- Reklame -

Kender du også én, som bare kan fortælle helt vildt mange uhyggelige fortællinger? Det gør jeg. Emil, som læser cand.psych. er én af dem, der kender rigtigt mange spøgelseshistorier. I anledning af, at Alle Helgens Aften i går, vil Emil gerne fortælle dig en ordentligt klam vandrehistorie. Så hvis du er til gys og gru, så læs med.

Vi sidder, Emil og jeg, på en bænk lige ved Odense Å. Vejret ved ikke, at der skal gyses og skræmmes. Solen står højt på himlen, det er næsten 20 grader, og vi drikker en ’Selma’ og en ’Frede’ – to juices fra Nelle’s. ”Jeg kan mange spøgelseshistorier. Jeg kan så mange, så jeg ikke rigtigt har overblik over dem længere,” halvgriner en Emil med øjne, der glimter i efterårslyset. ”Har du en rigtigt uhyggeligt i tankerne, som du vil fortælle mig nu?” spørger jeg, og fortryder det allerede lidt. ”Ja, jeg har én i hovedet nu, som står mig ret klar. Det er en gammel én, og jeg har fortalt den mange gange”. Den historie, vi skal til at høre, er en amerikansk urban legend, eller en vandrehistorie. Emil forklarer, at vandrehistorier oftest opstår, fordi man vil skræmme børn og unge mennesker fra at gøre noget, man ikke vil have dem til. Er du klar?
”Historien handler om den her lille pige. Vi skal nok forestille os, at hun er omkring 10 år gammel, for hun er ung, men er stor nok til at kunne mange ting selv. Den her lille pige er så alene hjemme i sit kæmpe store hus, for selvfølgelig skal det være et kæmpe stort hus jo.” Emil griner lidt. ”Det er en mørk og stormfuld aften som altid,” griner han igen, ”og man ved ikke, hvorfor hun er alene hjemme, men det er hun bare. Klassisk vandrehistorie. Den lille pige skal til at sove, for det er hendes sengetid. Så hun går lige rundt i huset for at tjekke, at der er låst og lukket over det hele, vinduer og døre, hele molevitten. Alt er gennemtjekket, kælder og loft. På den måde sikrer hun sig, at hun er OK,” fortæller Emil. Jeg lytter. ”Da hun har tjekket det hele efter, så går hun op på sit værelse og går i seng. Hun tjekker lige efter, at hendes trofaste og loyale hund ligger ved hendes side. Det er sådan en stor schæferhund, en rigtig vagthund, som hun har det her ret tætte bånd med. Inden hun skal til at sove, så rækker hun lige sin hånd ned til hunden, så den kan slikke hende på hånden. Det er en måde for hende at sikre sig, at Trofast stadig er der, for så er hun i sikkerhed. Trofast slikker hende på hånden, og hun lægger sig til at sove. Men så på tidspunkt, midt om natten, måske nogle timer senere, der vågner pigen igen. Hun hører den her dryppelyd, ligesom en vandhane. Dryp, dryp, dryp. Pigen tænker, at det var da lidt mærkeligt, gad vide, hvad et er for noget. Så hun går lige rundt for at se, hvad det er, der foregår. Hun finder umiddelbart ikke noget, der er galt, hverken vandhane, eller noget. Den lille pige vælger at ignorere det, og går i seng igen. Hun rækker hånden ned, og hunden slikker hendes hånd igen, så hun føler, at hun er i sikkerhed. Pigen falder så i søvn igen,”. Emil holder en kort pause, og ser på mig. ”Men så vågner hun igen lidt senere, til den samme dryppelyd. Dryp, dryp. Dryp. Den her gang tænker den lille pige: ’Okay, hvad i alverden foregår der?’ men hun vælger ikke at tjekke det den her gang. I stedet rækker hun bare hånden ned til hunden igen, så den kan slikke på den og vise hende, at hun er i sikkerhed. Den slikker hendes hånd, og med det samme falder pigen i søvn endnu en gang.” Jeg begynder at blive utilpas nu. Det kan Emil godt se. ”Men så er det, at pigen vågner en sidste gang. Men denne gang er det morgen, natten er gået, og der er lys i hele bygningen nu. Dryppelyden er der stadigvæk. Dryp, dryp, dryp. Pigen tænker: ’Hvad er det for noget, altså?’. Denne gang sporer hun lyden ind til toilettet, badeværelset. Hun kigger ned og ser, at hunden ikke er ved hendes side ved sengen længere. Hun stiger ud af sengen og går hen mod badeværelset, åbner døren… Og så lige ved toilettet, lige på badeværelset, lige der, der ser hun blod over det hele. Hendes hund er lemlæstet, faktisk flænset op, altså dissideret åbnet, med indvolde og det hele ud over hele toilettet.” Jeg får en kort pause til at tænke: Men… hvis det var hundens blod, der dryppede hele natten… Hvem var det så, der…? Emil afbryder min tankerække. ”Og på spejlet står der med hundens blod skrevet: ’Mennesker kan også slikke’. Ja, der kan man så tænke sig til resten,” slutter Emil med et skælmsk smil.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.