- Reklame -

Det er en mørk og stormfuld aften. Det er den 25. september, og jeg er på vej op til Borgernes Hus, hvor Mørkemanden Mathias Clasen, som er horrorforsker og lektor i litteratur og medier på Aarhus universitet, skal holde foredrag om horrorgenren og psykologien bag. Læs med her og forstå, hvad horror er, hvad der skræmmer os, og hvorfor vi opsøger horror.

Lidt om horror

Når Matthias taler om horror, refererer han til den amerikanske litteratur- og mediegenre, som vi på dansk kalder ’gys’ eller ’gyser’. Mathias lægger ud med at forklare os, hvorfor han forsker i ’horror’ og ikke i ’gys’. Han smiler kækt på scenen. ”Ordet ’gys’ rummer en tvetydighed på dansk. Når min kone rører ved mig, kan min krop for eksempel ofte reagere med et gys. Men den reagerer ikke med horror, vel?” Publikum ler, og en legende og let stemning er sat. ”Nej. Så derfor bruger jeg ordet ’horror’, for det er der ingen tvivl om, hvad betyder,” siger han. Mathias fortæller, at horrorgenren er ligeså gammel som mennesket selv. ”Mennesket har i alle dele af verden til alle tider fortalt hinanden uhyggelige historier om grumme væsner og rædselsfulde fænomener. Men i litteraturen tales der om horrorens fire guldaldre. Den første er slutningen af 1700-tallet, hvor man skrev uhyggelige kærlighedsromaner. Twilight og Vampire Diaries er altså ikke noget nyt,” smiler han. ”Den anden er slutningen af 1800-tallet, hvor mange af mysterieklassikerne blomstrede frem. Altså romaner som Dr. Jekyll & Mr. Hide, Frankensteins Monster osv.” Han ser ud på os. ”Den tredje er 1970’erne og 80’erne, hvor slash og splatterfilm indtog biograferne, og den fjerde og sidste er vi netop trådt ind i: De sene 10’eres socialrealistiske og kunstneriske horrorhistorier, som er ret anderledes fra det, horror hidtil har repræsenteret”.

Indlevelsens vigtighed

Matthias fortæller, at horrorgenren igennem tiden har fundet vej frem i samtlige underholdningsmedier: Mundtlig historiefortælling, noveller, romaner, lydbøger, podcasts, teater, film, serier, computerspil, VR, samt Horror Houses. ”Særligt VR, computerspil og Horror Houses vinder mere og mere indpas, og har allerede oversteget litteraturen i indtjening,” siger Mathias. ”Hvorfor tror I det?” spørger han.

“… i interaktive medier er indlevelsen endnu større, og horroreffekten derefter, fordi interaktivitet øger indlevelsen”.

Der er stille. ”Dels fordi at det er nye horrormedier, som kan skræmme folk på en ny måde og sprænge nye grænser. Men særligt fordi, at disse horrormedier er dem, som giver mulighed for størst mulig indlevelse, som er det allervigtigste i god horror. I en god horrorroman eller -film spejler vi fiktive personers emotionelle tilstande, og oplever derfor en stor indlevelse. Men i interaktive medier er indlevelsen endnu større, og horroreffekten derefter, fordi interaktivitet øger indlevelsen”.

Hvad er vi bange for?

Det er forskelligt, hvad folk er bange for, men alligevel er der mange af de samme monstre eller uhyrer, som går igen i store dele af horrorgenren på tværs af medier: Kæmpeedderkopper, superintelligente hajer, klovne, spøgelser, vampyrer, varulve, små uhyggelige piger, og ikke mindst zombier. Men hvorfor ser vi de samme ting igen og igen? ”Monstre i populærkulturen er en spejling af fortidens trusler med moderne updates,” forklarer Mathias. Jeg tænker på, at der da ikke løb zombier eller klamme klovne rundt i jægerstenalderen. Mathias smiler, og svarer på hele salens uudtalte spørgsmål.

“Grunden til, at vi er bange for klovne, at klovne repræsenterer uforudsigelighed.”

”I jægerstenalderen døde kun 10 % af folk en naturlig alderdomsdød, resten blev enten dræbt af angreb fra andre mennesker eller dyr, eller døde som følge af sygdom. Derfor udviklede menneskets hjerne et overfølsomt frygtsystem, som er designet til at være særligt på vagt overfor sygdom eller angreb,” forklarer han. ”F.eks. er grunden til, at vi er bange for klovne, at klovne repræsenterer uforudsigelighed. Klovnen er en voksen mand med et barns impulsivitet og voldelige adfærd. Samtidigt er han sminket så kraftigt, at vi har svært ved at aflæse hans ansigtsmimik, hvilket slører hans intentioner. Han er altså dobbelt uforudsigelig, og det har vi god grund til at frygte ud fra et evolutionært synspunkt,” siger Mathias. ”Zombier, f.eks., er også uforudsigelige, fordi de er menneskelige uden at være menneskelige, og fordi de er kraftigt normafvigende. Men de repræsenterer samtidig fordærv, død og smittefare, hvilket vækker angst og væmmelse i os på flere planer. Det er derfor, at de er så populære monstre”.

Hvorfor vil vi have horror?

Statistikken i Matthias’ forskning viser, at 50 % af et repræsentativt befolkningsudsnit er horrorglade i større eller mindre omfang. ”Og det er jo egentligt lidt underligt, er det ikke? At så mange af os gladelig betaler i dyre domme for at blive skræmt til døden. Det er det, som vi kalder horrorens paradoks: Hvorfor søger vi egentligt at skræmme livet af os selv?” Efter en kort kunstpause fortæller Matthias, at vi kan forstå paradokset ud fra evolutionspsykologien. ”Når vi opsøger horror, er det i virkeligheden fordi vi leger. Biologien har indrettet vores og andre pattedyrs hjerner sådan, at vi finder nydelse i at lege. For når vi leger, er vi i en sikker ramme, hvor vi tilegner os færdigheder, som hjælper os med at overleve både fysisk og socialt i den virkelige verden. Som børn leger vi gemmeleg og fangeleg, som hjælper os til at undslippe farlige forfølgere. Når vi slås for sjov, lærer vi at slå fra os”. Han ser ud over publikum. ”Og når vi som voksne ser horrorfilm eller tager i Horror Houses, så får vi skubbet til vores grænser i en sikker kontekst, hvor vi lærer at håndtere og regulere vores angstfølelser i mødet med noget farligt. Og det gør os mere overlevelsesduelige – både som individ og som art,” slutter han.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.