Frivillig i Headspace

0
367

Headspace er en organisation af frivillige, som hjælper og snakker med unge mennesker mellem 13 og 25 år, der har brug for nogen at lette deres hjerte hos. Christoffer, som læser cand.psych., har været frivillig i Headspace i halvandet år. Læs med her og hør Christoffer fortælle om sit arbejde, hvad der er givende og svært ved det, samt om hvorfor Headspace er en del af hans liv.

Hvad går Headspace ud på? Vi sidder ved et af bordene på en lille sidegang her på uni. Der er egentligt ikke særligt hyggeligt her, men det behøver der heller ikke at være. For Christoffer har sådan en varm og tryg atmosfære omkring sig, som kan gøre hvor som helst til et rart sted at befinde sig. Jeg spørger Christoffer, hvad det er, Headspace helt konkret tilbyder. ”Altså den primære opgave for Headspace er, at vi er det lyttende øre for dem, der har brug for det. Vi tilbyder rådgivende og støttende samtaler, men vi tilbyder også at hjælpe med helt praktiske ting, såsom at betale regninger, søge SU, eller hvad der ellers kan virke uoverskueligt, når man har det svært. Og så har vi også en brobyggende funktion, hvor vi kan hjælpe den unge videre til nogle andre instanser, som er mere specialiserede, hvis der er brug det,” fortæller Christoffer.

Det, der er så givende Jeg spørger ham, om der er noget ved arbejdet i Headspace, som han er særligt glad for. ”Ja… Der sker noget helt særligt i det øjeblik, du sætter dig ned sammen med et menneske, som har brug for nogen, der kan lytte. Der bliver skabt et helt særligt rum mellem jer, hvor dette menneske, som du jo egentligt ikke kender, bare åbner sig fuldstændigt op for dig og lader alle følelserne få frit løb … Jeg synes virkeligt, at det er et særligt privilegie at have, at man kan tilbyde sådan et rum for et andet menneske. Og så er det en helt magisk oplevelse at få lov til at være en del af det.

Det at være frivillig i Headspace er at være en del af et fællesskab, som har det til fælles, at man gerne vil hjælpe og snakke med andre mennesker

Det, der kan være svært Christoffer fortæller, at selvom det kan være enormt givende at få lov til at være der for et andet menneske, som åbner sig helt op, kan det også være hårdt af og til. ”Det, der er med Headspace, er jo, at du aldrig ved, hvem der kommer ind ad døren. De unge kan bare komme uden at have lavet en aftale på forhånd, og de kan snakke om hvad som helst, der lige rører sig i dem nu. Og det kan være nogle rigtigt tunge emner. Det kunne være svært for mig i starten; der måtte jeg nogle gange lige tage en dyb indånding, synke en gang, og sige: Så tager vi den herfra, ét skridt ad gangen,” siger Christoffer. ”Men man lærer at håndtere det med tiden. For vi får så meget hjælp, sparring og supervision af de fastansatte i Headspace. Man står aldrig alene med ansvaret,” understreger han.

Hvorfor headspace? ”Til at starte med valgte jeg at blive frivillig i Headspace, fordi at jeg gerne ville have noget mere praktisk erfaring, som jeg kunne bruge i supplement til et meget teoretisk studie. Det kunne også være en god måde lige at prøve af, om terapeutvejen ville være noget for mig… Og så var det jo også godt for CV’et,” forklarer Christoffer om sin vej ind i Headspace. ”Men det er en sjov udvikling, der er sket. Fra at det startede med at være drevet af ydre motivationer som CV og erfaring, er det blevet drevet af noget indefra. Det er blevet noget, som jeg bare gør, fordi at det har en egenværdi. Jeg gør det fordi, at jeg virkelig gør en forskel for nogen. Og det føles bare så godt,” siger Christoffer med et stort smil. Han understreger, at arbejdet i Headspace derfor ikke kun er relevant for folk, der læser psykologi. ”Det at være frivillig i Headspace er at være en del af et fællesskab, som har det til fælles, at man gerne vil hjælpe og snakke med andre mennesker. Og det behøver man ikke være psykologistuderende for at kunne være en del af,” slutter han.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.