Alexander holder introduktionsforelæsning for de nye studerende i Riga
- Reklame -

Hvor langt vil man gå for sit drømmestudie? Da Alexander Wyckoff-Mähler i første omgang ikke kom ind på medicinstudiet i Sverige, valgte han at rive teltpælene op og flytte til Riga. Trods hårde krav og søvnmangel endte det med at blive de bedste år i hans liv.

I dag har Alexander sin vante gang og dagligdag på SDU, hvor han læser kandidat i medicin. Men forud for studiet i Danmark, ligger hårdt slid, sammenhold og en vilje af stål, der hjalp ham igennem sin bachelor, som han studerede i Riga.

Tilbage på skolebænken som i gamle dage

Da Alexander begynder at beskrive undervisningen og universitet i Riga, må jeg ærligt indrømme, at jeg blev ret chokeret over, hvordan den slags opførsel stadig kan finde sted, også så tæt på landene i Norden, hvor selvstændighed og frisind i højere grad præger undervisningen.

“Man stod altid på tæer, læste hele tiden og slappede aldrig af. Jeg joker med, at jeg ikke sov i to år.”

”Det er meget anderledes at læse i Riga. De er meget strengere. De første to år er de hårdeste år, og mange dumper. Det er et stort pres, fordi vi havde kurserne parallelt med hinanden. Det første år havde jeg 16 kurser, hvor der i cirka halvdelen af kurserne var ugentligt test. Man stod altid på tæer, læste hele tiden og slappede aldrig af. Jeg joker med, at jeg ikke sov i to år,” fortæller Alexander.

“Hun havde et spanskrør, så hvis du svarede forkert, kunne hun finde på at slå dig med det”

Undervisningsformen beskriver Alexander som forhold, der kunne ligne noget fra det forgangne Sovjetunionen, fordi der var et klart hierarki mellem forelæser og studerende. Forelæserne havde en højere rang end de studerende, og der var klare regler om, hvordan man opførte sig på tværs af rang.
”Vi havde en professor, som testede os under hendes forelæsninger. Hun havde et spanskrør, så hvis du svarede forkert, kunne hun finde på at slå dig med det,” selvom Alexander tilføjer, at hun var et ekstremt tilfælde, som også kaldte de studerende øgenavne og nægtede at give dem hånden, synes han alligevel, at det er et ret godt eksempel på hverdagen som studerende i Riga.

Med udfordringer vokser personer

Både igennem studiet og mødet med befolkningen i Letland opdagede Alexander, hvad folk er i stand til at udrette under pres, hvis man virkelig ønsker at kæmpe for det.
”Under dette pres udviklede jeg mig meget som person, og jeg indså, hvor meget jeg er i stand til, hvis jeg er motiveret for det. Det er en erfaring, jeg vil bringe med mig igennem hele livet,” fortæller Alexander.
Ligesom han selv indså, hvor meget han egentligt personligt selv kunne tåle og gå igennem for at nå sit mål, fik han også et indblik i en befolkning med dårlige kår, som stadig bærer præg af ødelæggelserne efter 2. verdenskrig. De brokkede sig aldrig men kæmpede i stedet. Det lærte ham en vigtig lektion om, at man kan, hvad man vil trods modstand.

Velkommen til din nye familie

En af de dyrebareste ting Alexander oplevede i Riga var at være en del af det fællesskab, der opstod blandt alle de internationale studerende.
”Jeg havde et meget stærkt bånd til de mennesker, jeg boede med i Riga. Jeg elskede båndet mellem de studerende, det er meget stærkere og tættere, end det er blandt de danske studerende. De internationale studerende er som en familie, lidt ligesom jeg oplevede det i militæret,” fortæller Alexander.

“De internationale studerende er som en familie, lidt ligesom jeg oplevede det i militæret.”

På grund af de store krav til dem i Riga blev de meget tætte og støttede hinanden i en grad, Alexander ikke oplever i Danmark. Han beskriver, at det kunne føles som om, at det var de internationale studerende mod verden. De gik ikke op i, hvem der fik de højeste karakterer, det handlede derimod om at hjælpe alle igennem sammen.

Fra sammenhold Riga til konkurrence i Odense

Efter nogle hårde men gode år i Riga valgte Alexander at flytte til Odense for at læse sin kandidat. Det gjorde han er flere af grunde. Blandt andet fordi han ønskede at forske i højere grad, som der er økonomisk større råderum for i Danmark, også fordi det i Danmark er gratis at studere modsat i Riga, hvor han selv betalte for det. Udover de faglige grunde, ønskede Alexander også at følges med de af hans studerende, der flyttede til Danmark, ligesom han håbede at blive mere accepteret for at være homoseksuel i Danmark, hvilket ikke blev accepteret åbent i Riga.

Her ses Alexander og hans kollega, som deltager i Bamsehospitalet i Riga

På det personlige område har Alexander været rigtig glad for at flytte til Danmark, hvor hans seksualitet er blevet accepteret i en grad, han har ikke har oplevet før. Derimod var der en række overraskelser ved at starte i et dansk studiemiljø.

”I Riga hjalp alle hinanden. Da jeg så kom til Danmark, spurgte jeg nogle studerende om hjælp til at finde en bog på PDF, hvor nogle af dem svarede, at det var uetisk, og at jeg skulle købe underviserens bog. Jeg forstod godt det argument, men det kom bag på mig, at de studerende ikke hjalp hinanden så meget. Det synes jeg er meget mærkeligt, og jeg oplever det som om, at det er hver mand for sig selv. Det er mere konkurrencepræget. Det chokerede mig,” fortæller Alexander.

“Det kom bag på mig, at de studerende ikke hjalp hinanden så meget.”

Han forstår ikke, at nogle studerende endda snakker grimt om deres studiekammerater, hvis de dumper i stedet for at hjælp dem videre. Men på trods af udfordringerne og overraskelserne ved både at læse i Riga og Danmark, vil Alexander klart opfordre folk til at rejse ud og opleve andre kulturer. Han tror på, at vi lærer meget som mennesker ved at befinde os i en kontekst, hvor vi ikke er vant til at være, uanset om det så er et hårdt studie i Riga eller et konkurrencepræget studiemiljø i Danmark.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.