- Reklame -

Odense er begyndt at tilbyde flere og flere arrangementer og aktiviteter for unge studerende. Et af de nye aktiviteter, som især har trukket studerende til de sidste år er studiedans. Her er der mulighed for at møde andre studerende, få grint og danset. Sund & Hed har snakket med Freja Cecilie Mikkelsen, der har gået til studiedans i godt et år.

Nu er studiestart efterhånden ved at være ovre, og mange nye studerende i Odense har sikkert overvejet, hvad byen har af tilbud til sociale arrangementer. Det samme overvejede Freja for ca. 1,5 år siden, da hun flyttede til Odense for at læse biomedicin på SDU og endte med at kaste sig over dansen i sin fritid.
”Jeg valgte at gå til dans, fordi da jeg kom til Odense for ca. 1,5 år siden, så var det svært at finde et sted at ride, som jeg ellers havde gjort i lang tid. Så tænkte jeg, hvad havde jeg egentligt altid haft lyst til at prøve? Der var ligesom to ting, det var kor, og det var dans,” fortæller Freja.

“Jeg kan garantere, der er ikke gået en dansetime, hvor jeg ikke har været flad af grin endnu.”

Efter en prøvetime var hun fanget af det og har danset en gang om ugen lige siden. Hun synes, derfor det var en rigtig god måde at få et socialt netværk på i en ny by.

Praktisk information

Det foregår på Odense Dansecenter i Dalum, hvor der både er hold for begyndere og øvede. Alle holdene består kun af studerende, og så koster det kun 110 kr. om måneden. Undervisningen foregår i ca. 45 min. Om ugen og ledes af både instruktører og hjælpeinstruktører.

“Man kan sagtens komme alene, det gjorde jeg de første par gange.”

Undervisningen starter helt fra bunden af med undervisning i grundtrinene og bygger langsomt ovenpå med holdning, som danserne bliver bedre. Der danses 5 standarddanse og 5 latindanse, så hvis du har en danser gemt i maven eller en lyst til at danse som dem i Vild med dans, så mød op.
”Man kan sagtens komme alene, det gjorde jeg de første par gange. Og så endte det med, at jeg og en anden danser Tom ikke havde nogen partner begge to, så blev vi partnere og har været det lige siden. Og selv hvis man ikke har en fast partner, så er det hjælpeinstruktører, som man kan danse med,” fortæller Freja.
Hvis du ikke lige har en partner men gerne vil gå til dans, så bare mød op alene, og så skal der nok være en, du kan danse med.

Et godt grin med andre studerende

Freja ser det som rigtig positivt, at holdene kun består af studerende der foruden at skabe et fedt fællesskab på tværs af uddannelser og uddannelsessteder gør at danserne er mere i samme målgruppe og kan relatere til hinanden.

“Fordi når man går til dans, så kan det godt gå hen og blive en smule svært og akavet, derfor er det godt at kunne grine ad hinanden og kunne relatere til de samme ting.”

”Det er fedt at have en målgruppe, som er nogenlunde ens egen aldersklasse. Fordi når man går til dans, så kan det godt gå hen og blive en smule svært og akavet, derfor er det godt at kunne grine ad hinanden og kunne relatere til de samme ting,” fortæller Freja.
Da deltagerne til dans kommer fra mange forskellige uddannelser i Odense, er Freja også glad for, at det giver et fedt fællesskab uden for SDU, hvor hun selv læser.

En legende måde at træne kroppen på

Freja fandt ret hurtigt ud af, hvor stor en glæde dans også kan give både til undervisning og i hverdagen generelt.
”For mig har det været en måde at afstresse på. Man får brugt sit hoved på en anden måde, får brugt sin krop, det er bare så hyggeligt og sjovt. Jeg kan garantere, der er ikke gået en dansetime, hvor jeg ikke har været flad af grin endnu,” beskriver hun glad.
Hun har fået øjnene op for nye muskler i sin krop, hun ikke mærkede noget til før dansen. Dermed er det også en rigtig god motionsform, der sætter hele kroppen i gang. Og som hun selv siger, hvem vil ikke gerne lige imponere med nogen fede dansetrin til næste fest? Så se at komme afsted, få grint sammen med andre unge og imponer med en fed svingom til en fest.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.