til at sidde dér og ryste på hovedet og himle med øjnene af mine børn og børnebørn, der lever i verden af i morgen, som jeg aldrig kommer til at forstå. For min hjerne blev wired up her, her i starten af 2000. Og så vil jeg have brug for at lave nogle ucharmerende altankasser, som jeg kan plante mit eget afkom og deres afkom i. Men indtil da vil jeg sidde her i min egen altankasse og ryste på hovedet og himle med øjnene af de gamle i deres altankasser, der til gengæld sidder og ryster på hovedet og himler med øjnene af mig. Hele livet er én lang hovedrysten, øjnehimlen og altankasseplantning af andre mennesker, som kommer fra verdener, vi ikke selv kommer fra, og sådan har det nok altid været.

Under alle omstændigheder, vil jeg ikke længere tage personligt, hvad artiklerne fra Berlingeren og Kristeligt Dagblads 60+-klummeskribenter, og samfundet i øvrigt, fortæller mig om min generation. Måske er vi millennials ikke så forfærdelige, kære dagbog, måske er menneskeheden bare sådan indrettet, at ingen af os fatter en skid af hinanden og tror, at vi ved meget bedre end alle andre. Det kunne være, at vi skulle tage og prøve at række ud efter hinanden i stedet for, at vi med en ærlig indsats burde prøve at forstå. På den anden side, så tror jeg faktisk ikke, at jeg gider at anstrenge mig for det. Hvad skulle det gavne mig? Desuden har jeg ret travlt med mit navlebeskuende, præstationsorienterede liv, så jeg har slet ikke tid til det. Jeg skal ud og realisere mig selv, grappe en vegansk latte 2go på vejen og dokumentere hele lortet på Insta.

Yolo,
Millennia McSelfie <3

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.