Praktik i udlandet

0
59

I løbet af foråret skal vi 4. semesterstuderende på Folkesundhedsvidenskab i praktik i otte uger. I den sammenhæng har jeg talt med min studiekammerat Mads Vorup Mortensen, der har valgt at tage sin praktik i London, fordi det åbner op for både faglige og kulturelle nye udfordringer i et andet land.

Der går mange ting igennem hovedet på én, når man skal vælge praktik. Hvor vil man allerhelst hen? Hvad kan der lade sig gøre? Og hvad har ens valg af betydning for fremtiden? Mads startede med at overveje, om han helst ville i praktik herhjemme eller i udlandet.

”Jeg tænkte, det er godt at komme et nyt sted hen, hvor man slet ikke har været før, og hvor man ikke har nogle venner. Så tænkte jeg, at jeg måtte prøve at udfordre mig selv mere ved at komme til England, hvor jeg skal ud og finde mig nogle nye venner, et nyt socialt liv og øve mig lidt i det,” fortæller Mads.

Da han tidligere har stiftet bekendtskab med arbejdsmarkedet og det at have et fuldtidsjob som en fast del af sin hverdag, valgte han derfor at tænke nyt og søge praktik i London med håbet om nye udfordringer med et nyt socialt netværk.

Praktik og fremtidsdrømme

De næste overvejelser går primært ud på, hvad vi ønsker at få ud af vores praktik. Jeg har personligt valgt at tage i praktik på et sundhedsmagasin, fordi jeg overvejer at læse en kandidat i journalistik. Mads bekræfter entusiastisk, at han har gjort sig de samme overvejelser omkring sit valg af praktik.

Jeg ville prøve at finde noget, der er relevant for, hvad jeg vil lave bagefter.

”Jeg tænkte, jeg ville prøve at finde noget, der er relevant for, hvad jeg vil lave bagefter. Jeg har en plan om, at det skal være noget med fysisk genoptræning eller vedligeholdelse af ens bevægeapparat, når man bliver ældre. Folk bliver jo ældre og ældre og overlever flere andre sygdomme,” fortæller Mads.

Derfor faldt valget på Executive Operations LTD i London, der arbejder med træning i varmvandsbassin. Det er et felt, Mads tidligere har stiftet bekendtskab med igennem studiet i en selvvalgt opgave, ligesom han har erfaret hvor meget, det har hjulpet hans mor.

Arbejdsopgaver

Om et par måneder når praktikken starter, skal Mads give sig i kast med flere forskellige opgaver. Udover de formelle ting, der altid hører med til at være en del af en arbejdsplads, såsom at besvare mails og deltage i møder, har Mads også en række andre opgaver og ønsker for sin praktik: “Der er to ting i det. Det ene er at lave selve det her varmvandsbassinstræning, men det andet er at skaffe data på, hvordan det forbedrer ens livskvalitet. Jeg gerne vil vide noget om livskvaliteten, men jeg vil også gerne lære noget om spørgeskemaer, hvordan bygger man det op, hvordan laver man det rigtigt, og hvad skal man overveje, når man laver et spørgeskema.” Alt det håber Mads at få en større erfaring med, når han kommer i praktik.

Ansøgningsproces

Mads fandt sin praktikplads igennem nogle venner, der anbefalede og spurgte sig frem i London. På den måde hjælper det nok at have nogle kontakter i den by, hvor man gerne vil hen. Men selv hvis du ikke har det, så prøv at undersøg, hvilke organisationer, der har arbejdsplads i hvilke byer. Mads fandt frem til sit kommende praktiksted, og derfra gik det egentligt rimelig nemt med at få udarbejdet en praktikaftale. Så om nogle måneder tager Mads et fly til nye udfordringer i den engelske hovedstad, hvor det er lykkes ham på samme tid at udleje sin lejlighed herhjemme og bo privat hos nogle bekendte derovre.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.