- Reklame -

SmerteLinjen er et gratis rådgivningstilbud til smertepatienter og deres pårørende, hvor frivillige rådgivere sidder klar til at lytte og vejlede. Dette gælder, uanset om smerterne er akutte eller kroniske, og uanset henvendelsesårsag. Sund & Hed har snakket med Mathilde, som læser cand-psych., og som har været frivillig på SmerteLinjen siden januar 2018. Læs med her og hør lidt om hendes arbejde.

Funktionen som psykologistuderende rådgiver

Jeg spørger Mathilde, hvad hendes arbejde konkret består i. ”Ja, vi får udleveret en arbejdstelefon, som vi sætter på ’aktiv’, og så bliver alle, der ringer til smertelinjen i det tidsrum, omstillet til mig. Rådsøgerne kan se på hjemmesiden, i hvilke tidsrum der hhv. er psykologistuderende, socialrådgivere, smertesygeplejersker eller ’erfarne’ smertepatienter ved telefonen, og sådan vælger de selv, hvem de vil snakke med,” forklarer hun. De frivillige på smertelinjen har altså forskellige faglige baggrunde og kan derfor tilbyde forskellige former for vejledning. Jeg spørger Mathilde hvad hun som psykologistuderende tilbyder. ”Det er ret forskelligt, hvad folk ringer ind med. Men ofte ringer folk til mig, fordi de kede af det eller frustrerede og har brug for lidt psykologisk krisehjælp, hvis man kan kalde det det,” svarer hun og smiler. ”Men der er også nogle, som ringer ind for at bryde den her følelse af ensomhed og isolation, som mange smertepatienter sidder med… Nå ja, og så er der dem, som har brug for lidt gode råd til, hvordan de kan cope med deres situation og tackle udfordringerne i hverdagen”. Mathilde forklarer, at hun ikke må lave terapi på rådsøgerne, men at hun har støttende og rådgivende samtaler, hvor hun er blevet instrueret i at trække på nogle af de terapeutiske principper, som ses i for eksempel Acceptance and Commitment Therapy. Dette er en terapiform, som er særligt anvendelig ved kroniske smertepatienter, fordi den fokuserer på, hvordan man bedst kan leve et meningsfuldt liv i tråd med sine værdier og identitet med kroniske smerter.

”Der kan være udfordrende ting ved det…

Jeg spørger Mathilde, om der er noget ved hendes arbejde, som kan være svært? Hun ser på mig med sine blå øjne. ”Jeg synes, at det er udfordrende, når de har den her håbløse tilgang, hvor de ser sort på alting. Det betyder, at intet af det, jeg siger til dem, når rigtigt ind,” siger hun indfølende. Mathilde fortæller mig, at dette måske er særligt svært for hende, fordi hun selv har kroniske smerter som følge af hjernerystelse. ”Jeg kan kende deres tankemønstre og tanker. Jeg ved, hvordan de har det, virkelig. Og jeg ved jo, at da jeg selv havde det værst, var der ikke nogen, der ville kunne få mig til at have det bedre ved at snakke med mig på den måde. Når man har så ondt og intet kan, så forsvinder meningen med livet bare,” fortæller Mathilde. ”Jeg tror også, at fordi jeg selv har haft det så tæt inde på livet, så kan jeg måske nogle gange blive lidt for medfølende… Nogle gange kan jeg tage mig selv i at blive håbløs med dem,” siger hun med et lille smil. Mathilde er dog kommet godt omkring dette ved at fokusere på at være støttende og anerkendende, og ved at hjælpe patienterne med at finde de små, positive ting i deres hverdag, som de kan hæfte sig ved. ”Når de siger, at de intet kan, så spørger jeg dem fx, om de har taget tøj på, været i bad eller lignende i dag. Og hvis de kan sige ja til dette, fortæller jeg dem, at så kan de jo også noget. Det hjælper dem nogle gange at tænke sådan,” smiler Mathilde. Hun er stille lidt, tænker sig om. ”Men det sværeste for mig er nok, at jeg ikke kan redde dem. Jeg har en halv time pr. samtale. Jeg kan ikke redde deres verden… Men jeg kan så et lille bitte frø, som måske kan være et skridt videre på vejen til bedring,” siger hun med en varm og kærlig stemme.

… men alt det gode fylder så meget mere”

Selvom arbejdet med smertepatienter nogle gange kan være udfordrende og emotionelt hårdt, så er Mathilde og de andre rådgivere så godt rustede, som de overhovedet kan være. ”Vi fik i starten et tredages oplæringsforløb, hvor vi blev undervist i forskellige teknikker i kommunikation med smertepatienterne,” forklarer hun, ”og så har vi også masser af supervision og hjælp til rådighed”. Mathilde ser derfor på det svære ved arbejdet som en udvikling- og læringsproces, og som en mulighed for at blive bedre forberedt på jobbet som psykolog på den anden side af studiet. ”Ja… Og så giver det bare en virkeligt god følelse, at man kan mærke, at man har plantet det dér lille frø i mennesker, som har så meget lidelse i deres liv… Langt de fleste bliver jo bare så glade og taknemmelige for, at nogen har villet lytte til dem og snakke med dem,” siger Mathilde med varme i blikket. Nogle gange er det også bare det, at man har gjort nogens dag lidt bedre, forklarer hun. ”Nogle gange kan en rådsøger ringe ind og være vildt frustreret og ked af det. Men så kan man mærke, hvordan de gennem samtalen bliver mere og mere afklarede, glade og håbefulde”. Vi ser lidt på hinanden i stilhed. ”Arbejdet på SmerteLinjen giver også utroligt meget mening for mig, fordi jeg selv har været helt nede i kulkælderen på grund af hjernerystelsen. Jeg følte mig så deprimeret, kunne ikke studere eller arbejde, ingenting. Så at jeg kan gøre noget for nogen, som har det på samme måde, som jeg har haft det, det betyder rigtigt meget for mig,” slutter hun.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.