- Reklame -

Som de første på SUND er kandidaten på klinisk sygepleje blevet godkendt som erhvervskandidat, hvor de første studerende startede i september. Vi har taget en snak med Dorthe Boe Danbjørg, der er uddannelsesleder.

I august i år blev det muligt at tage kandidaten i klinisk sygepleje som en erhvervskandidat, som tager fire år og er en deltidsuddannelse. Ved siden af deltidsstudiet er det nemlig et krav, at de skal arbejde 25 timer om ugen i klinik, således det praktiske stadig bibeholdes, mens de er på studiet.

Dorthe og hendes kollegaer er meget glade for, at erhvervskandidaten er blevet en mulighed, selvom den egentlig oprindeligt var tiltænkt uddannelse i det private erhverv: ”Vi mener, at denne her form for uddannelse er ligeså vigtig for vores studerende, selvom de måske skal arbejde i det offentlige sundhedsvæsen. Vi er meget, meget glade for det og ser det som en kæmpestor mulighed for vores kandidatuddannelser, der bygger ovenpå de her professionsrettede udannelser.”

Hvorfor er det vigtigt

Da jeg spørger Dorthe, hvorfor det er så vigtigt med en erhvervskandidat, når en faggruppe som sygeplejerske jo allerede er færdiguddannet på bacheloren, lyder svaret, at vi lever i en tid, hvor meruddannelse er nødvendig. ”Vi vil jo gerne rekruttere mange sygeplejersker til at læse videre, fordi det er der brug for i fremtiden i sundhedsvæsenet,” forklarer Dorthe, inden hun fortsætter: ”I takt med at sundhedsvæsenet jo bliver mere komplekst og sygeplejersker også forsker og udvikler, så er der brug for, at der er flere sygeplejersker, der også får en kandidatuddannelse.”

“I takt med at sundhedsvæsenet jo bliver mere komplekst og sygeplejersker også forsker og udvikler, så er der brug for, at der er flere sygeplejersker, der også får en kandidatuddannelse.”

Samtidig er det dog også vigtigt, at sygeplejerskerne ikke bare forlader arbejdsmarkedet for at videreuddanne sig. Erhvervskandidaten giver netop muligheden for, at de stadig kan arbejde, men samtidig få forbedret deres kompetencer: ”Der er jo også den her sygeplejerskemangel, som vi ved kommer, så derfor kan alle jo ikke tjekke ud af klinikken,” beskriver Dorthe. ”Hvis de så stadig arbejder i klinikken, men læser deltid, så bibeholder man jo de her kompetencer og erfarne sygeplejersker i klinikken.”

Ikke fri for udfordringer

Selvom der er mange positive ting ved at klinisk sygepleje er blevet til en erhvervsuddannelse, så er det ikke helt fri for udfordringer. Særligt planlægningen og tidspres fremhæver Dorthe som udfordringer, de nye studerende særligt møder på erhvervskandidaten: ”Det der med at få hverdagen til at hænge sammen med at du både arbejder og studerer. Du skal passe din vagtplan, og den skal passe med et skema,” beskriver Dorthe.

Der ligger også noget helt fundamentalt i det med at gå fra fuldtidsarbejde til også at studere: ”Det er jo en omvæltning, for man har jo aldrig fri. Der er altid noget, man kan læse, og der er altid en deadline,” forklarer Dorthe, inden hun fortsætter: ”Det er de ting, vi oplever, som vores almindelige kandidatstuderende oplever, det gør de erhvervskandidatstuderende også, og så har de lige den ekstra dimension med, at det også skal passe ind i en vagtplan.”

Det er derfor også noget af det, Dorthe og resten af teamet bag er ekstra opmærksomme på. For selvom det nok er problematikker, de fleste studerende med studiejob kender til, så er et fast arbejde med 25 timer alligevel en del at jonglere med ved siden af timer på universitetet: ”Vi prøver jo at blive bedre til at langtidsplanlægge. Der er vi selvfølgelig begrænset af, hvor lang tid i forvejen kan vi få lokaler, men vi vil prøve at blive endnu hurtige til at melde ting ud,” forklarer Dorthe afsluttende.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.