Foto: Mickey. Privatfoto.
- Reklame -

På denne junidag bryder Solens stråler insisterende igennem det flåede skydække, og vinden danser med hvem, den vil. Måske ved Helligånden godt, at Mickey og jeg skal mødes for at tale om Gud. Jeg går igennem den årvågne verden og ankommer vindomsust til Studenterhuset, hvor jeg møder Mickey, som læser cand.psych. på SDU og er kristen i en frikirke. Jeg får et venligt klem, og vi går ind for at købe en kop kaffe til mig, så min hjerne kan komme godt i gang med at forstå Mickeys åndelige verden.

Hverdagsnær trospraksis med elguitar

Den kristne tro har altid været en stor del af livet for Mickey, som er vokset op i pinsevækkelsens frikirkelige trosfællesskab. Jeg spørger Mickey om, hvad det vil sige at være kristen i frikirke, og hvordan frikirkerne adskiller sig fra folkekirken. Han ser på mig med sine varme, mørke øjne. ”Grundlæggende tror vi jo på det samme som folkekirken,” oplyser han. Mickey fortæller, at frikirker i modsætning til folkekirken ikke er underlagt stringente regulativer. Dette afspejles for eksempel i en mere frimodig og anderledes liturgi, altså i måden hvorpå de frikirkerne driver deres kirke og afholder gudstjenester. ”Det er mere moderne og hverdagsagtigt,” siger Mickey, og fortæller om løsere gudstjenester med stående, rytmisk lovsang bestående af elguitar og høj musik. ”Og det har både fordele og ulemper. Der er noget smukt og andægtigt i folkekirkens salmer, som fortæller om, at Gud virkelig er out of this world. Det har vi ikke på samme måde i vores lovsange, hvor vi ofte synger til Gud som vores bedste ven eller far. Vi menneskeliggør relationen… Og det er jo ikke dårligt, men det tager også noget fra”. Mickey fortæller mig, at det spirituelle og Helligånden også fylder mere for pinsevækkelsens frikirke end for folkekirken. ”Særligt på grund af pinsen. For det, der skete i pinsen, var, at Ånden kom til jorden. Efter at Gud havde sendt Jesus til jorden, og at Jesus nu var død og draget til Himmelen, ville Gud ikke forlade os. Han ville stadig have fællesskab med os. Så Guds måde at skabe fællesskab med os, når Jesus ikke var på Jorden, var at sende Helligånden”. Jeg spørger Mickey, om han så har et særligt forhold til Helligånden? ”Ja, for han er min kontakt til Gud, så at sige,” siger han og smiler høfligt.

Den personlige relation til Gud

Og netop den personlige kontakt til Gud er et andet sted, hvor pinsekirken og andre frikirker som karismatisk kirke adskiller sig fra Folkekirken, informerer Mickey mig. ”Det handler om, at jeg skal lære Gud at kende. Jeg skal mærke Gud”.

”Det er et løfte fra Gud, at selvom jeg nogle gange mislykkes med ting, så vil Han aldrig stille mig en opgave, som jeg ikke kan overkomme. Og det er en stor tryghed… Også selvom det i perioder ikke føles sådan”

Jeg spørger ham, hvordan han mærker Gud, og han reflekterer et øjeblik. ”Nogle gange får jeg for eksempel nogle idéer eller tanker, som jeg ved ikke er mine egne. Som er mere i overensstemmelse med, hvad Gud er, end med hvad jeg selv er. Eller somme tider under en gudstjeneste eller lovsang, som ofte er hverdagsrelevant og relaterbart for den enkelte, der mærker jeg Gud på en mere følelsesmæssig måde” fortæller Mickey og smiler.

”Dette billede er fra en af vores gudstjenester og afspejler fint, hvordan vi mødes i min kirke om søndagen,” siger Mickey.

Jeg beder ham uddybe. ”Hm, ja… Det kan for eksempel være den dér følelse af, at Gud elsker mig uanset hvad. Eller følelsen af taknemmelighed for, at Han bliver ved med at tilgive, hjælpe og velsigne mig, selvom jeg ikke altid mener, at jeg fortjener det”. Jeg spørger Mickey, om han ved at Gud elsker ham, fordi at han kan mærke det, eller fordi at det er et løfte fra Gud i Bibelen? Mickey ser værdigt på mig, og det blege lys fra den kolde dag tillægger hans kind et blåligt skær. ”Begge dele. Det er kernebudskabet i hele troen, at Gud elsker os først. Han ofrede sin søn for at frelse os, for at vi kan komme i Himmelen og være sammen med ham. Men det kan jeg jo godt glemme nogle gange, når jeg af til opfører mig ganske uelskværdigt, eller når det kan være svært at være til … Men så mærker jeg, at Gud elsker mig betingelsesløst på trods. Og det giver virkeligt en styrke”.

Valget om at tro i en verden med ondskab

Denne ubetingede kærlighed fra Gud er for Mickey et nødvendigt fundament at stå på i livet, også selvom troen til tider kan blive udfordret. ”Jeg ved, at Gud har en plan med mig, at jeg går i forud-beredte gerninger så at sige. Det er et løfte fra Gud, at selvom jeg nogle gange mislykkes med ting, så vil Han aldrig stille mig en opgave, som jeg ikke kan overkomme. Og det er en stor tryghed… Også selvom det i perioder ikke føles sådan”. Mickey smiler skævt og fortæller mig, at han for eksempel altid har fået af Gud, hvad han har haft brug for.

