Klar, parat til valgstart

0
97
- Reklame -

I løbet af foråret skal vi til stemmeboksene og sætte vores kryds til det kommende folketings- og europaparlamentsvalg. Udover at sætte sine kryds engagerer mange unge sig i valgkampen, skriver debatindlæg og afholder forskellige kampagner. Ida Bech Karlson er en af de unge, der har valgt at føre valgkamp for en opstillet kandidat og brænder for det.

Til dagligt læser Ida samfundsfag på SDU, så det ligger måske lidt i kortene, at den politiske interesse også er stor hos hende. Endda så stor at hun har valgt at bruge mange timer oveni et presset semester med bachelorskrivning på at være kampagneleder for hendes veninde og partifælle Anne Skau Styrishave, som er opstillet for Det Radikale Venstre.

Valget om at være aktiv

Det bliver et forår, hvor Ida kommer til at løbe hurtigt, men heldigvis også har andre at dele arbejdet med.

”Dels er Anne meget selvkørende som kandidat, og vi er også flere i kampagnegruppen, som jeg deler ansvaret med. Ellers er min primære opgave at holde det gyldne overblik – se hvad vi mangler at få lavet, holde styr på kalender og økonomi, og om vi har alle materialer hjemme. Jeg skal også få samarbejdet med de andre kandidater til at fungere,” fortæller Ida.

Idas drivkraft til at være frivillig i valgkampen kommer fra ren interesse og hendes partifæller. Denne interesse opstod allerede hos Ida i gymnasiet, hvor hun meldte sig ind i Det Radikale Venstre og fortsatte med at være aktiv, da hun flyttede til Odense.

”Hvis man ikke har styr på det organisatoriske, når valget udskrives, så kan det hele ret hurtigt falde fra hinanden”

”Jeg kan godt lide at være aktiv, det har altid ligget i mig, jeg har også engageret mig i lokalpolitik hjemme i Vestjylland, før jeg flyttede herover. Så når jeg melder mig i ind i et parti som Det Radikale Venstre, så gør jeg det jo også fordi, jeg gerne vil lægge noget engagement i det,” fortæller en entusiastisk Ida med et smil på læben. Det har hun fået lov til at gøre, og med tiden er glæden og entusiasmen kun vokset ved at være medlem af et parti.

Kampagner

Valgkampen består af en masse forskellige aktiviteter lige fra deltagelse i debatter med andre opstillede kandidater, til gågadekampagne og interne kampagnemøder i gruppen. ”Det er rigtigt vigtigt for os og vores kampagne, at de mennesker, der er frivillige, ser sig selv i det, føler sig inkluderet og faktisk ser deres idéer blive til virkelighed,” fortæller Ida. Ligesom de frivillige er en meget stor del af valgkampen, er det organisatoriske arbejde også meget vigtigt, selvom det ikke fylder meget udadtil, pointerer Ida: ”Men kampagnen handler også rigtig meget om det organisatoriske. Det må man ikke glemme. For hvis man ikke har styr på det organisatoriske, når valget udskrives, så kan det hele ret hurtigt falde fra hinanden.”

Vær aktiv det du kan

Som frivillig i en valgkamp betyder det bestemt ikke, at det forventes af dig, at du bruger lige så meget tid på det, som Ida gør. Alles hjælp og kræfter er værdsat, uanset om det er et par timer til at dele flyers ud, eller det er at invitere sine venner til at like en side eller et opslag på Facebook.

Ida har også fået meget personligt ud af sit politiske engagement: ”Jeg startede i lokalpolitik, da jeg var 15 år gammel. Jeg tror, det har været med til at forme mig som person rigtig meget i forhold til at få udfordret mine holdninger ret tidligt.”

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.