- Reklame -

Nogle gange har man brug for sammenhold uden for studiet. Hos FC Fadl kan man være fodboldtosse og festglad sammen med andre medicin- og biomekanikstuderende. 

I starten af april har jeg selv og bladets fotograf bevæget os ud i Bolbro-parken for at se fodbold. FC Fadl spiller deres anden kamp i forårssæsonen på hjemmebane mod Aarup. Heldigvis er vejret perfekt med høj forårssol, og selvom det ikke var den kønneste kamp i mands minde, så fik FC Fadl sat modstanderne godt på plads og afslutter kampen med stillingen 3-1. Kampens spiller, Simon Lillelund i nr. 9, står for de to mål i første halvleg, inden Aarup i starten af anden halvleg ender med sjusk og selvmål. Simons to kasser sikrer ham da også titlen som kampens spiller, og da afstemningen lød på tocifrede stemmer på ham, skylder han en kasse bajere til holdet.

Simon Lillelund, kampens spiller. Foto: Teodora Nastasijevic

FC FADL

Efter kampen tog vi en snak med Erik Rasmussen om, hvem FC Fadl helt præcist er: ”Vi er en social organisation for alle de fodboldinteresserede på medicin- og biomekanik. Det er både det sportslige på banen og det sociale uden for banen, der er i fokus i FC Fadl,” forklarer han, inden han fortsætter: ”Så har vi en mulighed for at spille og have noget sammenhold uden for studiet.” 

Vi er en social organisation for alle de fodboldinteresserede på medicin- og biomekanik. Det er både det sportslige på banen og det sociale uden for banen, der er i fokus i FC Fadl

Holdet er på tværs af alle årgange, og FC Fadl har i dag en 35-40 medlemmer, hvor de spiller i serie 2 her på Fyn. Selvom der er så mange medlemmer, skal der stadig kun bruges 14 spillere til hver kamp: ”Vi udtager holdet fra gang til gang,” forklarer Erik, hvor der bliver lavet Facebook-events, hvor man kan melde sig til og blive udtaget: ”Hver enkelt spiller besidder jo nogle forskellige kvaliteter, så det bliver der også taget højde for, men vi bliver også udtaget ud fra, hvem der var med sidst, om man har deltaget i træning osv.”

Erik Rasmussen. Foto: Teodora Nastasijevic

Som det ser ud lige nu, er der dog kun et herrehold i FC Fadl, selvom der har været snak om også at oprette et damehold. Dog er der et dame Bolbro-hold, som der er nogle medicinstuderende på, og som der henvises til, når der har været forespørgsler fra kvindelige studerende. 

Mere end bare fodbold

For drengene på holdet er det langt mere end det sportslige, der er i fokus. ”Det er mænd, der får lov til at være drengerøve, både når vi holder fester, men også når vi spiller fodbold og bagefter med hygge og øl,” forklarer Erik, inden han tilføjer: ”Men når vi er på banen, så spiller vi altid for at vinde. Sådan skal det også være, for ellers kan vi ikke ligge der, hvor vi gerne vil ligge, og der, hvor det er sjovt at spille fodbold.”

Det er mænd, der får lov til at være drengerøve, både når vi holder fester, men også når vi spiller fodbold og bagefter med hygge og øl

Det er dog ikke sådan, at man skal være på absolut topniveau for at være med: ”Hvis du godt kan lige at være her, og træner du med, så får du også spilletid på banen,” fastslår Erik, selvom han tilføjer, at de jo selvfølgelig ligger i serie 2, og derfor gerne vil have nogle med, som også har et vist niveau. 

Festerne og de sociale aktiviteter uden for banen fylder også meget for holdet. ”Der er et sindssygt godt sammenhold, så vi laver også nogle gange andre ting sammen,” forklarer Erik. Udover en opstartsfest og mindst en fest per halvår har holdet blandt andet også været ude og spille softball sammen. 

Interesseret?

Hvis du selv læser medicin- eller biomekanik og er fodboldinteresseret, så kan du selv blive en del af FC Fadl. De fleste kontakter dem ved at skrive over deres facebookside (facebook.com/FC.Fadl) ”Så kommer man typisk ud til en prøvetræning for at træne med og se, om det er noget for en, og så kan man melde sig ind via Bolbros egen hjemmeside,” beskriver Erik, inden han tilføjer, at der også bliver hentet spillercertifikater og alt sådan noget.

Så alle dem, der er fodboldinteresserede og også synes, det skal være socialt, men samtidig noget sportsligt i det, de kan komme og spille.

”Så alle dem, der er fodboldinteresserede og også synes, det skal være socialt, men samtidig noget sportsligt i det, de kan komme og spille.” Kontingentet ligger på 500 kr. per halvår og er derfor også relativt studievenligt – her får man så både træning og fester gratis. 

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.