”Tro er et valg, man træffer hver dag. Om så det gælder troen på Gud, videnskaben, eller livslang kærlighed mellem to mennesker. Jeg oplever jo en relation til Gud hver eneste dag, så det er den sandhed, som jeg har valgt at klynge mig mest til”

”Men ofte er det, man har brug for, og det, man har lyst til, ikke det samme,” siger Mickey lidt hemmelighedsfuldt. Jeg følger hans tanker, men der er noget, som jeg bare ikke kan få til at give mening. ”Men… hvorfor er der så meget ondt i mennesket og i verden, hvis Gud findes?” spørger jeg ham. Et interesseret smil møder mig på den anden side af bordet, og jeg får en fornemmelse af, at dette spørgsmål ikke kommer bag på Mickey. ”Ja, hvis Gud er almægtig, og Gud er kærlig, hvordan kan ondskab så eksistere? Her går du ind i et meget gammelt teologisk dilemma, som hedder teodicé-problematikken…” Han holder en kunstpause. ”Og det, der kendetegner dilemmaer, er, at man ikke kan finde ud af dem. Men… I min erfaring leder det frem til et valg om at tro, når man logisk ikke kan forklare det” siger Mickey adstadigt.

“Og når Kirken igennem historien har fordømt mennesker, så er det ikke fordi, at Gud fordømmer mennesker. Så er det fordi, at Kirken har misforstået Gud og Guds kærlighed til alle. For Gud elsker alle,”

”Jeg forstår godt, hvorfor man kan have et behov for at prøve at forstå Guds eksistens. Men for mig er det ikke så interessant at tænke over, for der er så mange sandheder i verden, også i videnskaben for eksempel, som man hverken nu eller nogensinde kan forstå eller forklare”. Vi ser på hinanden i stilhed et kort øjeblik. ”Tro er et valg, man træffer hver dag. Om så det gælder troen på Gud, videnskaben, eller livslang kærlighed mellem to mennesker. Jeg oplever jo en relation til Gud hver eneste dag, så det er den sandhed, som jeg har valgt at klynge mig mest til” erklærer han med varm og fast stemme.

Det, der kan være svært

Vi er nået til mit sidste punkt på dagsordenen. ”Er der så også noget, der er svært ved at være troende, når den omgivende verden ikke er det?” spørger jeg ham. ”Jamen, det er der da bestemt,” siger Mickey prompte. ”For vores værdier er jo anderledes. Der er for eksempel ting, som jeg ifølge Bibelen ikke bør gøre, men som man gør vildt meget i verden. Og der kan jeg jo godt blive i tvivl om, hvad det rigtige og gode liv er. Jeg står på en måde i opposition til verden og fællesskabets værdier, og rent socialpsykologisk kan det jo være voldsomt ubehageligt,” siger han eftertænksomt. Så mildnes hans ansigt og øjnene glimter. ”Men så tænker jeg: What would Jesus do? Og så prøver jeg at leve, som Gud vil det, for jeg tror, at det er det bedste”_. Mickey fortæller mig, at dette bestemt ikke betyder, at han dømmer andre for at leve på en anden måde. ”Det er et andet sted, hvor det kan være svært at være kristen i en sekulær verden. De fleste tror, at det centrale i Kristendommen er, at mennesker synder, at Gud dømmer os, og at vi skal straffes. Folk har derfor tit spurgt mig, om jeg så også dømmer dem og synes, at de er forkerte, fordi de ikke er kristne.” Han ser alvorligt på mig. ”Nej, det gør jeg ikke. Og når Kirken igennem historien har fordømt mennesker, så er det ikke fordi, at Gud fordømmer mennesker. Så er det fordi, at Kirken har misforstået Gud og Guds kærlighed til alle. For Gud elsker alle,” understreger han med en rolig autoritet i stemmen.

”Men det er ikke bare et dejligt budskab, som jeg tror på, fordi at det er en rar virkelighed. Jeg synes jo, at det er sandheden”

Jeg sidder på den anden side af cafébordet og bliver lidt rørt, og siger: ”Det er et dejligt budskab”. Mickey betragter mig nu med et blik, som efter min overbevisning rummer et gran ærgrelse og bestemthed. Hans stemme er venlig: ”Ja… Det siger folk tit. Men det er ikke bare et dejligt budskab, som jeg tror på, fordi at det er en rar virkelighed. Jeg synes jo, at det er sandheden”. Det går op for mig, at jeg uden at have villet det netop mødte Mickeys tro på en måde, som måske afspejler endnu et svært aspekt ved at være kristen i en sekulær verden: At mange ikke-kristne fejlagtigt går ud fra, at de kristne tror på Gud, fordi at det er rart. Men jeg har på fornemmelsen, at Mickey forstod mine ord, som de var ment, og at jeg er tilgivet. Han sender mig i hvert fald et stort smil, og vi snakker livligt videre om tro, åndelighed og menneskelivet et par hyggelige timer endnu.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.