Tal med den syge

0
166
Foto af Teodora Nastasijevic
- Reklame -

Hvordan italesætter vi livstruende sygdom alt for tidligt i livet? Som 13-årig blev jeg livstruende syg og måtte indse, at vi alle skal dø. Flere af mine kammerater lever stadig i en verden, hvor de endnu ikke har stiftet bekendtskab med sygdom eller en erkendelse af døden. Men alligevel er der også mange unge, der rammes af sygdom, lige når man tror, at livet er problemfrit.

Jeg tror, mindst jeg har skrevet og slettet sætninger i denne artikel 100 gange, for hvordan sætter man lige ord på noget, man som ungt menneske ikke havde regnet med at skulle forholde sig til før pensionsalderen.

Jeg har forsøgt at komme med nogle overordnede tanker og overvejelser om flere aspekter af sygdom, som jeg tror, både pårørende og unge syge mennesker kan relatere til – aspekter, som de ønskede eller ønsker, at andre kendte til, og kunne forholde sig til på en ordentlig måde.

Stil en masse spørgsmål – og lyt

Det er virkelig essentielt at kunne snakke om sygdom. Desværre undgår rigtig mange det, fordi det hverken er rart eller sjovt at snakke om. Jeg tror, mange er bange for at bryde en personlig grænse og italesætte det, der er svært, fordi vi som mennesker helst undgår svære og ubehagelige situationer. Min erfaring er bare, at alting bliver så meget lettere, hvis vi snakker om det – også sygdom.

Det er virkelig essentielt at kunne snakke om sygdom. Desværre undgår rigtig mange det, fordi det hverken er rart eller sjovt at snakke om.

Selvom det er svært, og du kan være bange for at spørge om noget forkert, der sårer personen, så spørg. Folk skal nok sige til, hvis de ikke vil snakke om det, og der er aldrig noget galt i at vise interesse i hinanden såvel syge som raske. Vi kender nærmest alle en, der har været eller er syg. Tag en snak med personen, selvom personen måske i dag er rask, for alvorlig sygdom noget hele livet igennem – også når man er kommet over livsfaren. Glem heller ikke at lytte opmærksomt.

Stop med at sige det nok skal gå

Det lyder ret hårdt, men i bund og grund ved ingen, om det nok skal gå, og det hjælper ikke at lyve for en syg person, selvom det er for at skabe håb. De fleste ved udmærket godt, hvis situationen er kritisk, så hjælper det bare ikke, hvis pårørende og venner forsøger at skabe en falsk sandhed, selvom de 100 procent gør det af omsorg og med en god intention.

Det hjælper rigtig meget at snakke om, hvordan udfald kan se ud, og hvordan de skal håndteres på forhånd.

I stedet så snak om scenarierne for udfaldet af sygdommen. Det hjælper rigtig meget at snakke om, hvordan udfald kan se ud, og hvordan de skal håndteres på forhånd. På den måde er pårørende og patienten enige om, hvordan kommende situationer skal håndteres.
Det betyder på ingen måde, at man som patient og pårørende skal holde op med at drømme om det gode udfald eller snakke om, hvilke fantastiske oplevelser, der stadig venter. Man skal altid håbe og drømme, men samtidig kan man også godt huske den realistiske vinkel på situationen.

Sygdom er ikke en kamp

Her er mange muligvis uenig med mig, men jeg bliver virkelig træt af at høre igen og igen, især i forbindelse med kræft, at hvis patienten ikke overlevede, betyder det at vedkommende tabte kampen til kræft. Sygdom er ikke en kamp, man som patient kan vinde eller tabe, det er en biologisk fejl, som lægerne kan forsøge at kurere, men det fungerer altså ikke sådan, at hvis man patient bare selv kæmper nok, så bliver personen rask.

Jeg synes, vi skal stoppe med at stemple patienter med sådan et nederlag, hvis deres sygdom har sat kurs mod døden.

På den måde lægges en del af ansvaret på patientens skuldre, hvis vedkommende ikke bliver rask og dermed taber kampen. Det er aldrig en patients skyld eller et mislykket forsøg, hvis personen dør af livstruende sygdom, som ikke skyldes livsstilsfaktorer. Jeg synes, vi skal stoppe med at stemple patienter med sådan et nederlag, hvis deres sygdom har sat kurs mod døden.

Vær stolt over dig selv

En patient, der er kommet igennem et svært sygdomsforløb, har faktisk lov til at være stolt over sig selv, selvom personen ikke har kureret sig selv. Det er hårdt at gå igennem mange behandlinger, og sygdom sætter tydelige spor i en patients personlighed og tankegang. Efter et sygdomsforløb ser man bare anderledes på tingene og prioriterer måske anderledes fremadrettet. Derfor er det okay at være stolt over sig selv, det er flot at blive rask og vende tilbage til livet med de ar, sygdom giver en.
Husk at sige fuck janteloven en gang imellem, sig til dig selv, du gjorde det og kom igennem et svært sygdomsforløb. Det er noget, der ændrer én markant som menneske. Os, der har været livstruende syge, ville hellere have været det foruden – men når det nu ramte én – så styrker det én som person.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.