- Reklame -

“For ganske nyligt startede studenterpræst Lene Crone Nielsen og cand. psych.-studerende Ida Celine Frimann en sorggruppe op for studerende på SDU. En sorggruppe er en gruppe af mennesker, som alle er i sorg over at have mistet, og som mødes med hinanden for at bearbejde sorgen og komme videre. Læs med her, og hør hvordan det er gået.“

Sorggruppen kom til verden

Efter en lang og strabadserende rejse rundt i UNIs kringelkrogede labyrintunivers, når jeg (med Lenes assistance) endeligt frem til Lenes lille, hyggelige kontor. Her møder vi en smilende Ida, og går straks i gang med det, som skal blive en god og spændende samtale. ”Hvorfor lavede I egentligt en sorggruppe sammen?” lægger jeg ud. De smiler begge. ”Jamen jeg hørte fra min kollega i den fynske sorggruppe, at hun kendte Lene, som gerne ville starte en sorggruppe op her på SDU, og at hun ledte efter én, der kunne starte sammen med hende. Og så fik vi kontakt på den måde,” fortæller Ida. Både Lene og Ida er erfarne sorggruppeledere, og sorggruppearbejde er noget, som de begge brænder meget for.

”Man er ligesom ret alene i det der nye landskab, som man har bevæget sig ind i. Og det er særligt dén ensomhed, som sorggruppen kan hjælpe med at lindre”

Udover denne fælles passion som er en grundpille i gruppens opstart, påpeger Lene også efterspørgslen som en vigtig medvirkende faktor. ”I flere af de individuelle samtaler jeg havde med studerende her på SDU, var der flere som efterspurgte en sorggruppe. For der er bare ikke noget sorggruppetilbud til unge i den aldersgruppe i Odense,” forklarer Lene.

Det særlige ved en sorggruppe

Jeg spørger dem begge, hvad det er, en sorggruppe kan frem for fx individuel sorgbearbejdning eller terapi. Først svarer Lene: ”Jamen det er det her med at have et sted at gå hen med sin sorg og møde folk, som man deler nogle erfaringer med”. Ida supplerer: ”Ja, altså i den individuelle terapi sidder man og snakker med et andet menneske om, hvordan man selv har det. Og det er i og for sig også rigtigt dejligt at kunne det. Men det, du kan i gruppen, det er at sætte ord på de tanker, følelser og oplevelser du har, og fortælle det til nogle mennesker, som kan se dig øjnene og sige: ’Jeg forstår fuldstændigt, hvad du mener, for sådan har jeg det også’”, forklarer Ida.

Den gensidige forståelse, genkendelsen, samt det at kunne spejle sig i andres oplevelser er altså en måde, hvorpå man kan mærke, at man ikke er alene i sin sorg. Lene ser eftertænksomt frem for sig. ”Man kan sige, at når man mister, så overskrider man en grænse. Man går fra én form for liv og fællesskab med sine venner og veninder til en anden. Man kommer over et andet sted. Og det kan være svært for vennerne at komme med derind, eller det kan være svært for én at tage dem med derind, fordi man ikke har overtrådt den grænse sammen. De andre ved simpelthen ikke, hvordan det er. Så man er ligesom ret alene i det der nye landskab, som man har bevæget sig ind i,” forklarer hun. ”Og det er særligt dén ensomhed, som sorggruppen kan hjælpe med at lindre”.

Sorggruppen fremover

Jeg spørger de to, om der er noget, som har gjort særligt indtryk i forløbet? ”Ja, jeg er bare så glad for, at der har været så mange henvendelser… at folk har turde at henvende sig” smiler Ida.

Faktisk har sorggruppens succes været så stor, at Ida og Lene har været nødt til at sætte 5 personer på venteliste, og nu har de endda besluttet at oprette en gruppe mere. Forhåbningen på sigt er at oprette to faste sorggruppeforløb, ét om efteråret og ét om foråret. ”Men fordi fremtiden altid er lidt usikker, så kører vi de her to forløb nu. Og så må vi jo se, hvad der skal ske til efteråret,” smiler Lene, og trækker let på skuldrene.

Er du interesseret i at høre mere om sorggruppen, er du velkommen til at kontakte:
Lene: lecn@km.dk
Ida: idafrimann@hotmail.com

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.