Mød en kommende KBU’er

0
232

I denne tid er mange medicinstuderende ved at færdiggøre deres seks år lange medicinstudie, og efter sommerferien står KBU for døren. En af dem, der skal i KBU, er Emma D. Hansen. Hun har en masse overvejelser omkring sin nye tilværelse som læge, som hun har fortalt Sund & Hed om.

De sidste eksamener står for døren, og for Emma udskiftes hverdagen som medicinstuderende på SDU snart med en tilværelse som læge på en intern medicinsk afdeling i Holstebro og efterfølgende i almen praksis i Lemvig Kommune. Så nu skal teltpælene rives op, og hverdagen flyttes fra Fyn til det jyske.
I første omgang trak Emma nemlig ikke et så lavt nummer, som hun havde håbet. Men efter at den første skuffelse havde lagt sig, ser hun nu også en masse muligheder i et havne på et mindre hospital fremfor et sygehus i Århus, som i første omgang var hendes første prioritet.

Faglighed over lokalitet

Da chokket efter et dårligere KBU-nummer end håbet havde lagt sig, begyndte Emma mere at se mulighederne i det liv, hun nu går i møde.
”Min kæreste og jeg var rimelig large omkring lokalitet. Det vigtigste for os var at ende på nogle afdelinger, der interesserer os, har andre KBU-læger og et godt omdømme. Det lykkedes heldigvis og vi glæder os nu til at komme i gang i Holstebro efter sommeren,” fortæller Emma fortrøstningsfuldt.

“Jeg vil gerne være en lykkelig læge og vælge min fremtid ud fra det.”

Det var også et ønske for Emma og hendes kæreste at ende på hver deres afdeling, så de kunne prøve livet som læger hver for sig fremfor sammen. Det lykkedes også for
dem.

Forberedelse

Efter 6,5 år i Odense rykker Emma og hendes kæreste, som hun trak KBU-nummer sammen med, nu fra Fyn mod det jyske, hvor Emma også oprindeligt er fra. Som udgangspunkt havde hun heller ikke set sig selv blive i Odense efter endt uddannelse, men omstillingen fra studerende til læge fylder stadig en masse i hendes tanker.

“Det vigtigste for os var at ende på nogle afdelinger, der interesserer os, har andre KBU-læger og et godt omdømme.”

”Der er rigtig meget mental forberedelse. Jeg skal flytte, det er nok det hårdeste, men jeg glæder mig til at møde mine nye kollegaer og komme i gang med at være læge. Jeg føler, at jeg starter forfra igen. Jeg kan selvfølgelig en masse på papiret, men kan jeg også det, når jeg står i det i virkeligheden? Uvisheden fylder meget både i forhold til flytning og det nye arbejde,” fortæller Emma.
Men Emma har en positiv indstilling til sit kommende KBU-forløb, og der er ikke andet at gøre end bare at springe ud i flytning såvel som titlen ”læge”.

Drømme for KBU og for fremtiden

Det absolut vigtigste for Emma omkring hendes KBU-forløb er at lære en masse og blive godt rustet til hendes videre vej efter endt KBU. Nogle vælger måske KBU-forløb ud fra en idé om deres ønske om speciale, det gjorde Emma ikke. Hun ved ikke, hvad hun ønsker af speciale, det må hun tage senere. Men ønsket om at komme i almen praksis vejede meget højt for valg af KBU.

“Det absolut vigtigste for Emma omkring hendes KBU-forløb er at lære en masse og blive godt rustet til hendes videre vej efter endt KBU.”

”Jeg ville i almen praksis. Jeg har tidligere haft et dårligt forløb i klinik i almen praksis, hvor jeg ikke fik lov til at lave så meget, og de havde faktisk glemt, at jeg kom. Derfor vil jeg gerne prøve det igen i længere tid og i nye omgivelser,” fortæller Emma, som heldigvis fik det ønske opfyldt.
Selvom fremtiden efter KBU stadig er uvis, så glæder Emma sig bare til at komme i gang, og måske er det meget sundt ikke at have en klar idé om, hvad specialet og fremtiden bringer. Derfor afslutter Emma så fint;
”Jeg vil gerne være en lykkelig læge og vælge min fremtid ud fra det. Jeg håber på at få en masse erfaring under KBU, som jeg kan bruge i fremtiden, uanset hvor jeg havner.”

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.