- Reklame -

Når man har ondt i livet, kan det være rigtigt betydningsfuldt at snakke med nogen om det. Og nogle gange må denne nogen gerne være et menneske, som ikke kender én. Et menneske, der lytter fordomsfrit og indfølende. Måske et menneske som Lene, studenterpræsten på SDU. Læs med her, og hør lidt om Lenes vigtige og sundhedsfremmende virke.

Studenterpræstens opgave

Lene har været præst i næsten 20 år, og har siden 2010 været sognepræst i Hjallese Kirke, hvor hun arbejder med konfirmationer, bryllupper, gudstjenester og begravelser, altså helt klassiske præsteopgaver. Men siden 2017 har hun fungeret to tredjedele af tiden som studenterpræst på SDU. ”Og her har jeg den funktion, at jeg er sjælesørger og samtalepartner. Det er min primære opgave som studenterpræst,” siger Lene venligt. ”Jeg tilbyder personlige, fortrolige samtaler med studerende”. Hun holder en kort pause. ”Jeg holder ikke gudstjenester eller andagter, og jeg er her ikke kun for de kristne studerende. Nej, alle, der måtte have brug for at tale med nogen, kan tale med mig, hvis de har lyst,” understreger Lene, og ser mildt på mig.

”Alle, der måtte have brug for at tale med nogen, kan tale med mig, hvis de har lyst,”

Lene fortæller, at hun er på universitet 3-4 gange om ugen, hvor hun disse dage har omkring 3 samtaler. ”Og jeg sætter halvanden time af, så der er mulighed for god tid til det hele,” smiler hun. ”For oftest er det jo sådan, at folk egentligt bare har brug for at snakke, læsse af, blive lyttet til. Jeg er jo hverken studievejleder eller terapeut, så jeg kan ikke hjælpe med at lægge detaljerede studieplaner eller drive terapi. Men jeg kan lytte”. Lene fortæller, at rummet hos hende er målfrit og præstationsfrit. ”Her er et frirum, hvor man kan trække vejret, tage ned fra hylderne og lette sit hjerte… Og ikke præstere noget”. Hendes blågrå øjne glimter.

Skam og utilstrækkelighed

Jeg spørger Lene, hvad det typisk er, at folk kommer for at tale med hende om. Hun tager en dyb indånding. ”Jamen folk kommer jo med alt muligt. Og det er alle, der kommer: Mænd, kvinder… Alle fag… Kristne, muslimer og agnostikere,” forklarer Lene. De studerende henvender sig typisk med, at de godt kunne bruge én at tale med om f.eks. sygdom i familien, manglende læselyst og motivation, stressende boligsituationer eller kærestesorger. ”Men som regel ender vi jo med at brede det mere ud. Der er jo ofte også nogle andre faktorer, der spiller ind eller ligger til grund, når man er ked af noget. Og nogle gange er det, man er ked af, måske bare den ting, der fik hele læsset til at vælte for én”.

”Jeg tænker derfor ikke, at min opgave er at flytte folk. Min opgave er i højere grad at lytte, så jeg kan hjælpe folk til at kunne flytte sig selv ved at hjælpe dem med at finde et lys i mørket”

Lene oplever, at dette læs hos mange af de studerende ofte består af følelser af utilstrækkelighed i en perfektionistisk verden. ”Vi lever jo i det her præstationssamfund, hvor man virkelig skal være dygtig og optimal på rigtigt mange områder. Udseendet… Éns sociale liv… Fritidsinteresser og karakterer. Og når man lever et sted, hvor stemningen ligesom er, at det skal være sådan, så er det bare sindssygt hårdt og svært, hvis éns liv ikke ser sådan ud. Og når man ikke ’lykkes’ med at leve op til idealerne, så er det, at skamfølelserne kommer,” forklarer Lene alvorligt. Vi taler om, at skam er en menneskelig grundfølelse, som alle dage har fulgt os, og alle dage vil følge os. At den endda er en vigtig, opdragende rettesnor i en social verden, og derfor ikke som sådan er skadelig i sig selv. ”Men når skamfuldheden bliver eksistentiel, når den rettes indad og bliver til en konstant selvkritik, så forhindrer os i at leve vores liv. Og det er dér, at den bliver skadelig. For selvkritikken fodrer skammen, og jo mere skamfulde vi er, jo mere tavse bliver vi. Tavsheden er det, der gør os syge og holder os fast i mørket,” siger Lene.

Lytning flytter bjerge

Lene forklarer, at følelser som skam, utilstrækkelighed og afmagt jo ikke er noget, man kan løse fra den ene dag til den anden, og at det heller ikke er noget, som Lene kan gøre for de studerende. Det, som Lene kan hjælpe de studerende med, er at træde et skridt tilbage og se deres liv udefra. ”Første skridt for de studerende er at indse og anerkende, at livet er som det er lige nu. Næste skridt er at tage mod til sig, bryde tavsheden og tale om det, for ord har en særlig kraft. Det at forklare og sætte ord på sit liv foran en anden kan dels give afløb for smerte og lindre følelsen af skam. Men det kan også hjælpe én selv med at blive klar over, hvordan man har skruet sit liv sammen. Det kan hjælpe én til at se og forstå, hvorfor man har det så dårligt… ”. Lene ser tænksomt ud ad vinduet. Så rettes hendes varme blik mod mig. ”Det kan hjælpe én til at finde et lys midt i mørket, en retning, der tegner sig i kaosset foran én… Og det har man brug for at finde for at kunne flytte sig. Jeg kan give nok så mange råd og gode ord med på vejen, men det er ikke sådan, folk finder deres lys,” siger hun, og læner sig lidt tilbage i stolen. ”Jeg tænker derfor ikke, at min opgave er at flytte folk. Min opgave er i højere grad at lytte, så jeg kan hjælpe folk til at kunne flytte sig selv ved at hjælpe dem med at finde dét lys i mørket. For dét lys, det ser man bedst, når man sætter ord på sit liv. Og det er nemmest at sætte ord på sit liv, når der er nogen, der lytter,” opsummerer hun. Vi er tavse sammen et øjeblik. Lene smiler underfundigt. ”Ja. I begyndelsen var jo Ordet”.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.