Jeannie og Pernille, eget foto
- Reklame -

Jeanie og Pernille er to medicinstuderende, som har startet deres egen forening, Kardios. Jeanie er i øjeblikket i gang med et forskningsår på hjertemedicinsk afdeling på OUH, og Pernille tager lige nu samlet 10. og 11. semester. Læs med her og lær mere om, hvad Kardios går ud på. 

Hvad og hvorfor?

Fotografen Teodora og jeg når endeligt ind i læ og varme på WP 25, hvor vi skal møde Jeanie og Pernille. Det har regnet hele vejen herhen, men idet Teodora skal til at filme, kommer solen frem. Jeg spørger de to nu soloplyste kvinder foran mig, hvad Kardios er for en forening. ”Kardios er en studenterforening for studerende eller færdiguddannede, som har en interesse i det kardiologiske speciale, altså hjertemedicin,” svarer Jeanie. Pernille supplerer med et smil og et nik. ”Ja, vores forening har til formål at uddanne og udbrede viden om, hvad kardiologien er”. ”Så hvordan gør I det? Hvad består foreningsarbejdet mere konkret i?” spørger jeg. ”Vi arrangerer bredtfavnende og på sigt tværfaglige arrangementer og undervisning, hvor dygtige undervisere kommer og fortæller om alt muligt, der kan have relevans i forbindelse med forskellige kardiologiske tilstande.

”Vi arrangerer bredtfavnende og på sigt tværfaglige arrangementer og undervisning, hvor dygtige undervisere kommer og fortæller om alt muligt, der kan have relevans i forbindelse med forskellige kardiologiske tilstande”

Hjertemedicin fylder meget, og rigtigt mange medicinske tilstande har komorbiditet med eller udspringer fra kardiovaskulære sygdomme, og der er bare sindssygt mange hjertepatienter. Med casebaseret undervisning vil vi klæde de medicinstuderende på til at komme ud i klinikken og virkeligheden,” svarer Pernille. Jeanie supplerer: ” Ja, på medicinstudiet kan undervisningen blive meget teoretisk tung, så vi ønsker at give nogle mere praksisnære og håndgribelige kompetencer, som man rent faktisk kan bruge til noget, når man kommer ud og er helt ny læge”. Jeg spørger, hvorfor det lige var det kardiologiske speciale, som de tog op. ”Det startede nok, da jeg var i klinik,” begynder Jeanie. ”Pernille og jeg snakkede om, at det var mærkeligt, at der manglede en studenterforening i det kardiologiske speciale, når nu der er det for så mange andre specialer,”. ”Ja, og så har vi bare begge en stor personlig interesse i kardiologien,” tilføjer Pernille.

Hvem, hvor og hvornår?

Jeg spørger de to, hvem deres forening er. Jeanie smiler. ”Vi er jo en fuldstændigt nystartet forening. Vi startede i efteråret 2018, og har taget de spæde skridt til at få stiftet en bestyrelse. Så har vi vores første arrangement her d. 19. marts, og så har vi en stiftende generalforsamling efterløbende.” Det lyder, som om det allerede er ret stort, tænker jeg. Pernille ser mig i øjnene, giver et skævt smil fra sig, og svarer på mine uudtalte ord, som kan hun høre dem. ”… Så lige nu består Kardios af os to!” En let latter breder sig rundt om boret. ”Men alt tyder på, at der er rigtigt stor opbakning til det. Flere har sagt, at de gerne vil være med i en bestyrelse, og rigtigt mange har vist interesse i oplægget d. 19. marts. Og så har vi fået kardiologerne fra OUH med, som gerne vil undervise. Men vi kan altid bruge endnu flere medlemmer!” opfordrer Pernille. Jeg spørger, hvad Kardios så har mest gang i lige pt. Jeanie begynder: ”Ja, så småt forbereder vi noget gruppebaseret EKG-undervisning til sommer, som er målrettet mod mellem-OSCE hvor man får nogle konkrete redskaber til at lære at tolke EKG’et helt overordnet”. 

”Den 19. marts har vi fået den uddannelsesansvarlige afdelingslæge fra hjertemedicinsk afdeling til at komme og forelæse om akutte kardiologiske tilstande”

Pernille tilføjer: ”Men lige nu forbereder vi os mest til vores arrangement d. 19/3, som vi glæder os rigtigt meget til!” ”Så hvad er det, der helt præcist skal foregå den 19.?”spørger jeg. ”Den 19. har vi fået den uddannelsesansvarlige afdelingslæge fra hjertemedicinsk afdeling til at komme og forelæse om akutte kardiologiske tilstande… Det handler om, hvad der kan ske med hjertet, som bringer folk ind på FAM, og hvordan vi skal handle og agere, når vi som yngre læger kommer til at stå med det. Her vil han give nogle helt konkrete redskaber,” oplyser Jeanie.  ”Så, vi glæder os helt vildt til at se dig tirsdag d. 19. marts kl. 16! … Der er kaffe og kage!,” slutter Pernille.
Du kan læse mere om arrangementet på Kardios’ Facebookside. Og hvis du vil være med i foreningen, så smid en besked til dem!

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.