Når omsorg er det fælles sprog

0
105

Mens de fleste bruger sommeren på charter eller lange backpackerture, valgte jeg i år at give to uger af mig selv til frivilligt arbejde i en SOS Børneby. Her lærte jeg, at venskaber, omsorg og glæde sagtens kan opstå, selvom man ikke taler samme sprog.

Jeg sidder i flyet på vej tilbage mod Danmark efter tre uger i Ungarn. Der er tårer i øjnene og foran mig, på det lille klapbord, ligger grunden til tårerne, der heldigvis er glædestårer. Små sedler, hilsner, tegninger, billeder, halskæder og indsamlede sten vidner om de to foregående uger, jeg har brugt i en SOS Børneby. Her har jeg sammen med syv andre frivillige fra resten af verden været med til at arrangere og afholde sommerlejr for 14-16 børn i alderen 6-14 år på en såkaldt work camp, som jeg har været på gennem Global Contact. Børnene talte ungarsk, vi talte engelsk så der var ligesom første udfordring.

Privatfoto. Gruppebillede af frivillige og børn

Work camp

Da jeg flere måneder tidligere meldte mig som frivillig til work campen, havde jeg ingen idé om, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste, vi skulle afholde sommerlejr for børnene i landsbyen, så de kunne få gode oplevelser og adspredelse. Dog var alene det at forestille sig SOS Børnebyen svært. Vi kender alle sammen reklamerne for SOS Børnebyerne fra fjernsynet, men dér er det altid små, afrikanske børn, man ser. Børnene her er langt fra afrikanske, men mange af dem er alligevel små, underudviklede både fysisk og mentalt og mangler kærlighed og omsorg. Flere gange mindede vi frivillige hinanden om, at dette sted er bedre end så meget andet – og børnene, der her bor hos en plejemor, har det alligevel langt bedre nu end de kår, de har haft de første år af deres liv.

Masser af kærlighed

Selvom vores opgave var at arrangere sjove aktiviteter for børnene, så de fik en god uge i deres sommerferie, gik det alligevel hurtigt op for os, at det i langt højere grad handlede om at yde omsorg og give kærlighed til dem. Jo, de synes, det var fedt at være i vandland og klatrepark, men det gav ligeså høje grin og hvin, når vi løb rundt med dem på ryggen. Det vigtige var ikke at afvise dem, når de havde brug for et kram, holde i hånden eller kom med små ting til os.

Jeg ville lyve, hvis jeg ikke også sagde, at de to uger var hårde. Der var tidspunkter, jeg havde lyst til at sætte mig ned og tude, fordi man hele tiden er så meget på, og samtidig ser børn, der har været igennem så meget. De fleste af os frivillige var så udkørte og trætte, at vi ikke engang opdagede, når vi kom til skade, før vi så blodet. Det er hårdt at være et sted med børn, hvor man ikke taler samme sprog, da kun én frivillig talte ungarsk. Det gør det enormt svært at løse konflikter børnene imellem, når du ingen idé har om, hvem, der sagde hvad – og hvad det betød.

Det fælles sprog

Samtidig er der også noget absolut magisk i at opleve, hvordan man sagtens kan komme til at holde af mennesker uden at kunne tale samme sprog. Det var en kæmpe sejr, da jeg fik en dreng, der første dag ikke engang ville holde min hånd, til i løbet af dagene at åbne sig så meget op, at han rent faktisk foretræk at være sammen med mig, og endda en dag proklamerede, at han ville giftes med mig. Det endte også med at være ham, jeg havde sværest ved at sige farvel til.

Mængden af minder, der ligger foran mig på klapbordet på flyet, fortæller i hvert fald en hel klar historie om, hvor fantastisk det har været. De små, skrevne hilsner, de malede sten og hjemmelavede smykker stammer dels fra de andre frivillige, dels fra børnene. Og det er de minder, børnene har givet mig, der står stærkest frem.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.