- Reklame -

I sommerferien var Jane Lau ude som vågekone hver anden dag. I sit job sidder hun hos døende borgere i den sidste tid – som en støtte til borger og pårørende.

Det er vådt, koldt og gråt, da telefonen kl. 12 ringer. ”Hej det er Jane”, siger stemmen i røret. Jeg har ikke mødt Jane før, men kan allerede mærke energien og glæden i hendes stemme. Sammen med et korps af andre frivillige i Ældre Sagen gør Jane noget unikt. Hun er vågekone. Hun sidder altså hos døende i den sidste tid, som selskab og som aflastning. ”For nylig kom jeg ud på et plejehjem”, fortæller Jane, ”ægtefællen havde været der, men da jeg kom, kunne han komme hjem og sove”. Som med et trylleslag fjerner Jane og hendes kolleger dårlig samvittighed hos pårørende, der bare har brug for et hvil, mens de sidder og våger over de døende. De laver ikke noget plejehjemsarbejde, går ikke i vejen og har ikke et decideret ansvar, men de hjælper til i den sidste tid. ”Det er så vidunderligt, at man kan hjælpes ad”, fortæller Jane glad.

Starten

”Jeg følte mig alt for ung til at melde mig ind i ældresagen”, fortæller Jane, om beslutningen hun traf, da hun som 66-årig meldte sig ud af arbejdsmarkedet. ”Men jeg manglede også, at vækkeuret ringede, fordi der var noget, jeg skulle, og så mødte jeg tilfældigt nogle, der var engagerede i ældresagen”.

Når Jane våger, foregår det ved, at hun omkring frokosttid ringes op af en tovholder for ordningen. Jane kommer så ud at våge samme aften – enten mellem 22 og 02 eller mellem 02 og 06. De får ikke betaling for det, andet end transport, og de gør det kun af deres gode hjerte. Nogle gange aflaster de i kort tid, nogle gange helt til enden, men fælles for alle forløbene er, at det er døende, de sidder hos. ”Døden er jo noget, der kommer rimeligt pludseligt, så der går måske en uges tid, fra vi starter, til de dør”

Konfrontationen

”Jeg har kun oplevet, at personen dør i vagten én gang i løbet af mine fire år”, fortæller Jane. Selvfølgelig er der i sådan en situation mulighed for at tale med nogle og bearbejde det, men for Jane var der intet nyt i døden. ”Jeg har arbejdet som sygeplejerske i 47 år – jeg har set mange komme ind døde og set mange dø i vagten”, ”der er ikke noget som helst skræmmende i det for mig, tværtimod kommer døden ofte som en lettelse”. Med en sådan erfaring må man altså sige, at Jane er klædt godt på til opgaven. Den nat døden kom i hendes vagt, havde hun også en nærmest spirituel oplevelse. ”Den dame, der døde i min vagt, havde ligget og sovet. Jeg havde ikke talt med hende. Jeg havde bare siddet med mit strikketøj. Hun åbnede øjnene så mig, lukkede dem igen, trak vejret fire gange og døde. Der havde jeg fornemmelsen af, at hun godt vidste, at jeg var der.”

Det er altså som om, at den døende i den situation vidste, at Jane var der, og var klar på, at skulle dø foran hende.

Spidsbelastninger

”Det er så forskelligt, hvor ofte jeg er ude at våge” fortæller Jane. Der er ikke rigtigt et system; de kommer ud, når der er brug for dem. Og netop her veksler det meget. ”I juni og juli måned var jeg af sted hver anden dag”, fortsætter hun og taler videre om, at det måske kan være, at sommervarmen har haft en del af skylden for dette. Og det kan sagtens være flere gange om ugen, Jane er af sted, for selvom de er små 20 i vågetjenesten, så er der ofte brug for dem. ”I snit er jeg nok af sted 3-4 gange per måned”, fortæller hun. Altså cirka en nattevagt om måneden for Jane.

Endestationen

Men hvad vil Jane selv, når hendes dage er omme? Hun er ikke et sekund i tvivl om sin egen families engagement, men så alligevel. ”Når det bliver min tur, tror jeg mine børn tager en stor tørn. Men de kan jo også blive trætte, så jeg kan ikke se noget til hinder for, at jeg selv vil have en våger”. Selv en våger kan altså have brug for en våger, men for nu – og lang tid frem – fortsætter Jane med sit frivillige engagement ”Jeg har en aftale med mig selv om, at jeg fortsætter, til jeg selv skal have hjælp”, er hendes holdning. Hun nyder sit frivillige arbejde og har svært ved at lade være, og som hun fortæller ”Det lyder måske morbidt, men jeg synes, det er hyggeligt. Jeg kan godt lide at hjælpe de gamle mennesker”

Egentlig behøver man ikke være medlem af ældresagen for at være våger, men da det var et godt formål, kunne Jane ikke lade være. ”Man behøver faktisk heller ikke være medlem for at få hjælp”, fortsætter Jane.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.