- Reklame -

Vi lever i en tid, hvor det digitale jeg er en ligeså virkelig realitet som det fysiske jeg. Vi fungerer både socialt og professionelt i en verden af sociale medier, så vi er hele tiden tilstede og tilgængelige ”derude”. Alligevel vælger flere og flere at ”gå offline”- inklusiv mig. Læs med her, og hør lidt om, hvad det vil sige at gå offline, hvorfor jeg gjorde det, og hvordan det har virket for mig.

Hvad vil det sige at gå offline? Når man er ’online’, figurerer man på ét eller flere af diverse sociale medier. Facebook, Messenger, Instagram, Snapchat, Twitter, Jodel, Tinder, you name it. Når man går offline, betyder det, at man sletter alle sine SoMe-profiler (Sociale Medier-profiler) og derfor ikke længere er en del af den sociale, digitale verden. Man går altså rogue på en superretro, oldfashion måde, og nægter at være et typisk moderne menneske.

Hvorfor besluttede jeg mig for at gå offline? De eneste to SoMe-profiler, jeg har haft, er en Facebookprofil og en Snapchatkonto. Snapchat mistede jeg hurtigt interessen for, så den slettede jeg, fordi jeg ikke orkede at forholde mig til alle de ligegyldige beskeder, som væltede ind fra nær og fjern hele tiden. Jeg betragter derfor ikke mit fravalg af Snapchat som et særligt bevidst valg om at gå offline. Nej, dét, som for mig har været en meget aktiv beslutning om at gå offline har været valget om at slette min Facebookprofil. Facebook havde et godt tag i mig, fordi at jeg ofte kom til at bruge 1 time til halvanden på sofaen på at ligge og stene mærkelige artikler på Vice, Kristeligt Dagblad og Zetland, i stedet for at tage den reelle pause i hverdagen, som min hjerne havde brug for. Som regel var jeg mere bombet i hovedet, når jeg steg op af sofaen, end når jeg kastede mig ned i den. Nå ja, og så var der også alle de mennesker, som skrev beskeder til mig hele tiden, som jeg følte, at jeg var nødt til at svare på. Men det afbrød mig helt vildt i mine daglige gøremål, distraherede og stressede mig. En dag snakkede min kæreste og jeg om de her ting, og så kunne jeg bare mærke det med det samme: Nu er det nu. Nu sletter jeg den ski*e profil. (Men så lavede jeg en ny, oplysningsfattig, billedløs profil, udelukkende til professionelle og studierelevante gøremål. Det kan man ikke undvære)

Hvordan føltes det så? Til at starte med følte jeg mig underligt empowered; jeg følte mig sådan lidt rebelsk anno 2018, og jeg rockede bare det dér med at være oldschool. Når man går offline og kapper båndet til den digitale omverden, så føler man sig pludseligt lidt alene og MEGET sammen med sig selv. Og det kan medføre en note af ængstelighed, såvel som en følelse af at gå lidt bonanza. Og denne cocktail føles lidt adrenalinsk’, om du vil. Efter denne goin’-rogue-madness havde lagt sig, begyndte vanens magt at melde sig. Tjekkeradfærden. Jeg rakte bevidstløst ned i lommen efter mobilen, når jeg lige ventede på bussen eller whatever, men stoppede konsekvent mig selv i det. Hell no, om jeg ville bukke under. Nu var jeg offline. Efter et par dage var det slut med abstinenserne, og så viste alle de skønne, forventede og uforventede effekter sig: Jeg føler, at jeg har fået en masse naturlige pauser i hverdagen, hvor hjernen få lov til at slappe af ved at lave ingenting, ved ikke at bearbejde endnu mere information. Desuden føler jeg, at jeg har ”gjort rent i relationssrummet i hjernen”, så den ikke bruger en masse krudt på at følge med i menneskers liv, der ikke længere er en del mit liv. Det giver altså en masse ro og klarhed i hovedet. Jeg oplever også en mindre grad af stress, fordi jeg ikke føler, at jeg er alle steder på én gang længere. Endeligt har jeg virkeligt fået elimineret en masse spildtid, så jeg kan bruge min tid her i verden på nogle ting af betydning. Jeg føler mig mere privat, ikke en del af ”galleriet”, og jeg mærker meget mere nærvær med mig selv, mine omgivelser og verden i det hele taget. Nu nyder jeg en stille stund i eftermiddagssolen på en helt anden måde.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.