- Reklame -

Når man er indlagt på hospitalet med en terminal sygdom, kan man godt have brug for nogen at tale med. Måske har man brug for at tale med nogen om livet, døden, eller om zinfandel-vin og kantareller. Det er blandt andet det, som hospitalspræsten er der for. Mød hospitalspræsten Karsten, som også er ph.d.-studerende på SUND, og hør om, hvad åndelig og eksistentiel omsorg er for noget.

”Hospitalspræstens spadestik”

Det er et super fedt job at være præst, og det er super fedt at være sognepræst. Jeg elsker barnedåb, jeg elsker at vie unge forhåbentligt lykkelige mennesker og at begrave forhåbentligt rigtig gamle mennesker,” smiler Karsten, som har været kombineret sogne- og hospitalspræst i mange år. ”Hospitalspræstejobbet er også et fedt job, men det udfordrer fagligheden som præst og sætter den i spil på en helt anden måde”.

Når Karsten er på arbejde på hospitalet, tager han, efter et tværfagligt morgenmøde, sin kaffekop og går en tur ned ad ”stamstuerne” og får sig en snak med nogle af de indlagte. ”Jeg møder mange patienter, som er ensomme, bange og misforståede. Og der kan det virkeligt gøre underværker, at der kommer nogen forbi og spørger, hvordan de har det”. Karsten fortæller, at mange patienter har lettere ved at snakke med en præst

“Men så vil jeg også sige, at der ikke er noget sted, hvor håbet lever så stærkt, som på hospitalet”

frem for med en psykolog, for som han siger, ’så skal præster ikke noget’. ”Der bliver ikke taget journal, og der skal ikke problemløses eller helbredes. Vi er ikke en del af ’væsnet’, og vi kan tilbyde en uforpligtende snak til hvem som helst”. Karsten oplever, at det ofte er ved sådan en uforpligtende snak, at patienterne virkeligt kan få åbnet op for nogle ting, som de ellers ikke får snakket med andre om. ”Så snakker vi om fodbold og om sovs og kartofler, eller om de søde sygeplejersker”.

”Åndelig og eksistentiel omsorg handler om meget mere og andet end om religion og tro. Det handler om, hvad det er for nogle forestillinger, vi gør os, om det at leve og dø som menneske”

Men nogle gange kommer Karsten og patienterne et spadestik dybere. Han ser på mig. ”Så kommer vi til at snakke om: ’Hvorfor er jeg her’, og: ’Er jeg selv skyld i det?’”. Karsten retter lidt på en kop, der står på bordet foran os. ”Særligt KOL-patienter har den her skyldsbevidsthed, ikke, for de har ’syndet’ på moderne dansk. De har ødelagt helbredet for sig selv. Og det bekræfter jeg dem i, at de har, når de har røget 60 Prince om dagen i 40 år. Det kan faktisk være fantastisk for dem en gang i mellem at få lov til at stå ved, at de selv har en skyld,”. Hans grønne øjne glimter.

”Men præstens primære opgave er at sige til dem, at de også er mere end bare syge og skyldige. De er også mennesker, og det gælder uanset, om de har KOL eller ej. Så i de allerdybeste spadestik snakker vi om, hvad det vil sige at være menneske, og hvad livet er for noget”.

Hvor sorgen er sortest og håbet er grønnest

Jeg spørger Karsten, om der er noget, som kan være særligt svært ved at være præst på et hospital? Han ser ud ad vinduet, ud i den kolde og blæsende dag. ”Nogle gange ser jeg en patient, hvor jeg virkelig tænker, at det ikke er fair og i orden, at et menneske skal rammes så meget. Det sker hyppigt som hospitalspræst, at du tænker: ’Det her skal jeg simpelthen have talt med vorherre om, når vi engang mødes’”. Karsten fortæller om, at han flere gange, mens børnene var små, var nødt til at tage hjem og hente dem tidligt, fordi at det var for grumt på arbejdet. ”Men sådan er vores liv jo. Vi er bare meget optagede af at fortælle hinanden, at vi kan det hele. Derfor bliver mange danskere chokerede, når vi opdager, at det kan vi ikke”. Karsten mener, at dette også afspejler sig i selve hospitalernes beskaffenhed.

Foto: Privat

”Vores hospitaler er jo indrettet til at helbrede. De er ikke indrettet til de dér 50 % af alle danskere, som dør der. Det er vi slet ikke gearede til at håndtere nogen af os. Vel?” Hans blik møder mit. ”Men så vil jeg også sige, at der ikke er noget sted, hvor håbet lever så stærkt, som på hospitalet. Patienterne håber altid på en dag mere, eller på en tur hjem, eller på, at den nye medicin virker bedreend det gamle, så man får mindre kvalme”. Karsten forklarer, at man i arbejdet med meget syge mennesker er nødt til at finde gradueringer af håb. ”Hvis ikke vi kan håbe på den store flyderferie til Sydafrika, så kan vi måske håbe på en tur til Givskud Løvepark,” siger han med et smil. Jeg spørger Karsten, om dette håb kan hjælpe med at motivere yderligere til kampen mod sygdommen, og på den måde holde patienten oppe? Hans blik møder mit.

