- Reklame -

Har du nogensinde prøvet at få en virkelig god idé til noget, der kan optimere dit fag? Og så føre det ud i livet? Det gjorde Christine og Mads, da de kom på idéen om en symaskine til at sy sår sammen – og nu står de med eget firma og en prototype på vej.

Ideen til en symaskine opstod for lidt over et år siden, hvor Mads Esmann, medicinstuderende på Aarhus universitet, skulle i klinik under kirurgisk semester. Som han smågrinende forklarer, så synes han det der med at lære at lave knuder og sætte de rigtige sting var utroligt svært. ”Og så tænkte jeg, at det burde kunne gøres lettere med en eller anden maskine af en art,” beskriver Mads. Han delte sine tanker og frustrationer om træningen i at sy sår sammen med Christine Aarenstrup Daugaard, hvilket endte ud i ideen om at lave symaskinen. Herefter tog det ellers fart med ideen og at få det til at blive virkelighed.
De to formede ideen sammen, men har også været meget opmærksomme på i processen, hvad der var deres kompetencer – og hvornår de havde brug for hjælp fra andre. Blandt andet har de brugt studentervæksthus Aarhus meget, både til sparring, men også til sådan noget som at søge patent. ”I starten var det primært, at vi havde ideen, men hvordan er det så lige, det skal fungere, det her design?” forklarer Christine om, hvordan de har fået hjælp af maskiningeniører til udførslen af symaskinen.

Selve symaskinen

Selve symaskinen kommer til at være simpel at betjene: Meningen er, at det er en engangsmaskine, der indeholder 10 sting, hvor man blot sætter den på såret, trykket på en knap, hvorefter der kommer ét færdigt og lukket sting – herefter flytter man maskinen og sætter et nyt, indtil såret er lukket.

“Det handler ikke om at tage arbejdet fra lægerne, men nærmere at give lægerne en chance for at fokusere på andre ting.”

”Med vores maskine kan man så sy op til 10 gange hurtigere,” beskriver Mads, hvorfor maskinen i den grad kommer til at kunne effektivisere hele sårbehandlingen. ”Det handler ikke om at tage arbejdet fra lægerne, men nærmere at give lægerne en chance for at fokusere på andre ting,” slår han dog samtidig fast.

3D-print af symaskinen

Potentialet

Med maskinen sikrer man sig også en vis kvalitet og hurtighed, hver gang der skal sys. Det giver derfor også muligheder i andre lande med en dårligere sundhedssektor. ”Så vil man opnå en standardkvalitet i maskinen, så man er sikker på, at det bliver gjort ordentligt – og hurtigt,” forklarer Christine.

“Så vil man opnå en standardkvalitet i maskinen, så man er sikker på, at det bliver gjort ordentligt – og hurtigt.”

De har da også været i kontakt med både Læger uden Grænser og forsvaret, hvor ideen er blevet taget rigtig godt imod. ”De synes, det var en rigtig fed idé, at processen kunne gå hurtigere, og at man kan beskytte brugeren mod det, der hedder stikskader,” forklarer Christine. Med symaskinen kommer man nemlig ikke i kontakt med nålen, så er der ikke nogen risiko for at stikke sig og dermed blive smittet med alvorlige sygdomme som fx HIV og hepatitis.

Dyrene først

Den gode idé er ikke kun noget, som på sigt kan komme lægeverden til gode. Christine og Mads har allerede fokus på, at der også findes kæledyr og dyrlæger, som symaskinen kan gavne. ”Det vil være dyrlægerne, som vi kommer til at nå ud til først, så det vil være første stop ude i den virkelige verden,” forklarer Christine om fremtidsplanerne, mens Mads supplerer: ”Det skal selvfølgelig ikke forstås, som om vi vil prøve vores prototype af på dyr – det er først, når vi har et produkt, som er fuldstændig egnet.”

“Der bliver trukket lidt i en for at komme ud og gøre alt muligt, men vi føler også, at det er vigtigt, vi får lægeuddannelsen gjort færdig, så vi kommer til at stå stærkt, når vi kommer ud.”

Samtidig skal de to kommende læger også finde balance i prioriteringen mellem virksomheden bag symaskinen og uddannelsen: ”Det er jo ud fra lægevidenskaben, den her ide er kommet, så der er jo også en passion omkring studiet og fagligheden,” forklarer Mads, mens Christine afsluttende kommenterer: ”Der bliver trukket lidt i en for at komme ud og gøre alt muligt, men vi føler også, at det er vigtigt, vi får lægeuddannelsen gjort færdig, så vi kommer til at stå stærkt, når vi kommer ud.”

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.