- Reklame -

I en fremdriftsreformverden, hvor de fleste går direkte gennem uddannelsessystemet, er det de færreste, der skifter fra én karriere til en hel anden. Vi har taget en snak med Sisse, der netop har gjort dette.

Inden jeg sætter mig ned for at tage en snak med Sisse Rosenberg om meningen, tankerne og følelserne bag at gå i gang med sin anden uddannelse, er jeg nysgerrig. Jeg har nok en ”Anna Pihl” og medieskabt tanke om, at politifolk er noget nær de sejeste mennesker, der findes. Jeg er derfor også spændt på at høre den egentlig grund til, at Sisse tog skridtet væk fra uniformen og hen til uni-liv for en dag at blive psykolog.

Valget

”Det var ikke en beslutning fra den ene dag til den anden,” lægger Sisse ud om sin beslutning, der egentlig mest af alt var af logistiske årsager: ”Det, der rent faktisk fik mig til at søge orlov ved politiet, var ikke søgningen efter dybere psykologisk indsigt, det var det rent logistiske med, at vi ikke kunne få det til at hænge sammen, da vi flyttede til Fyn.” Sisses mand var nemlig også betjent, så da valget derfor skulle tages om, hvem, der så skulle lave noget andet, så var det helt klart Sisse, da hun, selv da hun var i politiet, godt kunne mærke en lyst til psykologien.

Hele vejen gennem politikarrieren var det nemlig de opgaver, hvor det menneskelige spiller en rolle, Sisse havde fundet allermest spændende. ”Jeg tænkte mig grundigt om og fandt frem til, at det jo er det her, jeg vil,” reflekterer Sisse, inden hun forklarer: ”Det giver også et drive, som jeg tænker, mange, som kommer direkte fra gymnasiet, måske ikke har. Jeg er 100% sikker på, det er det her, jeg vil være.”

Vejen hertil

Det var dog ikke en lige vej fra politibetjent til psykologistuderende. Sisse skulle både læse matematik op og så lige bestå den der kvote to. ”Første gang var jeg ét eller to point fra at komme ind, så der blev det hele taget op en gang til,” beskriver Sisse. Hun blev dog mindet om, at når hun var så tæt på, så skulle hun nok klare det året efter hvilket hun også gjorde.

Livet som studerende er dog ikke fri for udfordringer. For at få det hele til at køre rundt, er hun nemlig nødt til at tjene maksbeløbet ved siden af SU’en, og det kan være lidt af et puslespil at få til at gå op. ”En ting er, at der er meget læsning og eksaminer, det er selvfølgelig også et pres, men den største udfordring har været jongleringen af familie, økonomi og tid,” forklarer Sisse. Læsningen har derfor måtte foregå om aftenen, efter børnene er puttet og vasketøjet ordnet.

Selvom vejen var lang og udfordrende, er det ikke noget, hun på noget tidspunkt har fortrudt: ”Det har været hårdt, men jeg har ikke fortrudt det en eneste gang – heller ikke, da man var ved at skyde sig selv under bacheloren,” griner Sisse.

Samspillet i politi- og psykologiverden

Mange af Sisses erfaringer fra politiarbejdet hjælper hende også, både i studiet og som fremtidig psykolog. ”Når jeg snakker med jer yngre, så kan jeg jo høre den der frygt for at komme ud, og selvfølgelig er jeg jo heller ikke erfaren som psykolog, men bare den der med, hvor mange gange man har haft mødet med mennesker som betjent. Det giver en anden erfaring,” forklarer Sisse. Samtidig har det også været med til at skaffe Sisse job på retspsykiatrisk, et område hun også overvejer som fremtidigt arbejdsområde.

Da jeg til slut spørger Sisse, om hun savner at være i politiet, kommer et prompte ”overhovedet ikke”, inden hun dog beskriver, at hun savner det kollegiale, hvor der er et unikt sammenhold, når man har et job, hvor man skal redde hinandens liv.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.