“Men så vil jeg også sige, at der ikke er noget sted, hvor håbet lever så stærkt, som på hospitalet”

”Ja, jeg mener bestemt, at vi skal motivere de meget syge patienter til at kæmpe for livet, når der er noget at kæmpe for. Men nogle gange er det så også præstens opgave at sige: ’Den kamp, den har du tabt, min ven, så drop det. Nyd de sidste uger, som du har med din familie, i stedet for at bruge kræfterne på at kæmpe ’. For det er vi i sundhedsvæsnet nemlig rigtigt dårlige til at sige til folk,” erklærer Karsten.

Åndelig og eksistentiel omsorg

Karsten fortæller om patienter, som i deres sidste uge af livet blev sendt til endnu flere undersøgelser. ”Jeg kunne godt tænke mig, at lægerne blev bedre til at sige: ’Nu har vi gjort, hvad vi kan. Nu kan du få lov til at få ro’”. Jeg spørger ham, hvad han tror, at det gør ved folk, når man i sundhedsvæsnet bliver ved med at kæmpe for terminale patienters liv? ”Jamen det stresser jo folk helt vildt, når deres sidste dage er en rutefart mellem undersøgelser og hospitalssengen,” siger Karsten alvorligt. Han mener, at sundhedsvæsnet i stedet for at sende terminale patienter til lere undersøgelser burde blive bedre til at opildne dem til at få snakket om det, der skal snakkes om. ”Der er rigtigt mange danskere, som ikke får talt med deres pårørende om, hvordan de ønsker at dø. Vi er blevet bedre til at snakke om, hvordan vi gerne vil begraves, og det er også godt. Men det er noget helt andet,” forklarer han. ”Åndelig og eksistentiel omsorg handler om meget mere og andet end om religion og tro. Det handler om, hvad det er for nogle forestillinger, vi gør os, om det at leve og dø som menneske”. Jeg spørger Karsten, om det så er noget, som han selv prøver at opildne patienterne til at snakke om? ”Nej, jeg opildner ikke til noget. Jeg stikker derimod en finger i jorden og prøver at mærke efter, om det er noget, som jeg tror, at patienten kunne have lyst til at snakke om. Og SÅ kan det være, at jeg spørger ind til det. Men nej, jeg har ikke nogen mission med det…”. Han holder en kort pause. ”… Men jeg mener, at præster på en anden måde end resten af personalet er forpligtet til at sikre sig, at terminale mennesker har det godt med, at de skal dø”.

Det handler om det onde

Jeg spørger Karsten, hvorfor han søgte jobbet som hospitalspræst i sin tid. Han fortæller mig, at han altid gerne har villet være hospitalspræst, lige siden han læste teologi i 1990’erne. ”Men ja, hvorfor?” spørger han sig selv, og tænker sig om et øjeblik. Han lægger med ét håndfladerne på bordet. ”Okay, den er stor, den her. Men det handler om det onde,” siger han. Karsten forklarer, at han som teolog altid har arbejdet meget med, hvorfor det onde findes i verden. ”Hvorfor skal mennesker dø af sygdomme? Hvorfor skal mennesker lide? Hvordan kan der være ondskab i verden, når Gud er god?” Grunden til at Karsten søgte jobbet som hospitalspræst er, at han mener at Kristendommen og tro kan noget i forhold til at finde meningen i en til tider meningsløs verden. ”Et argument for at blive hospitalspræst var, for mig, at der ikke er nogen mening med meningsløshed. Men måske kan vi hjælpes ad med at finde meningen i dét”. Vi ser lidt på hinanden. ”Dér synes jeg, at Kristendommen har meget at sige, for den løfter mennesker ud over vores materialistiske menneskesyn. Den fortæller folk, at der er mere ved dem, end at de er syge og skal dø. Den fortæller fok, at de er elskede, at de er skabt, og at de er noget i sig selv. Og det er ofte noget, som folk ikke kan sige til sig selv, når de ligger på dødslejet,” siger Karsten indlevende. Jeg spørger ham, om der er noget særligt, han gerne vil fortælle læserne. ”Ja, det er der da,” svarer Karsten livligt. ”I skal huske, at det eksistentielle og åndelige omsorgsfelt rummer elementer af noget, som vi alle giver hinanden, når vi snakker sammen om ting, der betyder noget for os. Ja, måske kan det endda være overskriften,” forsætter Karsten. ”Den åndelige og eksistentielle omsorg er ikke nogen ekspertopgave. Den er vores alles opgave,” slutter han.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.