- Reklame -

Jeg er anderledes. Det kan jeg se på dem, at de synes. Jeg kan se det på den måde, at deres ansigter taber spænding og bliver længere, når de ser mig, og deres øjne flakker lidt mere, når blikkene hviler på mig, end på andre. Og jeg ved, hvad jeg taler om, det gør jeg. For jeg har observeret dem rigtigt meget, meget længe. Det meste af mit liv har jeg tilbragt i hjørner, kroge, baggrunde og langs panelerne, for disse steder blev jeg ikke anfægtet i mine menneskestudier. Når øjnene ser på mig, er det som om, at de bliver større og mindre på samme tid, og lugten i rummet ændrer sig. Den bliver ligesom mere… uren. 

Jeg er anderledes. Det kan jeg mærke, at jeg er. Jeg kan mærke det på den måde, at mine lunger klasker sig sammen, når jeg prøver at trække vejret i den friske luft udenfor. Det er vist ikke meningen. Jeg kan mærke det på den måde, at min krop altid sitrer og svirrer lidt, som om den ikke rigtigt passer ind i sig selv. Ligesom et sumpområde, der har alt for mange insekter, fluer og myg, så det føles som om, at hele sumpen summer og sværmer, og man kan ikke rigtigt være der, og man kan ikke rigtigt høre andet end den dér svirren, og sveden driver af ansigtet ned i øjnene, så man heller ikke kan se. Ja, det er sådan, det føles inde i mig. Sådan lidt… sumpsvirrende.

Jeg er anderledes. Det kan jeg høre, at jeg er. Når jeg prøver på at tale med dem, der er omkring mig, kan jeg ikke finde ud af, med hvilken af stemmerne, jeg skal udtrykke mig. Det er som om, at de alle sammen gerne vil til, og ikke kan enes om, hvis tur det er til at drysse ord efter sig i fællesverdenen udenfor, så andre kan jokke i dem som solafbleget, tørtygget tyggegummi, der klæber fast det sted i sålen, som man har forsøgt at rense tusinde gange. Og så siger de bare noget forskelligt og fortæller hver deres historie på samme tid til de ører, der er i nærheden, også til mine, og jeg kan ikke samle nogen tråde meningsfuldt sammen, når min tunge slår knuder i fem stemmers historier, så jeg prøver for det meste at holde mund. Det bliver i længden en anelse… kvælende. 

Jeg er anderledes. Det kan jeg se på TV, at jeg er. Jeg kan se det på den måde, at vejrmanden hører efter, hvad jeg tænker, og så tager han mine tanker med i fjernsynet og laver dem om til kryptiske beskeder i vejrkoder, som han så udbasunerer til hele verden. Det er altid mine tanker, han fortæller om og oversætter til lavtryk, det er aldrig andres. Jeg er sikker på, at russerne har vejrkodetydere i deres agenttjenester, så jeg er ikke sikker på, hvor længe mit hoved får lov til at blive ved med at tænke tanker, som vejrmanden kan stjæle. En eller anden dag vil det være slut, når de står foran min dør og kræver at kende mine kilder, og min hjerne vil splatte ud på væggen bag mig, og det bliver måske lidt… ulækkert. 

Men jeg er egentligt ikke anderledes. Det ved jeg faktisk, at ikke er. Jeg ved det, fordi at jeg har to ben, to arme, et hjerte der slår, et par lunger, der trækker vejret, og en hjerne, der tænker tanker hele dagen og hele natten og hele livet. Det har de andre også. Jeg ved det, fordi at mine bogstaver er de samme som de andres bogstaver, og jeg har heller ikke nattesyn som en hornugle og må derfor følge gadelysene i de sene timer, når både jeg og tusinde andre sjæle vandrer forvildede, forvirrede og fortabte på den lange vej til det sted, som alle kalder hjem, men som ingen rigtigt elsker. Jeg er faktisk præcis ligesom alle andre på de dybeste måder i de inderste lag, og det er egentlig lidt… ærgerligt.

Hvad synes du?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.